Der er cowboyhatte, kaktusser og kækt overskud på scenen med Præriens skrappe sangere. En forestilling, der ikke aner, hvor den vil hen - og netop derfor rammer plet.

Musikteatret Figaros og Den Ny Opera turnerer i 2026 med dette gæstespil, der går for fulde gardiner.

Historien i Præriens skrappe sangere er komplet gak. Fire brødre, der alle hedder Bill, roder rundt som dusørjægere i en spaghettiwestern, der pludselig tager en afstikker til både Mexico, Østrig og Italien. Undervejs møder vi alt fra Dolly Parton til Keld og Hilda Heick. Det giver ikke mening. Og det skal det heller ikke.

Til gengæld er der fuld smæk på underholdningen - især i første afdeling før pausen.

Forestillingen lægger sig et sted mellem revy og koncert, og den rammer det, publikum kommer for: grin, genkendelse og musik, der sidder lige i skabet. Der bliver serveret både countrysange, musicalhits og operaarier, og i Slesvig var det med energi, der smittede helt ud på bageste række.

Især Lisbeth Kjærulff stjæler billedet, når det gælder skønsang. Den kvinde synger, så hårene rejser sig, og skifter ubesværet fra opera til komik.

Kristian Jensen charmerer i både cowboyhat og kjole, mens den barmfagre (det spillede hun selv i den grad på) Karen-Marie Lillelund går all in på publikumsflirt og frække vittigheder, der får salen til at gynge af grin.

Og så er der kærligheden. Den er ikke til at tage fejl af.

Humor og harmonier
De fire på scenen elsker det, de laver, og det kan mærkes. Musikken spiller (den sørger en veloplagt Allan Dahl Hansen for på tangenterne), harmonierne sidder lige i skabet, og selv når humoren bliver plat, er det gjort med glimt i øjet.

Men forestillingen mister pusten undervejs. Anden akt trækker ud, og her kunne det hele godt have tålt en stramning. Når tempoet falder, bliver det tydeligt, at plottet er en slap kop kaffe.

Alligevel går man ikke skuffet hjem.

For Præriens skrappe sangere er først og fremmest en fest. En nostalgisk tur fra de uendelige tv-serier Det lille hus på prærien og Dallas til Dalton-brødrene spækket med referencer, fællessang og herlige fjollerier: Clint Eastwood møder Lone Kellermann, og der er dusør på både “den gode” og “den onde”.

Humøret bliver siddende
Det er ikke fin teaterkunst, men det er folkelig underholdning med hjertet uden på skjorten og med hits, der holder: fra John Denvers Take Me Home, Country Roads, Lynyrd Skynyrds Sweet Home Alabama og Steppenwolfs Born to Be Wild til noget helt fjerde: Elga Olgas Solitudevej med et hint til den svenske klimaaktivist Greta Thunberg.

Cowboyhatten blæser af et par gange undervejs. Men humøret bliver siddende.

Foto: Hans Christian Davidsen (c) 2026