Er polarisering og populisme tegn på, at demokratiet er i krise? Vi ser og taler meget om en polarisering af samfundet, hvor forskellige befolkningsgrupper ikke er i kontakt med hinanden og udvikler forskellige livs- og verdenssyn, hvilket underminerer den fælles samtale og fællesskabet mere generelt. Betyder dette også, at demokratiet svækkes, og at vi politisk set bevæger os i retning af en demokratisk krise?

Findes demokratiet i det hele taget, eller er det snarere sådan, at der findes demokratier; altså en flerhed af forskellige demokratier?

Et godt udgangspunkt for at diskutere disse spørgsmål er Jørgen Møller og Svend-Erik Skaanings bog Syv myter om demokrati. Begge forfattere er professorer på Statskundskab på Århus Universitet, så læseren er i gode kompetente hænder.

Bogens udgangspunkt er de mange opfattelser og udgivelser, der slår til lyd for, at demokratiet er i krise og måske på vej til at forsvinde. Et hav af sociologer, historikere, politologer, idehistorikere osv. diagnosticerer vor tid ud fra en ide om, at demokratiet er i krise. Men disse fremstillinger er, hævder forfatterne, helt eller delvist rene myter, der ikke bygger på sammenhængende fakta. De kritiserede fremstillinger fokuserer på snævre områder, som de generaliserer vor tid ud fra. De mangler den store historiske kontekst og overdriver derfor enkelte datas betydning.

Eksempelvis kan man tage USA i Trumps præsidenttid, der har været en illustration af en underminering af demokratiet. Ikke alene gjorde Trump fejlinformation og decideret løgn til sin informationsstrategi, han gjorde også den frie presse til en modstander og hævdede, at den var fyldt med fake news. Som kronen på det antidemokratiske værk nægtede han at anerkende det valg, der afsatte ham som præsident til fordel for ‘Sleepy Joe’ Biden. Stormen på Kongressen er det mest ikoniske udtryk for demokratiets krise i vesten, da det var en direkte anfægtelse af demokratiets første princip, nemlig at den politiske magt udgår fra og legitimeres ved folket gennem frie og periodiske valg.

At fokusere på denne begivenhed og den relative kortvarige historiske periode, den repræsenterer, er at overse den større demokratihistorie. Det amerikanske demokrati var robust nok til at kunne afværge krisen og fortsætte eller genoprette demokratiet. De demokratiske institutioner og her ikke mindst de uafhængige domstole var så godt historisk forankret, at demokratiet sejrede og bestod tryktesten.

Bogen gennemgår som titlen også indikerer syv myter om demokrati, som de finder er fremherskende, nemlig:

1. Demokrati kan ikke defineres
2. Demokratiets vugge stod i Athen
3. Katolicismen som hæmsko for demokrati
4. Demokrati er kun for vestlige lande
5. Demokratier er ineffektive
6. Demokratiet er på vej mod ny mellemkrigstid
7. Demokratiet er i krise (s.19)

De tager myterne en for en og tilbageviser eller som minimum relativerer dem. Det er ikke alle myterne, der er lige fremtrædende i offentligheden, men forfatterne viser overbevisende, at de eksisterer både som lægmandsopfattelser og som nogle, der tages alvorlig af anerkendte forskere.

Det kan eksempelvis afvises, at der går en lige linje fra det athenske demokrati til vor tids demokrati. Dels har der eksisteret mange andre ‘tidlige demokratier’ både før, samtidig og efter det atheniensiske. Derudover er der mange elementer ved vores demokrati, der er helt fraværende. Dels at størstedelen af befolkningen skal have mulighed for indflydelse, men måske vigtigere principperne “repræsentation og samtykke [der] … blevet udviklet … inden for den katolske kirke i det 12. århundrede” (s.68), hvorved også den tredje myte er aflivet.

Men så alligevel ikke helt, da katolicismen ændrede sig med tiden og i højere grad blev antidemokratisk og konservativ ift. inklusion af flere grupper med ret til demokratisk deltagelse. Det omvendte skete inden for den reformerte kristendom, hvor grundlæggerne som Luther og Calvin var stærkt antidemokratiske ved bl.a. ikke at anerkende oprørsretten (at man må gøre oprør mod magtens uretfærdighed), men senere gennem sin betoning af den enkelte og inderligheden bidrog til udviklingen af kapitalisme, liberalisme og dermed også demokrati.

Den første myte handler om definitionen af demokrati. Der er mange forskellige definitioner og anvendelser af termen ‘demokrati’, hvilket får nogle til at hævde, at det så slet ikke kan defineres, hvilket i sig selv kunne give anledning til en krise. Et andet problem er, at hvis hver enkelt bruger sin egen definition, så kan man ikke diskutere det, der er fælles anliggende. Endelig er faren også, at man kan anvende demokrati som en normativ betoning af, at beslutninger er illegitime, fordi de ikke er demokratiske i betydning af at fremme det gode for samfundet eller enkelte grupper.

Forfatterne tilslutter sig en såkaldt elektoral definition af demokrati: “Demokrati er en politisk styreform (snarere end en livsform eller en bredere samfundsindretning), og vi kan kun kan tale om demokrati, hvis folket selv træffer politiske beslutninger direkte, eller hvis magthaverne udpeges via frie valg med regelmæssige mellemrum” (s.33f). Denne skrabede version af demokrati kan udvides med, at der skal være “lige og almindelig valgret [og]... ytrings- og organisationsfrihed” (s.34), som hentes fra den amerikanske politolog Robert A. Dahl.

Forskellige andre former for eller definitioner af demokrati nævnes ganske kortfattet: liberalt demokrati, deltagelsesdemokrati, socialt demokrati og deliberativt demokrati. Disse positioner diskuteres ikke, hvilket giver bogen en betydelig svaghed, når det gælder diskussionen af de forskellige myter - og ikke mindst den sidste: demokratiet er i krise. Forfatterne forbeholder sig definitionsretten til demokrati, men de diskuterer ikke, hvilket demokratidefinitioner de kritiserede positioner har, hvilket underminerer deres ide om, at der er tale om myter. De går ud fra en definition, som de bedømmer andres forskningsresultater efter, selvom disse i princippet kan udgår fra helt andre definitioner.

Forfatterne lægger klart mest vægt på en kvantitativ bestemmelse af demokrati, hvor de ud fra en minimal definition kan klassificere stater som demokratiske eller ej. Langt mindre lægger de vægt på en kvalitativ bestemmelse af demokratiniveau. Dette betyder, at man faktisk godt kan have en udvikling, hvor antallet af demokratier vokser, mens demokratiniveauet falder. At dette sidste er tilfældet viser de faktisk selv, selvom de fejer bekymringen af bordet som ikke signifikant, fordi demokratiniveauet globalt set kun er faldet siden omkring 2014.

“Et bredt historisk og geografisk perspektiv er ofte gavnligt, når man skal forstå og tematisere problemer med demokratiet” hævder forfatterne (s.167) som om dette er en fastslået kendsgerning. Men der ligger en forestilling om historisk kontinuitet i denne betragtning, og den repræsenterer derfor en forskningsmæssig værdi, som de ikke selv tematiserer, men bare underforstår. Dette betyder også, at deres læsninger af andre positioner ikke får fat i det væsentlige, hvis de kritiserede forskere ser tegn på grundlæggende historiske ændringer, som der jo også er historiske belæg for - ikke mindst Den franske revolution, som nævnes mange gange i løbet af bogen. Optakten til Anden Verdenskrig var radikal anderledes end det, vi ser i dag, gør forfatterne med rette gældende. Men man skal passe på med at argumentere ud fra historiske ‘ligheder’, da ligheder og forskelle er meget afhængige af ikke ideologi, forskningsmetoder, teoretisk ståsted og lignende. Dette påpeger forfatterne også, men de gør faktisk indimellem brug af den samme argumentationsform.

Man kan naturligvis diskutere karakteren af polarisering i mange samfund. Men med forfatternes tilgang, så er det ikke noget, der udfordrer demokratiet, da de formelle demokratiske institutioner og valghandlinger jo sagtens kan fungere, selvom folk ikke taler sammen på tværs af samfundsmæssige skel eller overbevisning. Spørgsmålet er så, hvor demokratisk et samfund kan være, og hvor legitime politikernes beslutninger er, hvis man ikke kender hinandens synspunkter og argumenterne for dem. Jeg mener ikke, man skal overdrive polarisering, men at se bort fra den som et ikke problem for demokratiet, da det ikke anfægter det juridiske niveau, forekommer mig besynderligt - men det kan jo hænge sammen med denne anmelders opfattelse af demokrati, der ikke svarer til forfatternes.

Endelig vil jeg også pege på et problem ved, at de afviser, at man kan kalde formelt set demokratiske beslutninger for udemokratiske. Hvis en kommune eksempelvis helt legalt beslutter at lukke et ungdomshus, kan man så ikke diskutere, om dette er demokratisk eller ikke? Hvis de unge mener, at dette hus giver dem en mulighed for deltagelse i demokratiet, de ellers ikke mener at have, så er en lukning enten udemokratisk eller en indskrænkning af demokratiet ud fra en deltagelsesdemokratisk definition af demokrati. Der er her ikke tale om en subjektiv vurdering, som forfatterne hævder, men en vurdering ud fra et princip om ligeværdig deltagelse, som jo også er en del af den juridiske definition med lige valgret. Men lige valgret findes ikke, hvis den kun er abstrakt og formel.

I det hele taget kan den strengt juridiske definition på demokrati anfægtes, da den jo ikke forholder sig til, hvordan det så fungerer i praksis. Når det hævdes, at demokrati er farveblind, så er det at se bort fra en række strukturelle forhold, der bestemmer graden af demokrati og deltagelse. Ikke at inddrage eller grundigt diskutere dette i en demokratidefinition forekommer er en stor mangel, der svækker bogens argumentation - især i forhold til den sidste myte om demokratiets krise, som forfatterne slet ikke får manet i jorden. En ordentlig diskussion kunne her være ønskelig.

Disse indvendinger skal dog ikke dække for, at Syv myter om demokrati er en god diskussionspartner, når man vil diskutere demokratiets tilstand i både verden og i Danmark.