Da jeg sidst hørte den danske tenorsaxofonist Jan Harbeck var det i selskab med hans akustiske kvartet.

Denne gang var der strøm og ledninger med i musikken. Der blev skruet op for det funky med elbassisten Jeppe Skovbakke og elguitaristen Thor Madsen, der afleverede flere brændende soli, og trommeslageren Peter Leth, der næsten konstant havde gang i sin pulserende lilletromme med et let tryk på stikkerne.

Sing, Sing, Sing - i sin tid et let svulstigt slagnummer for klarinettisten Benny Goodmann - åbnede første sæt, og med de gennemtrængende guitarsoli og funky baslinjer viste nummeret vejen for resten af Live Jive Jungles materiale - primært hentet fra albummet Elevate.

Så fik Jan Harbeck lige fra start slået fast, at det - i hvert fald i denne koncert - var slut med den overvejende rolige og tilbagelænede stil, vi også kender ham for. Det sublime sammenspil fortsatte i titelnummeret Elevate og der var fornemme solistiske sidespring i et par numre, som var så spritnye, at de endnu ikke havde fået titler.

Materialet blev varieret med enkelte stemningsmættede ballader, hvor Jan Harbeck på fornem vis modulerede sin fuldfede tone. Han gav nogle ordentlige udladninger, så han fik en sund kulør i ansigtet. De dramatiske og ekspressive klange i det dybereliggende register var en nydelse at lytte til, og saxofonens schallstykke blev ved flere lejligheder drejet i flere retninger, som om tonerne skulle fordeles ligeligt ud i salen.

Overraskende veje og skiftende tempi karakteriserede koncerten, hvor trommeslager Peter Leth også tog hviskerne i brug. I andet sæt tog kvartetten livtag med både standarder og egne arrangementer - blandt andet Don't Let The Sun Catch You Cryin' stilsikkert fraseret af Harbeck - og hjemmelavede numre som Fly By Night, der spredte en god nocture-stemning i salen.

Kvartetten gjorde med den lidt gådefulde komposition Sidewalking et godt forsøg på at forhindre, at det hele skulle begynde at ligne noget, vi allerede havde hørt. Vælger man at se det positive i det, kan man sige, at de fire musikere gik i dybden i deres genre. Den gode noir-stemning blev fornemt kronet med den udødelige I Love Paris som ekstranummer.