Den 19. september 2021 kan Kulturministeriet fejre 60-års jubilæum. Hvis man alene har fulgt dansk kulturpolitik gennem medierne, så kunne man let få indtryk af, at det har været 60 år præget af kontroverser og politisk konflikt. Kulturministre er ofte udskældte og holder ikke længe på posten. Senest var det Joy Mogensen, der trak sig med begrundelsen, at hun var løbet tør for energi. Det kræver sit at drive kulturpolitik i Danmark.

Eller gør det? Kigger man bag om mediebilledet, tegner det sig lidt anderledes. Og det er det, Poul Bache gør i sin bog Finkultur og mangfoldighed, hvor han - der har en fortid som afdelingschef i Kulturministeriet og som direktør for Kunststyrelsen og Kulturstyrelsen - går i dybden med 60 års dansk kulturpolitik.

Ministeriet for Kulturelle Anliggende blev oprettet i 1961 efter en proces, der i høj grad var blevet drevet af den navnkundige socialdemokrat Julius Bomholt (1896-1969), der også blev den første kulturminister. Ikke fordi staten ikke havde haft en kulturpolitik tidligere. Institutioner som Det Kongelige Teater, Det Kongelige Bibliotek og Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster stammer tilbage fra enevælden og siden kom også Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet til. Men som navnet ’Kongelige’ understreger, så var det ikke kultur rettet mod alle og enhver. Desuden er der tale om institutioner, der er lokaliseret i hovedstaden.

Bomholts målsætning med kulturministeriet var en demokratisering af kulturen, der skulle gøres tilgængelig for hele befolkningen og ikke kun en snævrere kreds af borgere bosat i København. Det var en del af velfærdsstatens grundlag, både at få kulturen bredt ud over hele landet og at kulturen skulle medvirke til at danne hele befolkningen som aktive borgere i en demokratisk velfærdsstat.

Det var der bred politisk opbakning til og derfor kunne Viggo Kampmanns socialdemokratisk-radikale regering i 1961 udpege Bomholt som den første kulturminister (tidligere har titlen været kultusminister). Bomholt havde selv ønsket, at der skulle være tale om et kultur- og videnskabsministerium, men kom i mindretal på det spørgsmål. Man kan kun gisne om, hvad det ville have betydet for nutidens opfattelse af humaniora og kulturvidenskaberne, hvis kultur og videnskab havde været det samme politikområde de seneste 60 år.

Bag visionen om demokratisering af kultur lå også en frygt for, at underholdningsindustrien - især den amerikanske - skulle komme til at fylde for meget. Derfor måtte man støtte kulturen, så befolkningen havde et bedre alternativ til det, man anså for at være underlødig populærkultur. Det handlede også om, at efterhånden som arbejdstiden blev sat ned, fik befolkningen mere fritid, der skulle fyldes med meningsfuldt indhold. Det indhold skulle både være kunst med kvalitet, fri adgang til kulturudbud - f.eks. lån af bøger på folkebiblioteker - og støtte til lokale og folkelige kulturaktiviteter.

Kulturpolitikken blev først for alvor kontroversiel med oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964. Det var en kunststøtteordning, der skulle sikre kunstnere bedre økonomiske rammer til at frembringe kunst med kvalitet. Formålet var, med Bomholts ord, at “støtte, men ikke dirigere”. Det var statens opgave at støtte, men ikke at bestemme, hvad der var kvalitetskunst, ud fra det princip, der siden er blevet kendt som armslængdeprincippet.

Det faldt som bekendt bl.a. lagerforvalter Peter Rindal for brystet, at f.eks. Klaus Rifbjerg kunne få 20.000 skatteyderbetalte kroner om året for at skrive bøger, ingen almindelige mennesker hverken læste eller forstod. Rindal startede en underskriftindsamling og kom til at lægge navn til fænomenet ’rindalisme’, som fik megen opmærksomhed i medierne. I første omgang fik det dog begrænset betydning for kulturpolitikken. Der var fortsat bred politisk opbakning til, at staten støttede kunstnere.

Større betydning fik det såkaldte ungdomsoprør, der bl.a. gjorde op med gamle institutioner. Bomholts kunstsyn havde været forholdsvist traditionelt - og i nogles øjne elitært. Det var den kunst, der allerede eksisterede, som skulle bredes ud til alle. Nu opstod nye kunstarter, der eksperimenterede og flyttede kunsten ud af de traditionelle rammer og institutioner. Kulturpolitikken fulgte - til tider tøvende - efter og støttede nye initiativer. Kulturbegrebet var i forandring og politikken måtte følge med.

Som nævnt var der generelt bred politisk opbakning om kulturpolitikken. Det ændrede sig med det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor bl.a. Fremskridtpartiet og Kristeligt Folkeparti kom i Folketinget. Fremskridtpartiet fulgte rindalisterne og krævede alle kunststøtteordninger afskaffet - og stemte nærmest konsekvent mod alle kulturpolitiske forlig. Kristeligt Folkeparti var bl.a. blevet dannet i protest mod pornografiens frigivelse og kæmpede især mod anstødelig kunst.

Armslængdeprincippet blev udfordret flere gange i 1970erne. Der var teatergruppen Solvognens såkaldte julemandshær, der delte varer ud i Magasin, hvilket affødte en debat om, hvorvidt der var tale om kunst eller butikstyveri. Der var Jens Jørgen Thorsens Jesus-film, som først fik filmstøtte, hvilket førte protester fra flere kanter, inklusive paven. Støtten blev siden trukket tilbage med den begrundelse, at filmen kunne være blasfemisk og dermed lovstridig, hvilket staten naturligvis ikke kunne støtte. Dermed fik man manøvreret sig uden om armslængdeprinicippet. Og endelig var der Bent Hallers ungdomsroman Katamaranen, som især Kristeligt Folkeparti tog anstød af. Byrådet i Thisted fulgte op og forbød det lokale bibliotek at købe eksemplarer af Haller næste roman Sabotage.

Kulturministeriet og kulturpolitikken overlevede dog turbulensen og bortset fra den rituelle afvisning fra Fremskridtspartiet så var der fortsat politisk opbakning til de forskellige kulturpolitiske forlig. I Niels Matthiasens tid som kulturminister i Anker Jørgensens regeringer blev Bomholts ide om demokratisering af kulturen suppleret med kulturelt demokrati. Den brede, folkelig kultur skulle støttes og anerkendes. Lokale kulturinstitutioner fik støtte og den rytmiske musik blev anerkendt som ligeværdig med det, der gik under betegnelsen klassisk musik.

Det kom i høj grad til at præge kulturpolitikken under skiftende regeringer, at man vekslede mellem at vægte den mere traditionelle, ‘finkulturelle’ opfattelse af kunst og den bredere, folkelige kultur. Dog fortsat uden at nogen af delene kom til at dominere på bekostning af den anden. Der var enighed om, at kulturpolitik både handler om at støtte kvalitet og bredde.

Det største opbrud i dansk kulturpolitik kom, da Anders Fogh Rasmussen dannede regering i 2001. Regeringens flertal blev sikret med stemmer fra Dansk Folkeparti, der var dannet af udbrydere fra Fremskridtspartiet. Dansk Folkeparti fulgte ikke linjen med konsekvent at være imod den førte kulturpolitik, men brugte den tværtimod som et middel til at få gennemført sin egen politik, ikke mindst udlændingepolitik. Kulturpolitik kom til at handle om dansk kultur og danske værdier. Brian Mikkelsen blev kulturminister og satte sit markante præg på kulturpolitikken, da han i 2004 fremsatte forslag om en dansk kulturkanon; en statssanktioneret fortegnelse over de vigtigste danske kunstværker og kulturelle værdier. Det førte til en heftig debat om, hvorvidt det var statens opgave at dømme om kunstnerisk kvalitet og historisk værdi. Men Danmark fik en kulturkanon, som blandt andet - ironisk nok, vil nogle mene - også indeholdt Solvognens julemandshær.

Brian Mikkelsen er indtil videre den kulturminister, der har siddet længst på posten. Knap 7 år. Og måske den, der har sat størst præg på kulturpolitikken siden Bomholt. Skønt det måske nok især skyldtes pres fra Dansk Folkepart, så var det i hans tid, at kulturpolitik i høj grad blev til værdipolitik - og måske det, man i dag kan kalde nationalkonservativ identitetspolitik. Kulturpolitik er blevet et centralt instrument til at fastslå, hvad det vil sige at være dansk. Det har de efterfølgende kulturministre ikke ændret væsentlig ved.

Det er dog værd at hæfte sig, at kulturpolitik på Christiansborg ikke nødvendigvis også afspejler kulturpolitikken ude i landet. Kulturpolitik føres i høj grad af kommunerne, der får bloktilskud fra staten, men i høj grad selv administrerer, hvordan denne anvendes. Og her er det ofte mere pragmatik end værdipolitik, der er afgørende for, hvad der støttes.

Poul Bache giver i sin bog et grundigt overblik over og indblik i dansk kulturpolitik de sidste 60 år. I den overvejende kronologiske gennemgang er det ikke kun kulturpolitikken, sådan som den er blevet ført udadtil, det drejer sig om. Bache gennemgår også de betænkninger og redegørelser, der har været lagt til grund for den førte politik. Når man på den måde også bliver taget med bag de politiske kulisser, så fremstår kulturpolitikken som i langt højere grad præget af konsensus end af kontrovers. Det har handlet om kunstnerisk kvalitet, udbredelse af kulturen til alle og om bevarelse og formidling af kulturarven.

Bogens første del er den kronologiske gennemgang af forskellige regeringer og kulturministres politik siden 1961. I anden del tager Bache fat på diverse kulturpolitiske temaer, med hovedvægt på den periode, han selv har været aktivt engageret i kulturpolitik som embedsmand (1993-2015). Det handler f.eks. om kunststøttesystemet og de reformer og rationaliseringer, det har gennemgået. Det handler om museer og kulturarv og hvordan et begreb som oplevelsesøkonomi har fået indflydelse på kulturpolitikken. Kultur er blevet et område, hvor ikke kun staten, men også erhvervsliv og fonde investerer ud fra den betragtning, at kultur også genererer værdi. At der kan være noget om snakken ses af den succes ikke mindst dansk film og tv, musik og arkitektur har haft.

Det er også i disse kapitler, man især mærker Baches eget engagement, når det drejer sig om de områder, hvor han selv har været involveret. Man fornemmer til tider en mere polemisk og lettere sarkastisk tone. Det skader på ingen måde fremstillingen, der dog i overvejende grad er sober og præget af stor grundighed og overblik.

Bogen giver solidt indblik i dansk kulturpolitik, både den udadvendte politiske debat om, hvad der er kunst og hvad der er anerkendelsesværdigt; men i lige så høj grad de mere usynlige processer, der ligger bag og som ikke mindst har været grundlaget for, at kulturpolitikken først og fremmest har været præget af konsensus. Som Per Stig Møller (kulturminister 2010-11) udtrykte det, så har det fundament, Julius Bomholt byggede kulturministeriet på, vist sig at være særdeles solidt.

Med sine 472 sider er det en forholdsvis omfattende gennemgang af den danske kulturpolitik gennem 60 år, Poul Bache har leveret. Som historisk overblik og dokumentation er der tale om grundigt og oplysende arbejde. Det kan måske virke lidt overvældende for andre end de særligt kulturpolitisk interesserede, men der er megen indsigt at hente. Og bogens opdeling gør det også muligt at fordybe sig i de perioder, man måtte have særlig interesse i. Men først og sidst er det en fortrinlig gennemgang af et politisk emne, der i medierne og offentligheden ofte har fremstået som kontroversielt. Poul Bache leverer et velgørende indsigtsfuldt og oplysende modbillede hertil.