Det har ikke været let at være London Toast Theatre og lave Crazy Christmas Cabaret (CCC) i de seneste to år grundet Corona. Hvad der i november 2021 skulle have været det store ’velkommen-tilbage-efter-Corona-show’ blev en kort fornøjelse for meget nogle få publikummer. Efter få uger blev showet nemlig lukket ned grundet nye Coronarestriktioner.

Derfor er det rigtig godt tænkt at forsætte dette års CCC i forlængelse af sidste års show, med anden sæson af Who killed Don Calzone? om mafia-familien Calzone.

Vi er tilbage i 1980’erne med alt, hvad det indebærer. Tøjmoden med skulderpuder, pastelfarver, joggingsæt, pandebånd, crepet hår og benvarmere. Aerobic med Jane Fonda, MTV, mix tapes, faxmaskiner, mobiltelefoner (af den slæbbare variant), Apple Macintosh 128K og internettes fødsel.

Det er årtiet, hvor Donald Trump køber hotellet Mar-a-Lago og narkobaronen Mario Tabraue bygger sin Zoo Ranch i Florida. En tid, hvor vi lyttede til musik af Michael Jackson, Madonna, U2, Queen og gik i biografen for at se Star Wars og E.T. , eller vi sad hjemme i sofaen og fulgte med i Dollars, Murder, She Wrote og Miami Vice.

Vi er mange fra Generation X, som bliver nostalgiske, når vi tænker tilbage til 80’erne. Det er en form for “comfort zone”, og når man kigger ud over publikum, er vi da også i flertal. Derfor er det en virkelig god dør at kunne åbne med CCC til dette års tiltrængte eskapade fra den virkelige verden uden for Glassalen i Tivoli.

Det er et herligt gensyn med CCC. Alt er, som det plejer - og så alligevel ikke. Det er som om, at CCC bliver et nostalgi-trip i sig selv. Det er show nr. 39 i rækken, og vi er mange blandt publikum, som har set med i flere år. Så vi elsker at være de gamle i gårde og være lidt bedre forberedt end alle de nye publikummer, de såkaldte “CCC Virgins”. Vi er klar over, at sidder man på første række eller på en ydreplads, skal man være forberedt på at man kan ende på scenen, eller være blandt de personer, som bliver inddraget i showet på anden vis. Vi ved, hvornår vi skal råbe “BOO” og “HURRAH”. Vi ved også, at der kommer en række nye instruktioner til os ved hvert års show.

Det fascinerende ved CCC er at lytte godt efter og fange så mange af de fantastisk sjove ordspil som muligt, hvoraf nogle er mere tydelige end andre, så alle kan være med. Vivienne McKee, der er tekstforfatter til CCC, er eminent til at få tilpasset disse, så der kan leges med ordene både på engelsk og dansk.

I år er vi tilbage i Miami med familien Calzone. Den gamle Don er død, og der skal findes en ny Don eller Donna til at være familiens overhoved. Familien skal samles for at få oplæst testamentet. Men alt går galt, og endnu et familiemedlem dør. Hvem dræbte ham? Der er masser af mistænkte for os publikum, for det er nemlig os som skal opklare mordet sammen med holdet på scenen.

Det er et farverigt persongalleri at vælge imellem. Den ene er mere sandsynlig end den anden som potentiel gerningsmand (m/k). Der sker så meget i den familie. Der er intriger, forvekslinger og drama. Der er materiale nok at spille og lege med for de medvirkende på scenen. Det er rent Dollars, hvor man næsten sidder og venter på en Cat-fight, som ender i springvandet. Det er uhyre morsomt at være tilskuer til.

Kevin Kiernan-Molloy er virkelig god på scenen, i rollen som den flamboyante cubanske mafia-boss Carrol Viagra de Lopez, der bliver kaldt for The Cuban. Den hurtigt talende, skingre stemme, der minder lidt om Judge Doom fra filmen Who Framed Roger Rabbit er kombineret med en karakter, som er i konstant bevægelse i en evig salsa/tango-opvisning. Kevin Kiernan-Molloy har bl.a. en duet med David Bateson, som er tårefremkaldende morsom: “Don’t go breaking my balls”.

David Bateson er en fantastisk kropslig komiker, der har signaturroller, som altid bliver styret af pelvis-området så at sige. I denne scene er David Bateson tilbage i rollen som Donald Dump. The Cuban er kommet for at få Dump til at sponsorere hans kampagne, når han stiller op til at være guvernør af Florida. Scenen er som taget ud af en Mel Brooks film. Tankerne går specielt til Space Balls fra 1987.

Blandt publikum har vi en fest i selskab med ensemblet på scenen. Vi griner så meget, at det er svært at sidde stille, og vi mister næsten pusten. Det er svært helt at vide, hvor meget af showet, der følger et manus og hvor meget som bliver fri improvisation. Hvilket gør, at vi har det endnu sjovere, når det virker til at ensemblet kommer til at snuble i de til tider svære sproglige finurligheder i replikkerne, og de så arbejder hårdt på at improvisere sig ud af det.

På denne aften får David Bateson og Vivienne McKee også lidt ekstra arbejde, da årets “CCC Virgin” kommer på scenen og nok overrasker begge skuespillere med sin åbenhed for at være med i scenen end hvad normalt forventes af en “CCC Virgin”. Det var improvisation for alle pengene, og publikum er ved at trille ned af stolene af grin.

Dette års CCC, Who killed Don Calzone?, leverer alt, hvad vi kan ønske af en engelsk Christmas Panto. Traditionerne bliver fastholdt med de klassiske, tilbagevende karakterer og running gags. The Dame (Andrew Jeffers) er on point med sin Mama Calzone, som aldrig skuffer med sin årlige telefonsamtale med den danske dronning og hvis kostumer altid er som et overflødighedshorn af indtryk. Hvem havde troet, at brezels kunne være så dekorative? Svaret ligger igen i år hos Kirsten Brink, der skaber de alle de uforglemmelige rober, vi bliver præsenteret for på scenen.

Dr. Bent van Helsingør (Vivienne McKee) er på pletten med sit perfekte Danglish. En karakterer, som har været med siden 1986. Vi danskere med vores selvironiske humor elsker denne karakter med det lange røde skæg og knæstrømper. I år medvirker også den tyske politikommissær Gunther von Hinten, spillet af David Bateson. Denne gang er han udsendt af Interpol for at afsløre Mama Calzone som lederen af en smuglerring. Gunther von Hinten er ikke som The Dame og Dr. Bent van Helsingør med hvert år, men hives ind, når plottet kræver en knivskarp detektiv, der denne gang er undercover som en tysk Master Baker (udtales “Masturbator”), der vil have Mama Calzone med i TV-programmet Bake my day.

Det er en befriende oplevelse at være med til året show. Det er en hel work-out at få grinet så meget, at mavemusklerne gør ondt. Det er et show, der hører til blandt de bedste af den lange række af Crazy Christmas Cabarets, som London Toast Theatre har underholdt os med en mørk novemberaften i Glassalen. “HURRAH”!