Aberdeen Blues foregår ikke i Skotland, men dybt nede i det sumpede Mississippi. Når den danske bluesmusiker Hans Peter Lange synger den, ligner han heller ikke en dansker. Og han lyder da slet ikke som en rejsende, der har fundet vej til den lille by Bredsted i Nordfrisland lige syd for den dansk-tyske grænse.

Men det har han. Og flere publikum er kommet langvejs fra. Neumünster sågar. Pladsen i kirkesalen på Bredsted Danske Skole er trang, og de sidst ankomne har taget opstilling ved indgangen, mens H.P. (som han bare kalder sig) Lange af al sit inderste, synger en sang om noget, der ligner enhver mands drøm: At være et hit hos kvinderne.

Men som sagt: Aberdeen Blues foregår ikke i Skotland, men in the deep South. Og her kan man let gå hen og blive upopulær, hvis man er alt for populær hos kvinderne, som H. P. Lange synger om med en stemme, der nok kan få tingene til at minde om den sorte bluessanger og guitarist Bukka White. I Bredsted i hvert fald. For her stemningen høj blot få numre inde i koncerten.

H. P. Lange har taget den lange tur fra Mørke på Djursland til det flade Nordfrisland, hvor han ikke rigtig ved, om han skal snakke engelsk, tysk eller dansk til publikum. H. P. Lange har dog været så mange år i Chicago, at det engelske sprog synes at være en uadskillelig del af den akustiske bluesmusik.

Han er en af de få rigtige bluesmusikere, der findes i Danmark. Hvis genren havde et større publikum, ville han måske være lige så kendt som Rasmus Seebach og L.O.C. Men det har bluesmusikken ikke, og derfor kan man lokke en sådan kvalitetsmusiker til at spille i Bredsted med blot 5000 indbyggere.

H. P. Lange kan blues- og ragtime-traditionens oprindelige form med inspirationskilder som Blind Blake og Robert Johnson. Han har spillet sammen med R. L. Burnside og dennes suveræne slide-guitarist Kenny Brown, med afdøde Junior Kimborough og virtuosen John Mooney.

Da han sidder solo på podiet i Bredsted er det med læderstøvler som et sikkert rytmeinstrument, publikum som backing og et katalog af blandt andet »Pony Blues«, den populære amerikanske sang »Frankie and Johnny« og »Broken Mould« serveret med rigtige New Orleans-rytmer. Han spiller på rigtig steel-guitar. Den ser slidt ud. Autenciteten er der med andre ord. Og med Langes virtuose og karakteristiske finger-pickin' fremstår det hele enkelt, rå og upoleret.

Der skal lidt talent til, at ensformigheden ikke sniger sig ind. Men Lange kan det der med live - så meget, at han i pladestudiet spiller solo uden overdubs.

Som 16-årig hørte H.P. blues med guitaristen Matt Murphy og mundharpespilleren Sonny Boy Williamson og var omgående solgt til den akustiske bluesmusik, country blues, delta blues, ragtime guitar og gospel musik, som han har dyrket intenst lige siden. Fra 1988 kunne han skrive fuldtids professionel musiker på sit visitkort, og med mere end 100 klub- og kirkekoncerter om året rundt om i Danmark, foruden klubber og festivaler i både Norden, Europa og USA, er han en af de flittigste og mest dedikerede musikere i sin genre.

En rejse til USA i 1994 til Louisiana og Mississippi gav ny inspiration, og han spillede i denne periode fast på flere klubber i New Orleans og lærte delta blues af mesteren John Mooney. Han kom også til at spille i Memphis, og i Mississippi mødte han guitaristen Kenny Brown, som introducerede ham til den specielle bluestradition i de bakkede områder i det nordlige Mississippi.

Med sine egne kompositioner og tekster og især trofaste fortolkninger af velvalgte numre fra sydstaternes store sangskat fra 1920?erne til nutiden er han værd at lægge ører til.