Instruktøren Robert Montgomery forsøgte sig med en film indspillet kun med ét perspektiv: hovedperso-nens point of view. Filmatiseringen af Raymond Chandler-romanen Lady in the Lake (1947) var en sær og besynderlig størrelse, der hele tiden brugte undskyldninger for at få tingene til at hænge ordentligt sammen. Forhistorien for at bruge udelukkende hovedpersonens perspektiv har en lidt omtumlet forhistorie. Alligevel har den danske gyser- og indieinstruktør Daniel Bødker Sørensen valgt at benytte denne stil-model i sin seneste kortfilm ”Nu er solen død”. Den har netop haft premiere på Ekkos Shortlist.

Handlingen er simpel. Anette har fået arbejde i en børnehave, hvor hun – efter lukketid – skal gøre rent. Første aften ankommer hun med et slemt tordenvejr i bagagen. Anette er skrækslagen for tordenvejr, og bekymrer sig derfor for at være alene i børnehaven. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke er tordenvejret, som hun skal bekymre sig mest for. Anette Støvlebæk spiller Anette, mens Søren Hauch Fausbøll spiller truslen i regnen: en målrettet, morderisk mand med en lang og skarp kniv.

Alt, vi ser, ser vi, som Anette ser det. Denne stil er i Sørensens film langt hen ad vejen velvalgt og overraskende medrivende. Filmen er præcist tilrettelagt, skudt tilsyneladende i en enkelt indstilling, et lille blodigt kammerspil, hvor Anette forsøger at undslippe en fjende, som hun ikke vidste, hun havde. Filmen virker derfor måske som en klassisk straight slasher. Men gyserkortfilmen har et pudsigt fællestræk med vittigheden, og derfor skal vi ikke lade os snyde af det, vi først troede. Ligesom vittigheden har den korte gyser ofte en punchline, der vender op og ned på det hele. Også ”Nu er solen død”.

Filmen var med til det såkaldte Movie Battle under årets CPH:PIX, hvor den vandt hovedprisen. Movie Battle blev stiftet for cirka et årti siden af bl.a. Shaky González for at ruske op i den danske filmundergrund, der brokkede sig for meget over dansk film. Det virkede åbenbart. For få år siden blev konkurrencen indlemmet i PIX, der også i år for alvor har vist, at dansk indiefilm er blevet en værdig med- og modspiller til den etablerede danske film. At Movie Battle er blevet en del af PIX, er i sig selv en vis anerkendelse af projektet. I løbet af få år er battle-filmene blevet betragteligt bedre. Årets tema var ’slasher’.

”Nu er solen død” spiller i titlen oplagt på filmens location: børnehaven. Linjen er taget fra Harald Bergstedts klassiske godnatrim, som Carl Nielsen satte smuk musik til. Et trick, som forfatteren Henning Mortensen også gjorde med sin roman Ræven går derude. Men castingen af Søren Hauch Fausbøll i rollen som morder er naturligvis et vaskeægte scoop, fordi han som bekendt har ’været inde i bamse’. Et aspekt, som heller ikke holdes tilbage i filmens PR. At BamseFausbøll er den uhyggelige trussel i en kortfilm er en finurlig joke målrettet mod, hvor filmens handling foregår.

Stilen – denne p.o.v. – er overraskende velfungerende. Der er meget få vinkler, der virker lidt pudsige. I ny og næ virker lidt til, at Anette kigger hen et sted, som hun bør, for at seeren skal kunne orientere sig. Men det er faktisk få af disse, og de store problemer i anvendelse af en svær stil er undgået. De tre andre i birollerne er Anna Reumert (selveste Poul Reumerts barnebarn), Kirsten Olesen og Teis Bayer. Daniel Bødker Sørensen har med andre ord været ude med snøren efter velkendte ansigter i alle filmens roller. Det er overraskende og flot, at det er lykkedes ham at caste filmen sådan.

Daniel Bødker Sørensen er blandt de mere kritiske danske indieinstruktører, der langer ud efter dansk film generelt samt støtteordningerne. Der er en vis sammenhæng mellem de kritiske instruktører og de, der laver gyserfilm, fordi denne genre ifølge gysermiljøet har været miskendt i dansk filmtradition. Sørensen viser (sammen med flere andre), at genren godt kan fungere på dansk – også uden statsstøtte. ”Nu er solen død” tegner meget lovende for Sørensen. Det er en velfungerende film, der ift. hans forrige film ”Korsveje” undgår de væsentligste fejl – og modigt viser den vejen for anvendelsen af en kamerastil, der ikke er let at få til at fungere. Det er faktisk ret godt gået.