Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




Pyt / Forlaget Fahrenheit / 144 sider
Tekst: Kim Schou, ill: Morten Voigt
Anmeldt 3/5 2019, 12:57 af Torben Rølmer Bille

På ydmygelsens tundra


På ydmygelsens tundra

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Årets ord i 2018 blev ”pyt” men ud over at være et utroligt brugbart – og svært oversætteligt - udtryk, så er det også titlen på en af de mest interessante tegneserieudgivelser fra 2018, nemlig Kim Schou & Morten Voights tegneserie Pyt. Bare fordi en tegneserieudgivelse har været på markedet i et år, betyder det jo ingenting for Kapellet, for en af vore mest fornemme opgaver er jo er netop at gøre vore læsere opmærksomme på alle de kulturprodukter, der er værd at beskæftige sig med - uanset deres alder.

Nærværende anmelder er som nævnt i andre anmeldelser svært glad for at benytte termen ”tegneserie” i stedet for ”grafisk roman”. Det skyldes for det første en respekt for, at tegneserien er et medie i sin egen ret (det ville eksempelvis være ganske fjollet at kalde en film baseret på en forfatters værk ”filmisk roman”), og fordi det også er ”grafiske romaner”, der er lige så teksttunge som traditionelle romaner. Det skal altså ikke forstås som om, at Kapellet ikke anerkender at visse tegneserier kan være mindst lige så komplekse eller interessante som romaner – de er blot tegneserier.

Pyt er en udgivelse, der besidder en forside, som straks minder tilskueren om et Escher’sk træsnit, men begynder man at bladre i den opdager man hurtigt at indholdet ikke er lige så surreelt eller formmæssigt paradoksalt. Tegnestilen er stram, med røde, gråblå, hvide og sorte farver der dominerer. Umiddelbart forekommer dette måske lidt trist, men idet man begynder sin læsning, vil det vise sig at passe perfekt til den fortælling, der udfolder sig.

Pyt handler om en forfatter, der er gået i hundene. For år tilbage skrev han en debutroman, der blev en kæmpestor bestseller, gav ham fantastiske anmeldelser og en masse anerkendelse både i privaten og i branchen. Det blev fejret med masser af fest, stoffer og alkohol, men selv om det indledningsvist var sjovt, er festen nu, da vi møder vores hovedperson, slet ikke så morsom længere. Han drikker for at komme på afstand af det hele, for selv om han hele tiden lover hans forlag, at der snart kommer noget nyt fra hans hånd, så lider han af en massiv skriveblokering, som han ikke ved hvordan han skal håndtere.

Sideløbende med dette følger læseren et par lettere suspekte fyre, der af en hemmelig klient får til opgave at bryde ind i hovedpersonens lejlighed og levere en pakke til ham. Det skal vise sig at være en pakke, som får stor betydning for handlingen, men Kapellet vil selvsagt ikke afsløre hvad den indeholder. Vi kan dog godt sige så meget, at det er noget der endnu engang vender op og ned på vores navnløse hovedpersons forhutlede liv.

Pyt er en virkelig gennemarbejdet tegneserie. Den har både stærke litterære kvaliteter, og så er dens grafiske udtryk virkeligt velvalgt til fortællingen, der udfolder sig i løbet af de 144 sider. Det er ikke fordi at det, der fortælles, bevidst udnytter at det er en tegneserie, for den skifter aldrig spor fra den ganske realistiske, hverdagsagtige fortælling, men netop fordi tegningerne er så ekspressive, at de kommer til at fungerer så godt i forhold til den historie der fortælles. Tegningerne løfter på den vis teksten til et helt andet, interessant niveau, end hvis Pyt i stedet var endt som en lang novelle.

Pyt er ikke en udgivelse, der vil tiltale alle de tegneserifans, der holder af action og tempo, i stedet vil den appellere til den læser, der i forvejen holder af fortællinger om bøger og forfattere, og som muligvis foretrækker en roman frem for tegneserien. Dens historie fungerer virkeligt godt i den måde fortællingen sømløst springer tilbage til begiveheder, der har ledt op til den situation, som vor hovedperson befinder sig i nu. Endvidere, er den på visse steder virkeligt rørende fortalt, som eksempelvis i den scene, hvor man i andet kapitel oplever hovedpersonens ellers så bistre datter smile til sin far og give ham et knus, da han for en gang skyld ikke skuffer hende og har lykkedes at give hende penge til en studietur. Det er både meget rørende og virkeligt fint skildret.

Overordnet set er Pyt virkelig interessant. Det er ikke kun en umådelig veltegnet og velfortalt fortælling, det er også en af den slags værker, der virkelig giver mere end blot en læsoplevelse. Dette handler ikke kun om, at der er en central pointe i fortællingen, der handler om at finde ind til sig selv, selv om det kan forekomme meget vanskeligt, men samtidig får man også en historie, der diskuterer, hvad succes i værste fald kan lede til. Titlen skal i den grad forstås ironisk, for selv om ordet er utroligt brugbart i mange situationer, så er det også farligt at benytte det alt for ofte.

215
Forrige anmeldelse
« Death Save «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser