Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Ritualet Teater Får 302
Anmeldt 15/1 2013, 20:23 af Bente Fredslund Christensen

Fra teater til film – til teater


Fra teater til film – til teater

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Teater Får302 fejrer sit 25 års jubilæum med intet mindre end en verdenspremiere. I 1960´erne skrev Ingmar Bergman et teateroplæg, der i ægte Bergman-stil kredser om kunsten, dens væsen og dens publikum. Men Bergman videregav aldrig manuskriptet til teaterets skrå brædder. TV overhalede indenom, og i 1969 fik Ritualet premiere som film med en række af Bergmans faste skuespillere, f.eks. Ingrid Thulin og Gunnar Björnstrand, som kendes fra Smultronstället (1957).

Filmen er ikke gået over i historien blandt Bergmans mest bemærkede, men Får302s ide om at tage stykket tilbage til Bergmans oprindelige udgangspunkt er berettiget – om ikke andet, så for at se, hvordan det virker på scenen. Og som så mange andre gange, når Får302 folder sig ud på de intime kvadratmeter på Toldbodgade i København, så lykkes det at få skuespillere og scenografi til at gå op i en fin, opfindsom enhed, som ved hjælp af få enkle virkemidler fortætter scenerummet.

Scenen åbner op med Pauli Ryberg som Abramson, en alvorlig dommer i enerum. Scenografien er som vanligt for Får302 meget enkel. Et forhørslokale. Et skrivebord og en telefon i hjørnet, der kommunikerer med verden udenfor, en sofa, som rykkes rundt mellem de involverede. Og så ringer det på døren. På den store videoskærm på scenens bagvæg ses i dørspionens kamera de tre andre medvirkende. Den lille skuespillertrup, som skal til forhør. De lukkes ind. Og stykket kan begynde. Elegant og finurlig åbning.

Skuespillertruppen har igennem nogle år rejst verden rundt med deres performances. Dommeren har til opgave at undersøge én af deres opsætninger, et tilsyneladende – efter dommerens informationer og udsagn – dybt provokerende og måske pornografisk teaterstykke.

De tre skuespilleres relationer er komplicerede. Der er den unge Sebastian (Mikkel Løvenholt Reenberg), uligevægtig, voldelig, alkoholiseret og med et mord på samvittigheden begået mod hans tidligere partner. Alligevel er der et eller andet ved Sebastian, som stråler, så meget, at han uundgåeligt har en affære med truppens skuespillerinde, Thea (Charlotte Elizabeth Munksgaard), som dog er gift med den rolige, ældre Hans (Henrik Birch), der er leder af den lille trup. Ægtemanden Hans er velvidende om Theas forhold til Sebastian, men er stadig både ligevægtig og rationel, om end han er ved at være lidt slidt i betrækket – og måske også ved at være træt af det omrejsende liv med konen i affære med en anden.

Som stykket skrider frem forsøger dommeren at presse sandheder og umoralsk adfærd ud af de tre skuespillere, som han forhører hver for sig og sammen. Scenerne er bygget op over denne serie af forhør, samt relationen Sebastian-Thea-Hans. Scenerne består således af: Thea-Sebastian, Thea-Hans, Hans-Sebastian, Sebastian-dommer, Hans-dommer, Thea-dommer. På den måde får vi mulighed for at anskue alle indbyrdes relationer, og samtidig oplever vi, hvordan dommer Abramson langsomt afslører sine egne aversioner mod den form for eksperimenterende kunst, og ikke mindst tøjleløst liv, som truppen bedriver.

Tilsyneladende nyder dommeren – i begyndelsen rolig og besindig – at intimidere skuespillerne. Men efterhånden drages dommeren ind de komplicerede relationer, og lidt efter lidt mister han sin påståede objektivitet og integritet. Han overfalder den seksuelle, elastiske men skrøbelige Thea, som reagerer med at gå i bro – helt bogstaveligt talt. Og til slut, hvor det efterforskede teaterstykke opføres, for dommerens skyld alene, er det dommeren, som må stå til ansvar for sit liv ansigt til ansigt med kunsten i sin urform, en form for ritualiseret pantomime, med Thea i sort fuglekostume og de to mænd med kæmpestore, fastspændte erigerede fallos. Her – skal vi forestille os med Bergman – viser kunsten sig i sin helt igennem autentiske form, og dermed må samfundsnormerne falde bort. Enhver småtskåren dommer og det enkelte menneske må stå nøgent og fritstillet foran sig selv.

Man kan have det så forskelligt med Bergman. Denne anmelder er, indrømmet, hverken den allerbedste kender, og ej (måske derfor) heller den allerstørste fan. Ritualet relaterer sig til andre af Bergmans film, som omhandler kunstens væsen og relationen til den menneskelige eksistens. Det sjunde inseglet (1957) er den måske mest kendte herfra. De bergmanske opsætninger kan have en prætentiøs tendens, en stilleståenhed, som man skal være i et ganske særligt, roligt nærvær for at kunne nyde. Nærværende stykke forsøger at hæve sig op over den sort-hvide bergmanske alvor, og gør til tider stykket til en farce. Det er et sats. Som efter denne anmelders mening lykkedes ganske godt.

Skuespillernes optræden kan man ikke sætte mange sorte fingre på. Især Thea fremstilles forbilledligt intens og skrøbeligt af Charlotte Elisabeth Munksgaard, som med en utrolig bevægelig mimik og kropspositurer formår at få Theas skrøbelighed, eksplicitte seksuelle præferencer til at slå ud i lys lue. Henrik Birch er som vanligt sikkerheden selv i den rolige rolle, som den forsmåede ægtemand, der guider sin kone i hendes desperate udforskning af grænserne for hverdagen, kunsten og hans troskab.

Ritualet er absolut seværdig – hvis man er Bergman-kender og -fan, vil man måske blive provokeret. Andre lod sig ganske bravt underholde i den time og tyve minutter, stykket varede. Helt perfekt timet. For længere skulle det heller ikke vare.

77
Forrige anmeldelse
« Glasur «
Næste anmeldelse
» Kunsten at dø »