Den netop overståede COP 27 vil blive husket, som den COP, hvor de vestlige lande endelig tog et ansvar for at hjælpe de mest udsatte udviklingslande, som mærker de ubarmhjertige klimamæssige konsekvenser af årtiers vestlige uansvarlighed. Denne nye klimakatastrofefond, som der blev tegnet konturerne af, er åbenlyst et skridt i retning mod mere global retfærdighed. Hvad denne COP dog ikke leverede på, var det lige så åbenlyse behov for en udfasning af fossile brændsler - gas, kul og olie.

Som det synes at være kutymen, blev også denne COP rig på hensigtserklæringer og opfordringer til verdens lande. Men fattig på bindende aftaler. Hvis man er fuldtonet pessimist kunne man hævde, at endnu en chance blev spildt og endnu et kapitel skrevet i fortællingen om, hvordan verdenssamfundet ikke magter at løse krisen over alle kriser. Afmægtighed er en gang den følelse, man sidder tilbage med.

Vi kan ikke gøre noget
Det er også afmægtigheden, der er grundfølelsen, der sidder i en efter have læst nyvalgt folketingsmedlem for Alternativet og markant stemme i den klimapolitiske debat, Theresa Scavenius' bog Klimastaten med undertitlen om hvorfor klimakrisen ikke bliver løst og hvad vi kan gøre ved det. Anden del af undertitlen burde mere retvisende have heddet hvad vi ikke kan gøre ved det. For det er faktisk en genkommende pointe i bogen, at vi som borgere og virksomheder reelt ikke kan gøre det store – om noget overhovedet – for at løse klimakrisen. Problemets rod er selve det statsparadigme, vi lever i – den neoliberale konkurrencestat.

Konkurrencestaten har ifølge Scavenius ikke værktøjerne til at levere de nødvendige politiske løsninger. "Den har markedsgjort klimaspørgsmålet, i stedet for at håndtere klimakrisen som en politisk reguleringsopgave", som det hedder. Ansvaret for den nødvendige grønne omstilling overlades til virksomheder og forbrugere. Og den nødvendige ændring af selve de politiske spillereger, der skal til, fortoner sig. Det er selve den økonomiske logik, der er problemet. Altså den logik, der i valgkampen skulle sælge grøn omstilling til de borgerlige vælgere som et kommende dansk eksporteventyr.

Vi går vores undergang i møde, med mindre vi grundlæggende ændrer måden, vi har indrettet vores samfund på, lyder budskabet. Det er ordentlig mundfuld, som er svær at synke. Måske Scavenius har ret, men idet beskrivelsen af konkurrencestatens utilstrækkeligheder i så høj grad bliver omdrejningspunktet for analysen underbetoner hun, at klimakrisen er et problem, der skal løses globalt, og at konkurrencestaten jo ikke er en universel statsform, der gælder for hele jordkloden. Et land som Kina eksempelvis har en fundamentalt anden statslogik. Og det er jo ikke ligefrem fordi den kinesiske totalitære statskapitalisme magter at løse problemet.

Et spørgsmål om moral
I stedet for konkurrencestaten skal vi have en Klimastat. Denne statsform skal baseres på, at klimaudfordringen betragtes som et moralsk spørgsmål, der angår vores fælles adgang til ressourcer, og som udvikler politikker på baggrund ad videnskaben. Rationalet er nemt at få øje på. Men vejen derhen, bliver vi ikke meget klogere på. Det står tilbage som en teoretisk konstruktion.

Tankerne i bogen er i grunden ret radikale og befriende ude af sync med de herskende politiske forhold. Et eksempel: Da Skander Siddique under en tv-valgdebat forsøgte at lufte ideen om en demokratisering af landbruget som et middel til at gennemtvinge C02 reduktion, mødte han latter, hån og kontant afvisning fra mainstreamhøjrefløjen og tavshed fra venstrefløjen. Ejendomsretten er ukrænkelig i dansk politik, må man forstå. Scavenius argumenterer for det samme som Siddique. Og hendes forslag vil med (konkurrence)statsgaranti få samme modtagelse.

Scavenius udfolder også et lidt overtænkt argument om, at det i virkeligheden er demokratiets svækkelse og populismens fremkomst, der er den dybereliggende årsag til, at vi ikke kan håndtere klimakrisen, idet vi har mistet respekten for de institutioner, der skaber det faglige fundament for staten og demokratiet – fra sin egen hjemmebane peger hun på markedsgørelsen af universiteterne som et eksempel.

Ingen politiske løsningsforslag
Men er det virkelig den forkromede forklaring? Kunne der ikke også være væsentlig forklaringskraft at hente i en sociologisk forklaring, der handler om, at folk simpelthen ikke ønsker at lide de forbrugerafsavn, der skal til, hvis vores levevis ikke skal ødelægge jorden?

Katastrofen er ikke tæt nok på for konkurrencestatens borgere. Det såkaldte Giddens-paradoks (opkaldt efter sociologen Anthony Giddens) er værd at have in mente: De færreste føler sig tilstrækkelig ansporet til at skride til klimahandling, da konsekvenser af klimaforandringerne ikke virker tilstrækkeligt truende. Men idet vi udsætter handling til vi mærker konsekvenserne for alvor, er det for sent at afhjælpe dem.

Politikerne kunne også tænkes at mene, at klimapolitikken nødvendigvis må foregå i et tempo, som der er demokratisk opbakning til. Det mener jeg at have hørt Dan Jørgensen sige engang. For drastiske og radikale forandringer risikerer ifølge denne logik at skabe øgede sociale spændinger i samfundet og bane vejen for mere populisme og dermed erodere fundament for overhovedet at føre klimapolitik. De gule veste truer i baggrunden.

. Scavenius' bog leverer reelt ingen politiske løsningforslag. Bogen er først og fremmest en teoretisk diskussion af de samfundsmæssige rammer og logikker, der blokerer for tilstrækkelig radikal handling. Den er i øvrigt også nærig med på eksempler og cases, der kunne underbygge den kompakte teoretiske argumentation. Opløftet bliver man ikke af bogen. Klogere bestemt – men også endnu mere afmægtig. Som der står et sted: "Som forsker mener jeg ikke at der er nogen evidens for at indgyde nogen former for håb." Hvordan vi som borgere skal forholde os til det udsagn, hjælper Scavenius os ikke med.