Pulsen ligger tung i rummet fra første beat. Robyn banker ikke bare ud af højtalerne – hun flytter ind i kroppen på dig. Og midt i det hele står Holstebro Dansekompagni og leverer en forestilling, der både flår og favner: Dancing On My Own hedder den.

I den moderne danseforestilling dumper vi direkte ind i noget, der ligner en helt almindelig lejlighed. Køkken, bad og soveværelse glider sammen i en scenografi, der er så genkendelig, at det næsten gør ondt. Døre uden vægge. Rum uden grænser. Og seks mennesker, der bevæger sig rundt som satellitter i hver deres ensomhed. De er tæt på hinanden, men ser ikke hinanden. Ikke endnu.

Første akt er et studie i hverdagens stille desperation. Små gentagelser, der vokser sig større. Bevægelser, der sætter sig fast som en plade med ridser. Én roder i sin taske, en anden reder sit hår lidt for hårdt, en tredje stirrer tomt ud i luften. Det er hverdagen, når den er mest nådesløs genkendelig.

Tiltrækning opstår
Koreograf Mikkel Alexander Tøttrup rammer en fin balance mellem det rå og det poetiske. Pludselige ryk afløses af bløde, næsten længselsfulde bevægelser. Og så begynder det at ske: Blikke mødes. Kroppe spejler hinanden. Tiltrækning opstår og slår gnister.

Vi får kærligheden i alle dens afskygninger. Den spæde, sitrende forelskelse. Den skæve, famlende tosomhed. Den smertefulde afstand, når to mennesker glider fra hinanden uden helt at forstå hvorfor. Et par finder hinanden i et stille, næsten genert møde. Et andet er allerede på vej i opløsning midt i køkkenets kolde lys.

Det hele er ordløst, men siger mere end de fleste replikker.

Så skifter forestillingen gear. Anden akt river os væk fra hverdagens små rum og ind i noget større, vildere, friere. Scenen åbner sig, lyset bliver skarpere, farverne stærkere. Danserne begynder at se hinanden – for alvor. Hvor de før var isolerede øer, bliver de nu til en samlet organisme.

Og det er her, det bliver både smukt og svedigt.

Kroppe griber kroppe. Løfter, falder, smelter sammen. Erotiske spændinger får lov at fylde, uden at det tipper over i det smarte. For under det hele ligger en varme - en insisteren på, at kærlighed ikke er én historie, men mange. At den kan være rolig, kaotisk, øm, brutal og alt derimellem.

Teknisk stærke
De seks dansere - Igea Noioso, George Burton, Carley Lund, Oksana Maslechko, Lorenzo Giovanetti og Tshepo Zasekhaya - er imponerende. Teknisk stærke, ja, men endnu vigtigere: De er til stede. Helt ind i fingerspidserne. Man tror på dem. På længslen, på begæret og på bruddene.

Samspillet mellem koreografi og scenografi er en fornøjelse. Alt på scenen bliver brugt. Intet er tilfældigt. Selv et badekar får nyt liv og ny betydning. Det er gennemført, gennemtænkt og stadig levende.

Hvis man skal være en smule fræk, kunne man ønske sig, at første akt lidt hurtigere slap tøjlerne og gav dansen endnu mere plads. Men det er en mindre skønhedsplet i en forestilling, der ellers rammer med præcision.

Dancing On My Own er rå, rørende og hamrende vedkommende. Den rammer lige der, hvor det gør lidt ondt - og lidt godt. Og når du går ud i natten bagefter? Ja, så kører Dancing On My Own stadig i hovedet. Og i kroppen.