Fortællingen er velkendt.

Gamle, gnavne Ebenezer Scrooge er grå af dage og vandrer til og fra kontoret, hvor hans ansatte bare har at få noget ud af tiden, for han betaler ikke blot af egen lomme til alle og enhver. Man skal gøre sig fortjent, og man skal ikke sløse med tiden, for tid er penge, og - relationer glipper.

Hvad har han at gøre godt med, den gamle Scrooge, når alt kommer til alt?

Han er ganske vist rig, men fattig i egentlig forstand, for han har ikke just nogen eller noget, han kan hellige sig, når tiden ikke lige er inde til at arbejde. Hans ansatte tager hjem til familien. Han tager væk fra kontoret og hjem til et gammelt hummer, hvor han fryser og har vanskeligt ved at få gang i ilden i pejsen.

Vi møder Scrooge her på et tidspunkt, hvor hans kompagnon er død og borte, hvorfor Scrooge har ganske vanskeligere ved at finde mening med livet, dersom der er nogen. Og så hjemsøges han - af tre ånder. Fortidens, nutidens og fremtidens. Det ændrer ham ganske markant.

Den ændring er fremragende at bevidne, når skuespillere på Aarhus Teater giver den hele armen.

Jacob Madsen Kvols spiller Scrooge på en troværdig og indgående vis, og det er ganske enkelt ham, man husker bedst, for han blødes jo kendeligt op til slut.

Scenekunsten er forførende, hele scenegulvet er i spil, og der kæles for sanserne.

Denne fortælling om, at man bør ihukomme at udvise omsorg og næstekærlighed, er aktuel, altid-aktuel, og jeg er glad for på denne fine vis at blive mindet om det på ny.

Charles Dickens’ vidunderlige juleklassiker er her blevet opsat på forbilledlig vis, og scenekunsten kan altså et og andet, når det kommer til at understrege vigtigheden af at være noget for nogen her i denne juletid.