En af de mange utroligt fine ting ved at holde af tegneserier, er at mediet heldigvis stadig kan overraske og præsentere indhold, som man ikke har set mage til. Der er sikkert allerede mange tegneseriefans, der vil forundres over, at undertegnede netop har valgt Smil og Kvalme af den amerikanske tegner og fortæller Raina Telgmeier som et eksempel på dette, men det er der altså en ganske god grund til.

Det skal dog siges, at det stort set foregik i blinde, da anmelder spurgte Cobolt om muligheden for at skrive en omtale af disse to tegneserier. De er i øvrigt de første to i en serie af selvbiografiske tegneserier. Hvorfor nummer to i kronologien, Sisters ikke er blevet udsendt sammen med de to andre, er ren spekulation fra Kapellets side. Anmelder havde dog set, at Telgmeier havde vundet en del meget fine priser men ud over denne hæder var titlerne eller tegneren bag dem kendt i forvejen. Naturligvis havde redaktøren skimmet pressematerialet, der kunne fortælle, at dette var selvbiografiske tegneserier, der foregår i tegnerens barndom men ud over de emojis, som pryder forsiderne, så var begge bøger altså helt uudforsket land.

Det skulle hurtigt vise sig, at det var været en rigtig god idé, at få muligheden for at skrive om tegneserierne. For det første er Raina Telgemeier en meget dygtig tegner, der i en meget enkelt streg og med en ret glimrende sans for det grafiske er virkelig dygtig til at formidle både de historier, hun vil fortælle, og stemningen fra barndommen. For de, der ikke kender hendes steg, så virker hun ret inspireret af f.eks. Charles Schultz’ Peanuts - med det aber dabei at Telgmeier både er lidt mere naturalistisk i sin streg, inkluderer baggrunde og måske helt indlysende masser af klare farver. Hendes fortællinger er heller ikke tegneseriestriber, men begge bøger byder på længere historier fra barndommen, der er inddelt i længere kapitler.

En anden fremragende kvalitet ved skaberen af Kvalme og Smil er, at de begge er fortalt i en meget personlig og indlevende skrivestil. Selvom figurerne af indlysende årsager er karikaturer, så kan man også ganske nemt fornemme personerne bag figurerne, de har hver især deres egne fortællinger og dybde. Dette skyldes muligvis at fortællingerne er hevet ud af en virkelighed, men den er selvsagt bearbejdet på en måde, så læseren virkelig føler sig inviteret.

Vigtigst er måske, at disse tegneserier tager tematikker op, der er vigtige. Ikke alene for børn og barnlige sjæle men også for et mere voksent publikum. Dertil kommer, at de nemt kan læses og forstås af den primære målgruppe for tegneserierne: Børn på alder med hovedpersonen. Måske kan de ligefrem hjælpe unger, der kæmper med de samme problemer som vores hovedperson..

Anmelder er i al fald sikker på, at der er mange danske piger og drenge, der vil kunne relatere til en historie om at blive så nervøs, eller at livet pludselig byder på så mange udfordringer, at det manifesterer sig som sig som fysisk ubehag. Det er i al fald omdrejningspunktet Kvalme. Unge Raina døjer med konstant kvalme, og det bliver så slemt, at hun en overgang faktisk udvikler spiseforstyrrelser. Mindst lige så mange vil kunne tænke tilbage på eller ligefrem (som anmelders yngste søn på 13) være i samme situation som Raina oplever i Smil. Her skal hun nemlig have bøjle på tænderne, og den skal sidde der i en periode på flere år. Når dette sker i en periode af ens ungdomsliv, hvor mange piger og drenge er meget opmærksomme på, hvad deres omgangskreds tænker om dem, er tandbøjlen noget af det værste, der kunne ske.

Det fantastiske ved begge tegneserier er, at de ikke kun viser problemerne, men også løsningerne på disse. Det kan nemlig lade sig gøre at komme gennem disse oplevelser, selv om det indledningsvist kan forekomme som noget nær en umulighed. I Kvalmes tilfælde er det ikke på ingen måde nemt, men kræver både psykologhjælp og en målrettet indsats fra familie og ikke mindst Raina selv. Til gengæld bliver situationen løst og kvalmen exorceret. Lidt nemmere er løsningen i Smil, for her slutter historien – som du nok har gættet – med, at hun får bøjlen af og derfor ubekymret kan smile til skolefotografen.

At være barn i dag er mindst lige så udfordrende, hvis ikke mere, end det var dengang, vi andre gamle nisser var børn. Problemerne er dog stadig meget ens, og det er også derfor, det er så fint at Raina Telgmeier på så elegant vis får belyst problematikker på en både sjov og underholdende måde. Der er selvsagt elementer i historierne som er meget amerikanske – dette handler ikke så meget om turen til børnepsykologen (for vi ved jo alle at mange Amerikanere benytter terapi i tide og ikke mindst utide – red.) men måske mere til den måde tandlægerne opfører sig på. Det er i al fald meget forskelligt fra det billede undertegnede har fra mødet med den lokale børnetandlæge i Aalborg.

Så, har du et barn, der enten er angst eller ked af at have fået nakketræk, så er løsningen på alle udfordringerne selvsagt ikke bare at stikke ham eller hende en af disse tegneserier, men det kunne måske være et skridt i den rigtige retning. Selv hvis du ikke har et barn eller for den sags skyld har døjet med psykiske udfordringer omkring selvværd, angst og togskinner i ansigtet, så kan det på det stærkeste anbefales at få fat i disse to fine tegneserier. De er visuelt fedt skildret og som nævnt virkeligt godt skrevet, og af samme grund vil de med garanti også falde i de fleste tegneseriefans’ smag. Redaktøren er i al fald overbevist – og skulle der komme flere danske versioneringer af Telgmeiers bøger, så står Kulturkapellets anmelder også klar til at kaste sig over disse.