Aalborg Teater byder i denne tid på en lille perle af en opsætning med det indbydende navn Glasur. Det har intet med det fortærskede tema om at bage kager at gøre, men om det, der gemmer sig under overfladen og hvordan det udtrykkes i sangkunsten.

Det er musikken, der har den store gennemgående rolle. Det er den, der sætter tilskueren stævne i en tidsmaskine, der forbinder nutiden med de kunstneriske epoker, der har lagt grundstenen til vor tids individualisme fra ballader over barok til romantik, naturalisme og et spring frem til hip-hoppen.

Det sætter et magisk perspektiv på, hvilke følelser, der fortolker mennesket i tiden og altid. Er det følsomheden, længslen, kærligheden eller vreden, der prioriteres på dagsordenen?

Vi befinder os i et dramatisk dialogisk rum, hvor der hele tiden veksles mellem nutidens hiphop-rytmer med indholdsrige sange af blandt andre Niarn, Malk De Koijn og sange fra den nationale sangskat, der blomstrede gennem 1800-tallet for at skabe et fælles fundament og styrke den nationale identitet. Men det er ikke kun en rejse tilbage i tiden, det er også en sonde ind i det kulturbårne følelsesliv.

Det hele fortolkes i et intenst forløb, hvor Merete Mærkedahl både kan bevæge sig og synge som den lille hårde nitte i træningsbukser og hættetrøje og forvandle sig til den romantisk følsomme pige sammen med Carsten Svendsen, der glider fra den følsomme elegantier i skødefrakke og knækflip til den vrede unge mand og så tilbage igen med al den blanding og forvirring, det nu engang indebærer, men med et knap så overbevisende kropssprog som Mærkedahl.

Slutreplikken er lagt i hænderne på barokkens fortolker af de skærende modsætninger af sorg og glæde og alt hvad der ligger der i mellem med Thomas Kingos ”Far, verden far vel”. De to karakterer fra hver deres tid, verden og køn mødes til et kort kys i den åbne dør og går så hver til sit. En kraftfuld slutreplik til et stemningsfuldt og spændende skuespil, der med pianisten Simon Søgaard holder en forsamling i alle aldre tryllebundne, underholdt og medlevende fra start til slut.

Det hele indkrandses af en helt enkel og stram scenografi. Et sort rum, hvor blomster sirligt sat i rad og række belyses, så de skiftevis ligner roser og tidsler, og det er virkningsfuldt, når de to skuespillere enten træder uden om eller tramper på dem.

Det er en særdeles lovende debutforestilling, den knap færdiguddannede teaterinstruktør Kasper Sejersen har opsat. Han formår at sætte et tempo og selv den vanskelige kunst at stoppe op for at øge intensiteten, og dermed formår han at inddrage tilskueren på forunderlig vis som den store meddigter i dette modsætningernes rum, hvor alt og alle mødes og så alligevel ikke.

Efter en halv time står man igen på gaden, hvor alle har travlt 2 dage før 1. søndag i advent og mærker, hvordan denne indholdsrige halve time skabte et kig ind i gennem tidens glas-ur, der går sin helt egen gang.