Denne bog kræver noget af læseren. Fysisk såvel som psykisk. Først skal man ’sprætte bogen op’, for den er ’hæftet’ som de fleste romaner og sagprosabøger var før i tiden. Altså: Fat papirkniven! Det som var en selvfølge i forrige århundrede, er i dag en sjældenhed. Men fra forfatterens side er det et helt bevidst valg: Bogen åbner sig først for den læser, der orker/gider/vælger at investere tid og kræfter i den.

Hvad er det så, der åbner sig? Det er noget så esoterisk som en tekst fra middelalderen, på latin, som – ifølge forfatteren, der også er oversætter af denne gamle tekst – har noget unikt at byde på. Men det forudsætter altså, at læseren er med på projektet og indstiller sig på en krævende tekst – og kommentar.

Efter læsningen må jeg give ham – Aksel Haaning, lektor i middelalderlatin ved RUC – ret: det er umagen værd. Læseren får her muligheden for at knytte an til en meget gammel visdomstradition, der nok vil være ukendt for de fleste, ligesom højmiddelalderen åbner sig som en virkelig interessant periode i filosofihistorien. Én ting er selve teksten (som jeg kommer tilbage til), en anden ting er dens historie. Det er spændende, næsten som en krimi, at læse om hvordan, hvorfor og hvornår Aurora Consurgens blev til (i det 13. eller 14. århundrede), hvorfor den blev censureret bort (i de efterfølgende århundreder), hvordan den blev genopdaget i det 20. århundrede - og hvilken betydning teksten kan tillægges, i sin egen og i vores egen tid.

Et genfundet, kontroversielt manuskript
Det var faktisk dybdepsykologen C.G. Jung, der kom på sporet af det gamle manuskript. Omkring 1935 fandt Jung en kopi af middelalderteksten, der ellers var anset som tabt, og han satte sin mangeårige assistent Marie-Louise von Frantz (middelalderfilolog) til at oversætte den. Jung og von Frantz mente her (måske) at have fundet den store middelalderteolog Thomas Aquinas’ sagnomspundne kommentar til Højsangen i Biblen, som han ifølge overleveringen skulle have givet munkene i cistercienserklostret Fossa Nuova kort før sin død i 1274.

Haaning fortæller om bogen i tolv kapitler – bogens første del, hvor hvert kapitel spejler og kommenterer den lille latinske bogs tolv små kapitler. Disse - den komplette Aurora Consurgens – står (efter et ”Intermezzo” om daterings- og forfatterspørgsmålet) i bogens anden del, med den latinske original placeret på de venstre sider og Haanings danske oversættelse på højre. Med mit rustne gymnasielatin som ballast kan jeg ikke fagligt bedømme oversættelsen retfærdigt, men min begrænsede viden er heldigvis tilstrækkelig til at jeg kan følge de fleste sproglige og filologiske overvejelser om kernebegreber og vendinger i teksten. Det kræver altså ikke avancerede latin-færdigheder at være med.

Aurora Consurgens (Den opstigende morgenrøde) er skrevet af en person, som kan Bibelen nærmest udenad. Alle 12 kapitler parafraserer kendte passager i tekster fra såvel det gamle som det nye testamente. Mest prominent er referencen til Højsangen, den fantastiske erotiske hymne, som især fromme munke og teologer har haft det svært med gennem tiderne. Det unikke ved Aurora er, at bibelteksterne (med små, men signifikante ændringer) kombineres med visdomstekster fra før- og ikke-kristne traditioner, og at tekstens ’fortæller’, Sapientia (Visdommen), er af hunkøn og taler til Mennesket (hankøn). (Den tids) naturvidenskab forbindelse med (den tids) religiøse tro; det dennesidige, jordiske forbindes med det hinsidige, transcendensen.

Det var selvfølgelig af disse grunde Jung var så optaget af teksten og udgav den i forbindelse med sin afhandling om Mysterium Conjunctionis. Han så den som et tidligt eksempel på stærke kræfter i det kollektivt ubevidste, og muligheden for (i krop og bevidsthed) at forene tilværelsens modsætninger, fx det menneskelige og det guddommelige, maskulint og feminint, jordisk og himmelsk – sådan som også alkymien arbejdede med det, på sin tids præmisser. Det er oplevelser hinsides det normale sprog, og derfor arbejder Aurora også med lignelser – og med poesi, som i Højsangens ekstatisk stemte hyldest til foreningen af ’brud og brudgom’, der repræsenterer de nævnte modsætninger. Det er smukt, velkendt og fremmedartet på samme tid.

Uafklarede spørgsmål – og bogens aktualitet
Aurora Consurgens er fortsat omgærdet af mange spørgsmål, ikke mindst hvem forfatteren er. Von Frantz tilskrev som nævnt Thomas Aquinas æren, men det har mange Thomas-forskere siden afvist. Haaning konkluderer ikke, men præsenterer meget omhyggeligt argumenter for og imod, og det bliver i hvert fald tydeligt, hvor stor umage de ortodokse Thomas-læsere har gjort sig for at argumentere imod at anerkende dette følsomme og blomstrende skrift. Ligeledes tydeligt, at denne stil faktisk ikke var fremmed for Thomas, og at der kan være en nær sammenhæng mellem teksten og den stærke spirituelle oplevelse han havde i 1273, året før sin død.

Aksel Haaning udgav for fem år siden en bog om Jung, som jeg fandt banebrydende. Jung – En stemme fra dybet viser den indre sammenhæng i Jungs forståelse af menneskesindet og hvordan teorien om det kollektivt ubevidste er forbundet med visdomstraditioner i mange forskellige kulturer, også ikke-vestlige. I et af kapitlerne (kap. 9) er der fokus på Aurora og dennes særlige betydning for Jung. Den nye bog er derfor en selvfølgelig opfølgning, hvor der zoomes ind på dette særlige og meget betydningsfulde manuskript blandt en næsten uoverskuelig mængde Jung-udgivelser. Her belyses skriftet så uhyre grundigt, filologisk, videnskabshistorisk og psykologisk.

Bogen argumenterer overbevisende for, at der er tale om en udogmatisk, gnostisk og hermetisk syntese af kristendom og naturvidenskab, med alkymien som det afgørende bindeled. Kernebegrebet i alkymien og dens forvandlingsproces er lapis – ”de vises sten” – som er ”en enhed af de fire elementer; jorden er dens moder; fra jorden er den født, og til jorden vender den tilbage” (s. 68). Haaning beskriver levende, hvordan det 13. århundrede var en stor smeltedigel af viden, fordi antikke græske og østlige tekster blev oversat til latin og dermed for første gang kunne relateres til den kristne videnskab, der trivedes især i klostrene (og senere i latinskolerne og universiteterne). Thomas Aquinas var nok tiden største Aristoteles-kender.

Jeg kan ærgre mig lidt over, at musikken slet ikke spiller nogen rolle i denne bog (som den gjorde i En stemme fra dybet), for det kunne den måske have gjort. På side 82 gengives en smuk tegning (fra Hortus Deliciarum) af ”de syv frie kunster” (artes liberales, som iflg. Haanings billedtekst er: grammatik, retorik, dialektik, jura, matematik, geometri, aritmetik), forstået som visdommens forskellige veje til erkendelse. Mig bekendt (og iflg. både Den Store Danske og Wikipedia) er artes liberales sammensat af trivium (grammatik, logik, retorik) og quadrivium (aritmetik, geometri, (teoretisk) musik og astronomi) – i middelalderen de nødvendige forudsætninger for studiet af filosofi og teologi. Musica/musikken ses da også på tegningen med en harpe, lige over to af evangelisterne. Musikken blev forstået som ’tal(proprotioner) i tid’, altså hvordan tal og proportioner (fx mellem strengelængder) kan høres, måles og forstås efter rationelle, lovmæssige (guddommelige) principper.

Alt dette vidste Thomas Aquinas udmærket, og selvom han ikke i sine skrifter har meget at sige om musik (og intet vidner om, at han har hørt sin samtids fineste musik, fx Hildegard af Bingens enstemmige og Leonin og Perotins flerstemmige musik), så har han dog en del at sig om skønhed som en fremtrædelsesform for guddommelig harmoni og proportionalitet, og om kontemplation over skønheden som en erkendelsesvej. - Så jeg undrer mig lidt over, at musikken slet ikke optræder i bogen, ikke mindst fordi høresansen i Aurora spiller en vigtig rolle, (som vist ikke ellers kan genfindes hos Thomas) - og der tænkes næppe kun på evnen til at opfatte det talte (visdommens) ord, også musikken i eller bag den.

I den smukke og enkelt designede bog er der nogle få trykfejl og en lille grafisk mislyd: i Kap. IX er indeksangivelsen fejlagtigt sat som VIII (s. 95, 97, 99ø). Men det skal ikke skjule for, at den læser, der fatter papirkniven og sprætter bogen op, kan få sig en spændende og uventet oplevelse.