Mest læste
[Koncertanmeldelse]

1 - Koncertanmeldelse
Sinne Eeg og Touché
2 - Koncertanmeldelse
Abild
3 - Koncertanmeldelse
MC Hansen Band
4 - Koncertanmeldelse
JazzKamikaze
5 - Koncertanmeldelse
Pligten Kalder
6 - Koncertanmeldelse
Helene Blum & Harald Haugaard med: Anna Lindblad, Petri Hakala, Antti Järvela og Sune Rahbek.
7 - Koncertanmeldelse
Veto
8 - Koncertanmeldelse
Eivør
9 - Koncertanmeldelse
Sinatra - En mand og hans musik
10 - Koncertanmeldelse
Folkeklubben




Det Kongelige Kapel
Operaen 7/9 - 2019
Anmeldt 10/9 2019, 08:22 af Lars Ole Bonde

Stærk sæsonåbning fra Det Kongelige Kapel


Stærk sæsonåbning fra Det Kongelige Kapel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det Kongelige Kapel er først og fremmest et opera- og balletorkester, som leverer musikken til langt over 100 forestillinger på såvel Gamle Scene som i Operaen. Kapellet er også er symfoniorkester, faktisk det eneste fuldt udbyggede danske symfoniorkester – med ca. 100 musikere – ved siden af DR Symfoniorkester. Hver sæson rummer således et antal symfonikoncerter og kammerkoncerter, hvor publikum har chancen for at høre orkestret i det store symfoniske repertoire og udvalgt kammermusik.

Lørdag 7.9. 2019 åbnede operasæsonen således med efterårets første Kapel-koncert. Teaterchef Kasper Holten bød veloplagt velkommen og nævnte bl.a., at kapelkoncerterne i øjeblikket er det største vækstområde for teatret. Det forstår man godt, for det er en stor oplevelse at se det store orkester, ikke i ’graven’, men på selve scenen, som fyldes godt ud af de 100+ musikere, som de store partiturer kræver.

Og hvordan lyder det så i Operaens store tilskuerrum? Klangen er gennemgående åben, transparent og med en god balance mellem instrumentgrupperne. Man kan af og til savne basfylde specielt i strygergruppen (som råder over ikke mindre end 8 kontrabasser), og i det helt store fortissimo-udtræk kan rummet næsten føles for lille. Men for det meste er det en nydelse at lytte. Især selvfølgelig når repertoiret er spændende og de medvirkende solister og dirigenter på toppen. Det var tilfældet ved åbningskoncerten.


Det Kongelige Kapel på scenen i Operaen – parat til Hans Abrahamsens Märchenbilder (foto: LOB)

Russeren Alexander Vedernikov er nu chefdirigent på tredje år, og samarbejdet mellem ham og kapellet virker harmonisk og musikalsk meget stærkt. Violinsolisten Nikolaj Szeps-Znaider er en skattet gæst i sit hjemland, og han var en fremragende solist. Programmet var helt klassisk bygget op – man siger at ”opskriften” på en symfonikoncert er ”tre retter”: Et kortere instrumentalstykke (fx en ouverture), en solokoncert og en symfoni fra standardrepertoiret (fra Beethoven og fremefter). Kapelkoncertens tre værker klædte hinanden godt; ”menuen” var fint sammensat.

Hans Abrahamsens eventyrbilleder
Åbningskoncertens indledende stykke var en dansk førsteopførelse, nemlig af orkestermusik fra Hans Abrahamsens opera Snedronningen, der har urpremiere i oktober. Abrahamsen – tidens mest hædrede danske komponist – har formet Drei Märchenbilder som en tresatset suite, der blev spillet uden ophold mellem satserne. Det er ikke let med få ord at karakterisere Abrahamsens raffinerede og stemningsmættede musik. Den arbejder meget med små melodiske motiver, der udvikles over længere tid, med forskellige rytmiske lag og forskydninger og med meget afvekslende og umiddelbart fængende klangkombinationer, hvortil bl.a. et stort antal slagtøjsinstrumenter (inklusiv en vindmaskine) bidrager med sarte såvel som slagkraftige nuancer.

Musikken fungerer mere stemningsbeskrivende end egentlig narrativ. Abrahamsens musik arbejder i forhold til lytteren meget med metonymi, altså at konkret betydning fra ét område (fx oplevelsen af sne der falder let, som enkelte fnug i forskelligt tempo, eller fornemmelsen af at fryse ved at røre ved is) overføres konkret til et andet område (fx til langsomt faldende enkelttoner i individuelle tempi, eller violintremolo i højt leje). Jeg oplevede på denne metonymisk-associative måde første sats som en sne-komposition, fra lette dalende fnug til fuld snestorm, anden sats som is, med frosne krystaller og næsten fysiske kuldevirkninger, og tredje sats som Dronningens palads og entré, majestætisk og ret uhyggeligt. De tre eventyrbilleder gav stor appetit på at høre musikken i sin kontekst – som vi altså får i fuldt udtræk på Operaen fra 13. oktober.

Znaiders blændende Bruch
Solokoncerten var en af repertoirets allermest populære: Max Bruchs Violinkoncert nr. 1 fra 1868. Den har alt, hvad man kan ønske af en romantisk koncert: Stormende, heftig længsel, trods og (som kontrast) eftertænksomt vemod i første sats; dyb inderlighed grænsende til melankoli i den gudesmukke anden sats; og endelig løssluppen fest og farver, inklusive zigeunerstemninger, i finalen.

Med Bruch er forlader vi det rent lyrisk-stemningsbeskrivende til fordel for et mere narrativt forløb: Violinen kan i sit forhold til orkestret give associationer til en leder over for sin gruppe – eller sit folk. Der er ingen kamp mellem de to parter; violinen har initiativet hele vejen, mens orkestret bakker op med imitation, videreførelse af musikalske idéer eller rent akkompagnement.

Nikolaj Szeps-Znaiders eminente musikerskab viste sig fra første tone. Hans autoritet og virtuositet er velkendt, og den kan høres på hans indspilning af værket fra 2007, med Lawrence Foster og London Philharmonic Orchestra. Denne aften virkede han meget tændt, og han holdt solostemmen i et fast greb fra den rytmisk markante solo-åbning i 1. sats, over 2. sats’ melankolsk-lyriske meditation, til 3. satsens jublende triumf. Hver tone er individuelt klanglagt, og fraserne er levende og naturlige, uanset hvor lange eller hvor virtuost-udsmykkede de er. På den måde undgik oplevelsen ethvert strejf af sentimentalitet, som ellers kan være Bruch-koncertens achilleshæl.

Der var en kolossal kontrast mellem Znaiders ekstranummer – én musiker, fire strenge og et uddrag af Bachs Partita – og Mahlers vældige 1. symfoni, som kræver ekstra muskelkraft (bl.a. 7 horn, 5 trompeter og to sæt pauker). Kontrasten var næsten en illustration af den klassiske musiks enorme spændvidde, fra Bachs lidt indadvendte udforskning af violinens univers til Mahlers sjæledrama med brug af alle det store orkesters virkemidler.

En symfoni om natur og menneske
Mahlers første symfoni, komponeret i 1888, men omarbejdet til sin endelige version 10 år senere, er ægte episk-narrativ musik. Ikke en programsymfoni med detaljeret program, men med hver sats som en akt i et idédrama. På baggrund af komponistens egne udtalelser om værket vover jeg at hævde, at første symfoni handler om forholdet mellem naturen og mennesket.

I første sats vågner naturen. Satsen er en af musikhistoriens mest vidunderlige skildringer af en forårsmorgen langt uden for byens kulturrum, med fuglesang og naturlyde som vågner, vokser og blandes frydefuldt og organisk, og som stiger i intensitet. Menneskeverdenen anes kun fjernt i form af svagt hørbare fanfarer (her spillet på bagscenen af tre trompeter), før symfoniens helt eller hovedperson træder ind på scenen – i form af et tema, en instrumental udgave af Mahlers egen sang Ging heut´ morgens übers Feld. Hovedpersonens ungdommelige livsmod harmonerer med naturen; det er en herligt livsbekræftende sats, som Vedernikov og Kapellet spillede til ug.

I anden sats rykker vi tættere på kulturen; her er det menneskets rytmiske natur, der udforskes. Det hele er en lang, kærligt-ironisk bondedans, som kan lede tanken hen på Breughels berømte billede. Vedernikov satte tempoet lidt langsommere an, end man ofte hører, hvilket gav satsen en djærv, ægte munter og folkelig grundkarakter, med midterdelens smægtende Ländler som en yndig og uskyldig kontrast.


Pieter Breughel (den ældre) : Bondedansen (1567)

Tredje sats er en af Mahlers kendteste og mest elskede. Den er også yderst raffineret og rummer noget af komponistens dybeste musikalske ironi. Hov, kan musik være ironisk? Ja, hos Mahler kan den. Når komponisten fx leger med kendt musik – her Mester Jakob spillet som kanon i mol, (sørge)marchmusik, som lige får en tand for meget, vrængende klarinetter og forvredet bøhmisk klagemusik – oplever vi som tilhørere en collage af musikalske stilarter og idiomer, som får os til at tænke: Hvad vil komponisten fortælle os med sammenstillingen af alle disse ellers adskilte dele? Hvis vi holder os til temaet menneske og natur, er satsen en dybt ironisk kommentar til menneskets ureflekterede brug af naturens ressourcer, her specielt jagten (dyrket som fornøjelse).

Mahler var inspireret af et i samtiden meget kendt satirisk billede: Jægerens ligbegængelse, hvor det er dyrene, der fører deres plageånd til graven. Musikken fører os igennem alle de positive og negative følelser og associationer, vi kan få ved at tænke på jagt – fra dyrenes perspektiv. Aftenens udgave var lige i øret, et auditivt ”memento mori” – eller sågar en overraskende nutidig kommentar til vores økologiske kriser og ubalancer.


Moritz von Schwind: Dyrene begraver jægeren (1850)

Symfoniens finale begynder med heltens smerteskrig, hans verden er brudt sammen. Selvfølgelig ved vi ikke hvorfor, men fortvivlelsen er ikke til at tage fejl af. Resten af satsen er én lang kamp for igen at vinde fodfæste og balance. Det lykkes til sidst, og komponisten (som oprindelig kaldte satsen Fra helvede til himlen) fortæller historien om hvordan det lykkes ved bl.a. at vende tilbage til materiale fra første sats, altså til den tilstand hvor naturen endnu var fortryllet og uforstyrret. Moralen må være, at det erfarne, reflekterede menneske kun kan finde fred ved igen at indgå i et forpligtende forhold til naturen. Aktuelt?

Chefdirigenten og orkestret
Alexander Vedernikov styrede sine tropper gennem Mahlers timelange værk med stor sikkerhed og en imponerende sans for den dramatiske opbygning af spænding, afspænding og klimakser – som der er rigtig mange af i denne højspændte musik. Det eksistentielle drama var stramt iscenesat fra start til slut. Samtidig kom al humoren – og ironien – i musikken nærmest let og legende frem, assisteret af dirigentens lejlighedsvise dansante direktion, med små øjekast og fagter til publikum. Det var for mig en ny dimension i Vedernikovs måde at dirigere på; han fremstod langt mere udadvendt end jeg har oplevet ham før.

At Kapellet holder af at spille med sin forholdsvis nye chef er tydeligt. Orkesterspillet var ikke fejlfrit, men der var heller intet ”fedtspil”: alle gav alt hvad de havde i sig, og orkestret fulgte chefens anvisninger loyalt og uden tøven. Mere kan man som tilhører ikke forlange. Touché!

156
Forrige anmeldelse
« Academy of St. Martin in the Fi... «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser