Martin Heidegger er en af de mest indflydelsesrige tænkere fra det 20. århundrede. Både inden for fænomenologien, hermeneutikken, eksistentialisme og senere inden for forskellige postmoderne strømninger henvises der ofte til hans værker. I lighed med andre tænkere som Nietzsche og Kierkegaard kan man måske sige, at hans popularitet også delvist skyldes hans dunkelhed. Heidegger skriver ikke på en måde, der er umiddelbart til at gå til - og han bruger meget energi på at vride sproget og ordene og at opfinde nye ord på en måde, der tvinger læseren til at læse på flere niveauer samtidig.

Nu er hans Hvad er metafysik? genudgivet i Hans Reitzels serie ‘klassikere’. Bogen er i omfang meget begrænset, og kernen i den udgøres af Heideggers tiltrædelsesforelæsning i 1929, hvor han efterfulgte Edmund Husserl som professor ved universitetet i Freiburg im Breisgau. Som Jørgen Hass skriver i en meget lang introduktion til bogen, så var Heideggers forelæsning meget bemærkelsesværdig ved at den gik imod den herskende strøm, som ønskede mere rationalitet og videnskab i tænkningen.

Men for den, der kendte til Heideggers Sein und Zeit, der udkom i 1927 er der i høj grad tale om en fortsættelse af en egensindig tænke- og skrivestil. For Heidegger gælder det om at blotlægge det egentlige grundlag det, der findes i verden. For ham er det værende det, der umiddelbart foreligger for os. Det er her tænkningen om og omgangen med verdens ting foregår. Men det er også her Heideggers dybe civilisationskritik sætter ind. Vores og ikke mindst videnskabens måde at forholde sig til verden og dens genstande, gør dem til noget blot foreliggende, der ikke har nogen betydning ud over som ressourcer for vores forbrug eller viden. Verden afstrejfes således dens meningsdimension.

Men for Heidegger er der langt mere på spil, hvilket også er det, der kunne eller måske burde være metafysikkens anliggende. Men det er netop det, der er problemstillingen i Hvad er metafysik? For metafysikken eller filosofien har betragtet det værende som værende, hvorved grunden til det værende - det som Heidegger kalder ’væren’ - forbliver usynligt. “Eftersom metafysikken spørger om det værende som det værende, forbliver den i det værende og kerer sig ikke om væren som væren” (s.62), som det hedder i Heideggers indledning til forelæsningen.

Ved siden af de to vigtige begreber ‘det værende’ og ‘væren’ optræder der hos Heidegger et tredje, nemlig ‘tilværen’ (ty. ’Dasein’) som er mennesket. Tilværen har et særligt forhold til verden ved at være klar over sig selv og sin tilværen.

Disse forhold er det, Heidegger vil sætte på dagsordenen i sin forelæsning. Problemet er her dog, at man ikke kan tale direkte om disse forhold. Den direkte omtale af noget, gør det til ‘dette noget’, og dermed forbliver vi i det værende. Metafysikken har ikke formået at gøre væren til et udgangspunkt, selvom det var tæt på i den antikke tænkning. Men det er også i den antikke tænkning, at det værende bliver betragtet som værende. Så metafysikken grundlægges som en undladelse af interessen for det værendes grund.

Heidegger forsøger at løse dette problem ved at bygge sin forelæsning op om ‘Intet’. Hvorfor er der noget, og ikke snarere intet? Og dette har nok virket lidt underligt - også selv for dem, der kendte til Heideggers tænkning. For hvordan kan man tale om Intet - og hvad er ‘Intet’ overhovedet for en størrelse i filosofisk eller fænomenologisk forstand?

Gennem forskellige refleksioner når Heidegger frem til, at ‘ikke’ og ‘benægtelse’ ikke er det, der giver grund til Intet. Det er tværtimod Intet, der ligger bag ‘ikke’. Benægtelse er i sig selv grundet i Intet, hvilket giver et anderledes forhold til det værende. Intet viser hen til en mulig åbning for at mærke noget, der går forud for det værende.

Intet som filosofisk størrelse kan dog ikke behandles inden for den almindelige metafysik, da den forholder sig til det værende som værende, og dermed forbliver man inden for det værendes horisont, hvorimod det gælder om at komme bag om det værende. “Hvad er Intet? Allerede det første tilløb til dette spørgsmål viser noget usædvanligt. Ved denne spørgen fastsætter vi på forhånd Intet som noget, der “er” sådan og sådan - som et værende” (s.85). I en traditionel metafysisk - eller videnskabelig - behandling af Intet, bliver det til noget værende, men Intet er netop ikke værende.

Heidegger går nu en omvej ved at betragte stemninger, der bryder med det vanlige - stemninger, der fjerner opmærksomheden fra det værende - den almindelige omgang med verden og dens genstande. Her trækker Heidegger på Kierkegaard og bestemmer angsten som det, der gør, at Intet viser sig - eller mærkes, eller hvad den nu gør. “Angsten gør Intet åbenbart”, som han siger (s.90) Angsten har ingen genstand, men den gør mening og væren mærkbar ved dets fravær; dets Intet, hvilket viser hen til væren; det værendes grund. “Intet er hverken en genstand eller overhovedet noget værende. Intet forekommer hverken i sig selv eller ved siden af det værende, som det ligesom hænger fast ved. Intet er muliggørelsen af åbenbarheden af det værende som sådan for den menneskelige tilværelse.” (s. 92f).

Dette bruger Heidegger til at vise, at der er mange tildragelser, hvor intet - meningsløshedens visen hen til meningen - viser eller er ved at vise sig. Og hans civilisationskritik viser sig ved, at de fleste af vores bestræbelser hele tiden tildækker den åbenbarede grund for det værende - og dermed tilværens mening. “Jo mere vi i vor omrkingdriven vender os med det værende, desto mindre lader vi det som sådan glide fra os, desto mere vender vi os bort fra Intet” (s.93). Hermed er vi fremme ved den metafysikkritiske og civilisationskritiske bestemmelse af den menneskelige historie, som er bestemt af ‘værensglemsel’.

Den menneskelige historie er en udvikling væk fra grunden - det egentlige, som Heidegger også kalder det, hvilket Th. W. Adorno kritiserer i bogen Egentlighedens jargon. Om den tyske ideologi, som også er kommet Hans Reitzels klassikere.

En af de vigtige pointer i Heideggers filosofi er, at vi som mennesker altid-allerede eksisterer i en verden. Der er således en livsverden, der fungerer som en sammenhæng, den enkelte fødes ind i. Denne pointe er en vigtig afstandtagen til bevidsthedsfilosofien og den dualisme, der kendetegner ret meget vestlig filosofi. Men når Heidegger udvikler denne tanke og insisterer på at ophæve den værensglemsel, han mener at konstaterer i filosofien, så forekommer det mig, at han forudsætter det, han gerne vil demonstrere. I Hass’ introduktion hedder det: “Hvis filosofi ikke bare skal være vore meninger om verden, må det forudsættes, at der er mening i den. Det er ikke mindst dette, metafysikken er udtryk for…” (s.15). Her peger Hass på en grundlæggende præmis i Heideggers tænkning: der må være en mening i verden. Det er langt hen ad vejen det, som han ‘demonstrerer’ i Hvad er metafysik?