Hannah Arendt regnes for en af de betydeligste tænkere i det 20. århundrede. Dette skyldes ikke mindst, at hun har været i stand til at tænke ud over eller på tværs af de filosofiske traditioner og etablere sin egen stemme, som netop ikke er en tradition. Hun er i opposition til alle traditioner og -ismer, fordi de blokerer for den frie og reflekterende tænkning. En anden grund er nok, at hun har været i stand til at tematisere ondskaben i forlængelsen af det politiske barbari, som det 20. århundrede også har været et lærestykke i.

Netop hendes svar på det klassiske filosofiske spørgsmål om ondskabens problem er en demonstration af hendes evne til at tænke anderledes end mere traditionsbundne opfattelser. Hun finder frem til, at ondskaben i moderne forstand er banal i den forstand, at den ikke er villet. Ondskaben hos de, der stod for udryddelseslejrene som eksempelvis Eichmann, siger hun, skyldes manglende evne til tænkning, for den der tænker etablerer en refleksivitet og ser sig selv udefra; er i dialog med sig selv. Eichmann viser, at han er en mand, der kan acceptere et hvilket som helst system, uden at forholde sig til det; uden at tænke. Han gør sig selv til et objekt (en enhed), der blot gentager de forestillinger, han bliver præsenteret for, så når jøder og homoseksuelle skal udryddes, så er det det, man gør.

I en nylig udkommet tekstsamling af nogle af Arendts tekster finder man blandt andet Tænkning og moralske overvejelser, hvor hun fremstiller sine overvejelser over tænkning som fænomen. For Arendt er Sokrates et eksempel på, hvordan tænkning praktiseres, fordi Sokrates ikke gennem sin tænkning - eller sine samtaler - når frem til en erkendelse.

Erkendelse er i det hele taget slet ikke tænkningens anliggende. Når man erkender, så skaber man noget i verden, men når man tænker, så har det ikke noget formål uden for sig selv. Tænkning er en refleksiv proces, hvor man hele tiden stiller spørgsmål til, om det man er nået frem til, nu også er rigtigt. Kunne det ikke forholde sig anderledes? Som Sokrates der aldrig stopper med at spørge sin samtalepartner om, hvordan det forholder sig, hvis man angriber problemstillingen på en anden måde - og altid havner man i modsigelser og samtalen forbliver resultatløs i forhold til at have fundet en erkendelse; et produkt.

Tekstsamlingen er udkommet under titlen Krisen i skolesystemet og pædagogikken - og andre pædagogiske tekster, men det må siges at være noget af en tilsnigelse. Den eneste tekst med pædagogiske overvejelser er titel-teksten, hvor der faktisk er overvejelser over, hvordan man skal forholde sig pædagogisk. De øvrige tekster handler om integrationspolitik, frihedsbegrebet og som allerede nævnt tænkning - og sidstnævnte er så klart samlingens bedste og mest interessante i denne anmelders øjne.

Krisen i skolesystemet og pædagogikken er egentlig holdt som et foredrag i 1958, hvor Arendt i en europæisk sammenhæng kom med en fremstilling af, hvad hun opfattede som en krise i det amerikanske uddannelsessystem. Arendt var som jøde flygtet til USA i 1941, og mange af hendes tanker kredser netop om forholdet om at være en fremmed og en ny-tilkommen - men ikke om at være et offer.

For at forstå Arendts overvejelser over pædagogikken, må man forstå hendes fortolkning af modernitetsprocessen, hvor hun er dybt forankret i en oplysningsfilosofisk tradition, hvor der opstår en adskillelse mellem forskellige sfærer: det private, det offentlige og det politiske (eller rettere: staten). Arendts tænkning er kendetegnet ved, at hun forbeholder ‘det politiske’ til det, der har med staten og med lovene at gøre, mens samfundet og det offentlige for så vidt ikke er politiske, selvom offentligheden er en vigtig forudsætning for det politiske.

Opdragelse og undervisning ligger derfor også uden for det politiske område, og en af grundene til, at skolesystemet og pædagogikken er i krise, skyldes, at områderne gøres til genstand for politik. Når man blandet undervisning med det politiske, så overgår man potentielt til totalitarisme, hvor opdragelse (og uddannelse) gøres til et anliggende for ensretning og knægtelse af ‘det nye’, der har mulighed for at opstå med hver ny generation.

Det samme gælder det, Arendt kalder for progressiv pædagogik, fordi man her har et formål med opdragelsen og undervisningen, der peger frem mod en fremtid. Men fremtiden må være ubestemt, hævder Arendt, ellers ødelægger man den opvoksende generations mulighed for at bryde med traditionen; at begynde på noget nyt.

“Det hører til det menneskelige vilkår, at hver ny generation vokser ind i en gammel verden, således at det at forberede en ny generation på en ny verden kun kan betyde, at man ønsker at fratage de nytilkomne muligheden for selv at skabe det nye” (s.11).

Dette er argument lyder på mange måder rimeligt. Som underviser og lærer skal man ikke foregribe barnets eller børnenes liv ved at tage forskud på fremtiden - det vil i givet fald jo heller ikke være børnenes, men netop lærerens. Derfor skal man formidle traditionen og det strengt taget faglige, for “skolens opgave er at lære børn, hvordan verden er, og ikke at undervise dem i livskunst” (s.30).

For Arendt er det private et område, hvor børn er beskyttet mod verden - samfundet - så de har mulighed for gradvist at tilnærme sig det selvsamme samfund. En af grundene til skolesystemets krise er den amerikanske forestilling om, at børn er selvstændige og har deres eget liv; at der eksisterer et “barnets samfund”, som hun siger.

Arendt forholder sig meget kritisk til forestillingerne om en børnekultur og moderne børne- og læringspsykologi, der tager udgangspunkt i børnene selv. Hun er også afvisende over for den progressive pædagogik, som er hendes betegnelse for pragmatismen, da den tager udgangspunkt i børnenes egen oplevelser og erfaringer. Dermed, hævder hun, fjerner man fokus fra det faglige - og man accepterer dermed heller ikke, at barnet er et barn. I stedet gør man det til en voksen, ligesom man barnliggør undervisning, når man vil have at undervisning skal være en leg. At lære er også at vænne barnet til det grundlæggende, som arbejdet er til forskel fra legen. Det private må ikke blandes med det samfundsmæssige; det offentlige.

I teksten Refleksioner angående Little Rock forholder Arendt sig kritisk til, at den amerikanske højesteret har dømt raceadskilte skoler for forfatningsstridigt, hvilket førte til en større konflikt, da de første farvede elever ankom til en ellers helt hvid skole. Af grunde, som jeg lige har nævnt, er det i Arendts optik totalt forkert af højesteret at beslutte, hvad der skal være gældende for uddannelsesinstitutioner, da de jo netop er samfundsmæssige og dermed ligger uden for det politiske.

Arendt argumenterer i forlængelse af første tekst for, at børnenes verden må stå uden for det politiske. Det må være en skoles ret, da den jo befinder sig i den samfundsmæssige sfære at diskriminere hvilke elever, der skal gå på skolen. De farvede kan jo også blot lave deres egne skoler - eller man kan lave blandede skoler. Det er ikke et anliggende for det politiske at afgøre. Man må ikke diskriminere i lovens forstand, men det sociale består i, at man vælger til og fra, hvem man vil være sammen med - og dermed er diskrimination en del af det sociale; ja det sociale fungerer på denne eksklusivitet, hvor man ikke pålægges at være sammen med nogle bestemte, men selv vælger tilhørsforhold.

Arendt kritiserer de, der efter hendes mening, fokuserer alt for meget på socioøkonomiske forhold, når det gælder uddannelse. For hende handler lighed for loven snarere om, at lovene skal forhindre ulighed, og derfor ser hun en lov mod blandede ægteskaber som et politisk problem. Men der er ikke nogen lov, der forhindrer blandede skoler, og derfor er segregation på skoleområdet ikke et politisk problem. Hun er her helt blind for, at socioøkonomiske faktorer er eller kan være afgørende for reel lighed og frihed. Men Arendts begreb om frihed til at søge “liv, frihed og stræben efter lykke” er negativt defineret i den forstand, at hun kun ser på de formelle elementer og dermed overser det reelle i problemstillingen.

Arendt blev kraftig kritiseret for sin holdning til Little Rock, men hun fastholdt sin efter nutidens (mine?) øjne noget bizarre opfattelse af retten til uddannelse. For selvom kun kan have ret i, at man ikke skal gennemtvinge blandede skoler, så må det være en del af ligheden mellem samfundets borgere, at de har lige adgang til uddannelse; det er en menneskeret - og ikke kun formelt i betydningen, at de bare kan lave deres egen skole. Hun siger selv, at hoteller i byerne ikke må være segregerede, da det kan forhindre, at sorte kan passe deres arbejde og frie bevægelighed, men dette gør sig ikke gældende på skoleområdet, da alle jo kan lave nye skoler. Hoteller er i denne forstand offentlige, selvom de er private. Omvendt så er skoler, selvom de er offentlige, ikke forpligtet på integration af elever med forskellig baggrund, da de er samfundsmæssige. Det er lidt svært at følge hendes argumentation her.

Det forekommer mig, at både politisk og pædagogisk forholder Arendt sig temmelig naivt. Hun underkender at ‘traditionel’ undervisning og skolesystem i sig selv indeholder nogle værdimæssige og dermed politiske elementer - og at der ikke findes en ren pædagogik. Det forekommer mig også politisk naivt, at det samfundsmæssige tænkes uafhængigt at det politiske. Ganske vist har Arendt formet sine tanker før ungdomsoprøret proklamerede, at det private er politisk, men i løbet af hele det 20. århundrede har det med al ønskelig tydelighed vist sig, at traditioner ikke er neutrale. Så selvom Arendt peger på, at den gamle generation kun må formidle sin egen tradition, så fremtiden er åben for de nyfødte, der kan begynde på ny, så er det naivt at forestille sig, at denne tradition kun er én. Traditionen er selv et udtryk for en ‘pluralitet’, som i øvrigt er et kernebegreb for Arendt, og formidlingen af den indeholder også altid en forestilling om fremtiden.

Er det nødvendigvis totalitært? Det håber jeg ikke - og jeg har svært ved at se, at Arendt opstiller et troværdigt alternativ til en eller anden form for progressiv pædagogik og politik, der kan tænke i forandring og øget humanitet. Og selvom Morten Timmermann Korsgaard i sit efterord gør sit for at forklare Arendts position, så forbliver det ved et forsøg på at retfærdiggøre det naive i Arendts tænkning.

Men artiklen om tænkning er interessant og i sig selv tankefremkaldende - og alene den kan retfærdiggøre denne udgivelse, der ikke er særlig interessant i en pædagogisk sammenhæng.