I 2009 producerede TV3 tv-serien Lulu og Leon, som skulle vise sig at være en af de bedste serier, koncernen har stået for. Seertallene var pæne, anmelderroserne blev plukket, og serien viste, at TV3 også formåede at trække på krimibølgernes succesfulde rytmer – men med en serie, der alligevel adskiller sig fra den jævne, skandinaviske krimigenre. Serien viste så gode takter, at den – vist for første gang – kunne gå fra en betalingskanal til den landdækkende statsradiofoni inden for en ret kort periode. Nu er serien udkommet på dvd, så den kan nå at være med i julehandlen.

Lulu og Leon har levet sammen i nogle år uden at være blevet gift. Sammen har de sønnen Jonathan, mens Lulu har datteren Isa fra et tidligere forhold. På det tidspunkt, vi træder ind, er det fem år siden, Leon sidst friede til Lulu, men hun ville ikke sige ja, før han havde vist, at han kunne holde sig fra kriminalitet i fem år. Den tid er nu gået, kongen af Værløse har ikke siddet inde i fem år, og de vælger at blive gift – men under bryllupsfesten kommer politiet: Leon er mistænkt for at have planlagt og udført det såkaldte Hvidovre-kup.

Leon ryger i arresten, hvor han varetægtsfængsles, mens sagen efterforskes af betjente Patrick og Ole – et klassisk makkerpar, hvor den ene er rolig og eftertænksom og den anden er udfarende og målrettet. Good cop, bad cop – spørgsmålet er, hvem der er hvem. Seriens hovedfokus er på denne sag, hvor vi ikke ved, om Leon er skyldig eller ej, men undervejs dukker der sidehistorier op, som – i løbet af serien første halvdel – får fokus. På den måde er det i udgangspunktet en føljeton med et gennemgående plot, der oftest vender blikket mod enkeltstående serieepisoder, men som vi kryber længere og længere ind i Leons situation og følgerne for familien, tager føljetonstrukturen over.

Serien er – i forhold til ganske meget af den drama, der kommer ud fra de danske betalingskanaler – enormt velspillet. Castingen er veludført, og rollerne fordelt, så hver spiller sin rolle ganske troværdigt. Lars Brygmann, der spiller Leon, er som altid sikker, mens Jacob Randrup som Johnny overrasker i sin underspillede, ’knægtede’ rolle. Det er dog indlysende, at serien ikke har haft hverken samme budgetramme eller samme tid, som DR’s dramaafdeling fx giver. Men det gør absolut intet, mest fordi spillet redder serien.

Seriens største problem er, at den ikke helt virker klar i sin struktur. Første halvdel, der mest har episodestruktur som en serie med mere afsluttede afsnit, passer dårligt sammen med den sidste halvdels føljetonstruktur, der i stedet får væsentligt mere drev, fordi afsnittene hænger mere og mere sammen. Cliffhanger-strukturen tager over fra den afsluttende handlingsstruktur. Derfor vinder serien undervejs ved, at det ikke er sideplots, der skal ”trække tiden”, mens Leon sidder inde, men i stedet motivere til at se de næste afsnit.

Serien bærer også præg af, at mange af navnene både foran og bag kameraet er mere eller mindre kendte fra dansk film og tv-drama. Den konceptuerende instruktør Jannik Johansen kender vi fra flere lignende kriminalistiske film, og stilen, han har lagt over seriens samlede billede, er et spændende møde mellem provinsidyl og kriminoir. Den ene hovedforfatter Jens Dahl har vi også set i dansk tv-drama tidligere, fx ifm. De udvalgte (2001) og Sommer (2008). Generelt består holdet af etablerede kræfter og debuterende navne, som samlet gør det fint. Stilen er homogen og gennemført.

TV3 har meldt ud, at de ikke vil producere en sæson mere af serien. Argumentet var økonomisk. Det er måske også den rette beslutning, selvom serien lægger op til det modsatte. Den er interessant, fordi den for alvor bryder det monopolistiske forhold mellem DR og andre dramaproducerende kanaler – og gør det med en vis standard. Den er også et godt bud på en ny vinkel på dansk tv-drama, der hermed også grundigt vender blikket mod det provinsielle. Det er gjort tidligere, men fokus har aldrig været så sikkert i sin evne til at fortælle troværdigt om petty crimes i provinsen. Det er ikke en serie, der vil stå som årets bedste – dertil er den for fortællemæssigt usammenhængende – men det er en serie, der endelig viser, at DR ikke er den eneste kanal, der kan. Måske netop derfor valgte de selv at sende den – igen.