Som faste læsere har bemærket sker det ganske ofte at vi her på kapellet laver genanmeldelser af film. Dette skyldes først og fremmest en stor kærlighed til filmen, men ligeledes også efter en nysgerrighed om, hvorvidt det kan betale sig at gense en given film. Kan den mon klare mere end et gennemsyn? Det kan Guardians of the Galaxy – vol. 2 i al fald, ikke mindst når den opleves i 3D - men mere om dette senere.

Selv om det kan være svært at følge op på en bragende publikumssucces (som instruktør James Gunn også fortæller på den ganske underholdende director’s commentary), så er instruktøren allerede i fuld gang med at forberede 3. del i serien om de skæve superhelte. Man kunne måske tro at dette ville være svært at gøre med franchises som denne, men ifølge kommentarsporet kan dette lade sig gøre fordi alle de medvirkende er så begejstrede for det de laver her. Denne begejstring hos både instruktør, skuespillere, ja selv blandt de mange mennesker, der har lavet effekter på filmen kan faktisk spores i det endelige produkt. For selv om Guardians of the Galaxy vol. 2 basalt set er en gang kulørt rumvrøvl, så er det samtidig så underholdende, morsomt og flot eksekveret, at ikke kan andet end at holde af den – også anden og tredje gang den ses.

Filmens handling er vist allerede blevet skitseret i biografanmeldelsen så der er vist ingen grund til at gentage dette. Handlingen er selvsagt den samme, men når man genser filmen har man også bedre tid til at lægge mærke til en masse af de nørdede detaljer man muligvis overså eller overhørte i biografen. Ting der optræder i baggrunden eller som kun vises meget kort. Eksempelvis kan man nævne scenen hvor kampdronerne fra Sovereign sendes ud efter vore helte. Lytter man efter kan man høre en helt distinkt arkadelyd i de scener hvor man ser de guldfarvede aliens kommandocentral. Der er muligvis ikke kun tale om et bestemt arkadespil, men det lyder i Kapellets ører som om lydfolkene har arbejdet med lyde fra Galaga og Space Invaders. Dertil kommer flere visuelle nørd-referencer, som eksempelvis det som James Gunn omtaler som ”my favorite shot in the movie”. Det kan opleves omkring 42 minutter inde i filmen, i en scene hvor Egos rumskib bevæger sig mod hans planet. Pludselig ser vi Egos æggeformede rumskib blive til en nærmest nøjagtig kopi af rumskibet fra kulttegnefilmen Heavy Metal.

Der er selvfølgelig mange andre intertekstuelle referencer gemt overalt i filmen. Der refereres til både tegneserier, tv-serier, og meget mere, men i stedet for at de listes her, bør man selv se filmen for at se hvor mange af dem man selv er i stand til at fange. På den måde bliver filmen lidt en leg med netop intertekstualitet i både billede, lyd og dialog.

Selv om filmen selvsagt er tilgængelig på flere streamingtjenester, går man også glip af mange af de ting som BluRay-udgaven tilbyder. Vildt morsomt er det at høre om Peter Quinns (Starlords) fascination af David Hasselhoff i hovedfilmen, så derfor har folkene bag filmen selvfølgelig skabt en fake 80’er musikvideo, der er så corny at halvdelen kunne være nok – komplet med dansere i stramtsiddende sølvspandex og grimme frisurer. Den forefindes selvfølgelig også på filmens ekstramateriale, foruden gag-reels og fraklippede scener – hvor det også bliver tydeligt for seerne hvor meget af filmen der er skabt med CGI.

Meget af ekstramaterialet som optræder på disken (vel og mærke på 2D-disken) er værd at se nærmere på, især for os der holder af filmen og gerne vil vide mere om de mange overvejelser folkene bag har gjort sig. Eksempelvis er der en masse småfilm der tilsammen varer næsten 40 minutter hvor man bringes bag kameraet, hører om effektarbejdet, det superseje soundtrack og mange, mange flere aspekter af filmen. Kort sagt så får man ikke kun filmen, men også en masse underholdende information, der kan være med til at gøre oplevelsen endnu bedre.

Som lovet skal 3D-verisionen også have Kapellets anbefaling med, for da filmen blev set i biografen, blev den af hensyn til de yngre medanmeldere, set i 2D. Det kan man også sagtens, især hvis man hører til de folk der enten har svært ved at se 3D, eller som føler det meget anstrængende – men ser man den nye Guardians-film i 3D vil man opleve at der er flere scener i filmen som formår at udnytte de ekstra lag til dens fordel. Mest tydeligt bliver dette i de heftige rumslag hvor hundredevis af småskibe væver sig ind og ud af hinanden idet de flyver ind i et kvantum-meteorfelt. I 2D bliver dette ganske rodet at se på, men takket være dybdevirkningen bliver scener som denne både mere intens og nemmere at orientere sig i. Det er dog langt fra den eneste scene hvor dette fungerer virkeligt godt.

Selv om filmen er skør, højoktansrumopera, så er det også en film der faktisk ligefrem byder på et par rørende scener, selv om dette nok er stærkt afhængig af at seeren kan leve sig ind i dette tegneserieunivers.

Uanset om man holder af effektfilm eller ej, så kan man ikke fornægte at de visuelle ideer, der bærer Guardians of the Galaxy frem. Dette handler ikke kun om de fantastiske planeter og rumskibe der vises, men om at alle aspekter af filmen er gennemført lavet. Actionsekvenserne er fede og igen fyldt med ideer som man ikke har set magen til før. Eksempelvis kan man nævne Rocketts minelignende våben, der kaster hans fjender langt op i luften igen og igen, eller den sekvens hvor Yondu (Michael Rooker) bruger sit røde pilevåben til at nedkæmpe en massiv overmagt.

Selv hvis man ikke holder af denne type letfordøjelig underholdning, så bør man se Guardians of the Galaxy vol. 2 alene fordi den viser, at det stadig er muligt at skabe mainstreamunderholdning der er visuelt overraskende og som fungerer. Dette sker primært fordi den ikke tager sig selv eller sine figurer så højtideligt. Fans af Marvel vil også påskønne at James Gunn har skabt Stan Lees måske bedste cameo-rolle nogensinde, selv denne er ladet med ironisk metakommentar til resten af Marvel-universet. Så fik du aldrig set Guardians of the Galaxy vol. 2 så sørg for at få det ordnet nu, Kapellet anbefaler i al fald disse to film på det varmeste!