Kristofer Åström startede sin musikkarriere med at være en del af det anderledes punkband Fireside. Med albummet Northern Blues skiftede han spor. De seneste ti år har den langhårede svensker budt på lavmælt og seriøst singer-songwriting, og i februar udkom endnu et album, From Eagle to Sparrow, med spottende og nedtrykte tekster.

Ved indgangen til påskeferien stod han på scenen i Volksbad i Flensborg for et publikum, der til dels mødte uden forhåndskendskab og blot skulle have en god aften i byen. Og så en lille kerne, der kendte svenskerens indtryksfulde sange om kærligheden og al dens væsen.

Han lagde ud med numre fra albummet Northern Blues, som han i 2002 begik med backingorkestret Hidden Truck, blandt andet ”All Lovers Hell”, og derpå bevægede han sig over i de nye og lidt mere søvndyssende materiale fra det noget forudsigelige album From Eagle to Sparrow. Generelt kredser Kristofer Åström om vemod, længsler, smerte og knuste hjerter. Der er ikke meget humor her og heller ikke særlig tæt verbal kontakt med publikum mellem numrene. Kristofer Åström hører til den kategori af musikere, der kommer på scenen uden at sige pænt goddag til publikum.

Selv om rytmerne er til at ryste rumpetten til, så er Kristofer Åstrøms aura også noget, der bedst passer til et lejrbål i de mørke svenske skove - eller en melankolsk efterårsaften, hvor den tunge skandinaviske dyne trænger sig på. Det foregår bare alt sammen på engelsk, og det må man give Åström, han kan svinge sig op til noget udmærket lyrik:

keep going, just keep going don't look back it ain't worth the effort you know it nobody cares since all you feel is nothing don't pretend 'cause you can't fool nobody that's not the game

she knows your every move don't even try she knows how your voice trembles when you lie she loves you anyway I don't know why she don't care what people say she must be blind - you made her blind

som det hedder i ”Blind Motherfucker”.

Åströms musik er nøgent i udtrykket med akustiske guitarer (hele syv styk står linet op på scenen, før han og bandet går på), bas, trommer og keyboard. Men også lidt søvndyssende med gentagelser om bittersød kærlighed, der ikke bliver gengældt. Åstrøms tone har dog en indre varme, som i numrene ”I Hope You Don't Burn in Hell” og ”Strong & Tall”, der er helt ind til benet og omvendt nok kan få superlativerne frem.