Der bliver drukket bajere på scenen. Talt hæmningsløst om kvaliteten i tyske pornofilm fra 1970erne. Og dyrket en bodegakultur, der får én til at begribe, hvorfor bandets album hedder »Du skulle have været der i går«.

Det eneste, der mangler, er tobaksrøg. Her stopper den stemning af civil ulydighed, som Torben Steno udbreder bag sit temmeligt bizarre instrument: Et gammelt optigan-orgel med en gennemført lo-fi lyd. Uldent og varmt.

Man forstår, hvorfor Torben Steno er radiovært ved siden af sit liv som turnerende musiker. Der kommer en masse ord ud af munden på ham. For det meste giver de mening, og de er som oftest morsomme. Men talestrømmen er så stærk, at forsangeren Johan Olsen fra Magtens Korridorer skal være oppe på mærkerne for at få sine beskeder til publikum klemt ind.

Det er underholdende at være til koncert med Pligten Kalder (sådan hedder bandet, selv om de fire musikere ikke ligner nogen, der ved, hvad ordet pligt betyder). Christiania bliver kaldt for »verdens mest militante grundejerforening«, og modeordet »inklusion« laver Steno tykt grin med ved at gå rundt blandt publikum med sin tændte lighter hævet i den ene hånd: »Nu skal vi alle sammen være med. Nu skal vi alle hygge os«.
- Når man hører ordet »inklusion«, får man lyst til flygte langt pokker i vold fra fællesskabet. I Danmark er det blevet sådan, at det er kommunen, der bestemmer, hvornår vi har det fedt, lød det fra Steno.

Besk poesi
Når så Pligten Kalder går i gang med at spille musik, driver sentimentaliteten. Med Johan Olsens beske poetiske stemme får musikken et krydderi, der rammer følelserne. Vi ser billederne inde i hovedet, når der synges om »Tavse gæster«, færgen der er sejlet og »Den polske kavalergang«: »Når alt kommer til alt, er det fortalt mange gange før«. Der dukker nogle gange lidt Kim Larsen op i ham, i perioder lidt Povl Dissing, selv om Johan Olsen blot er sig selv - og dermed autentisk.

Peter Jessen spiller godt med på melodien, når han lader klarinetten klage, og som ny fjerdemand på bas og guitar er den faste producer, Søren Mikkelsen, med til at male lydbilledet større.

Det er sympatisk lavmælt viserock med gode tekster, som nok fortjener at blive lyttet igennem på albummet derhjemme: »Nu går solen ned og byens lys gnider mod min sjæl - for drømme vi drømte der er væk - og i larmen fra endnu en bus - klynker jeg mit navn - og føler mig uklædeligt fortabt«.

Fotoceller og motorer
Ind imellem skal der findes plader til Torben Stenos optigan-orgel (en sag, der for længst er udgået af produktion). Og det er et syn - ligesom når familien skulle på ferie sydpå, og der skulle findes noget frem nederst fra bagagerummet. Optigan-orglet kører på en fotografisk plade, der ligner en gennemsigtig vinyl-LP. På pladen er optaget en lyd, der ligger i ringformede, koncentriske, optiske tonespor.

Pladen placeres - med Stenos og kollegers hjælp - på slags pladetallerken i instrumentet, og en motor trækker den rundt. En elektrisk pære sender lys op nedefra igennem pladen, og oven over pladen er der anbragt en stang der indeholdt en række fotoceller, som omdanner lyset, der skinner op gennem tonesporene til en pulserende strøm. Strømmen sendes til en forstærker og videre til en højttaler.

Det lyder indviklet og herligt skørt: Kan det passe bedre end til et band som Pligten Kalder?

Nej - for hver gang der skal skiftes plade, får Torben Steno chancen for at tænde for sin egen snakkemaskine. Sikke nogle skæve fyre.