Siden den første film om Shrek ramte biograflærredet i 2001, har den grønne trold og hans magiske univers været genstand for stor opmærksomhed og ikke mindst ros. Det stod hurtigt klar for Dreamworks, at de skulle lave flere film, og med Shrek Den Lykkelige ude på dvd er det sidste kapitel skrevet. Og det er et noget mørkere kapitel end de forudgående.

Rent tematisk er det den klassiske historie om, at vi ikke ved, hvad vi har, før vi mister det. Shrek er i denne fjerde film blevet noget så kedsommeligt som familiefar. Slut med at skræmme livet af troldeangste mennesker, slut med at more sig med at blive jagtet af vrede bønder og slut med den ro og fred, som det uvægerligt giver at være hadet og frygtet af alle. I stedet står den på endeløse bleskift, autografhungrende bønder og det evigt irriterende Æsel. Ikke lige Shreks kop te, og det hele kulminerer i en scene, hvor alle er samlet til stor børnefødselsdag, og Shrek ender med at smadre børnenes kage og gå, med øjne der er rødrandede af raseri. Dette er faktisk overraskende skræmmende. Vi har ofte set Shrek irriteret men aldrig direkte ondskabsfuld. Og netop det bliver han faktisk her i film fire: Efter kagesmadringen siger han ligeud til sin kone Fiona, at hans liv var bedre, før han mødte hende og fik børn med hende. Det er således en helt ny og anderledes ubehagelig side af Shrek, vi får at se.

Før vi får set os om, er alt vendt på hovedet. Den midtvejskriseramte trold indgår nemlig en aftale med fupmageren Rumleskaft, men denne snyder ham, og pludselig befinder Shrek sig i en alternativ verden, hvor han aldrig har mødt Æsel, Den Bestøvlede Kat er blevet en grotesk overvægtig huskat, Fiona har reddet sig selv ud af tårnet og er blevet en krasbørstig krigerprinsesse, og landet regeres af den onde Rumleskaft og hans hær af hekse. Alt dette fordi Rumleskaft i aftalen tog den dag, Shrek blev født; ergo har Shrek aldrig eksisteret. Nu har trolden kun én dag til at få Fiona til at forelske sig i ham, så alt kan blive normalt igen.

Som sagt er dette en overraskende uhyggelig film, om end den stadig er en animationsfilm klassificeret ’tilladt for alle’. Udover Shreks nye side er den nye figur Rumleskaft faktisk temmelig skræmmende. Til trods for visse latterlige træk er han tilpas dæmonisk, til at man når at få en ubehagelig fornemmelse i maven. (Som en lille pudsig anekdote skal det nævnes, at vi faktisk møder Rumleskaft allerede i film to i serien, men her ser han anderledes og rarere ud. Dreamsworks har angiveligt ikke vidst, at de ville ende med at bruge ham som hovedperson i fireren). Endelig er Rumleskafts hekse med de giftgrønne ansigter også ret urovækkende, og kombineret med den noget mørkere tematik adskiller Shrek Den Lykkelige sig således en del fra sine tre forgængere.

Animationen er, om muligt, bedre end nogensinde. Æsels pels ser silkeblød ud, og eksempelvis måden, som solstråler kan oplyse et øje på, er gengivet med stor realisme. Filmen skal naturligvis ses med de originale engelske stemmer. Der er simpelthen ingen, der kan eftergøre Eddie Murphys ’sorte speedsnak’ eller Mike Myers’ skotske accent. Og så er Walt Dohrns stemme til lumske Rumleskaft et godt bidrag til den generelle stemning i filmen.

Om man kan lide den nye, mere dystre version af Shrek-universet, eller om man foretrækker de tre muntre og mere letbenede forgængere, er nok en smagssag. Sikkert er det i hvert fald, at sagaen er tilendebragt. Idet rulleteksterne ruller over skærmen, afsluttes der med klip fra de tre forudgående film, og var man i tvivl før, så er man det i hvert fald ikke længere: Ringen er sluttet.