Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

De sidste drømmere / Anna Ullman / 304 sider
Gads forlag. ISBN 9788712059615
Anmeldt 12/1 2021, 14:50 af Torben Rølmer Bille

Fænomenet Roskilde


Fænomenet Roskilde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Året var 1987 og den dengang 17-årige Torben var, sammen med en flok venner fra gymnasiet, draget til Roskilde fælled for at skulle deltage i sin allerførste Roskildefestival. Det var en skælsættende begivenhed, for til trods for, at anmelders far allerede året efter forundret spurgte: ”er du ikke snart blevet for gammel til den slags pjat?”, skulle dette første møde med festivallen blive en kærlighedshistorie. En historie, der fortsatte sommer, efter sommer, efter sommer, indtil den forbistrede Covid-19 virus stak en kæp i hjulet på denne årligt tilbagevendende tradition.

Selv om Kapellets redaktør ellers havde besluttet sig for ikke at nævne Corona-virus på disse sider, er den desværre blevet en del af historien om festivalen, for selv om der i 2020 ikke var nogen som helst, der kom til Roskilde, så føltes det alligevel mærkværdigt pludselig at skulle undvære en fast del af ens liv, der i undertegnedes verden er blevet en sommertradition, som fejlres nærmest religiøst. Roskilde er i anmelders optik lige så meget en tradition som påske, jul, fødselsdage og nytår. Denne lille uges frirum fra resten af verden, fyldt med musik, mennesker, mad og magi og – lad os være ærlige – beruselse, har i den grad været savnet. Set fra redaktørens perspektiv genoplader Roskilde de indre batterier, som er noget flade i starten af ens sommerferie.

Når nu 2020 blev et annus horibilis på mange måder, var det i det mindste et lille plaster på såret, at Gads forlag her i sommeren udgav den prægtige bog De sidste drømmere. Den var oprindeligt tænkt som en hyldest til festivalen i dette jubilæumsår. Det skulle vise sig, at den samtidig blev en nærmest sociologisk, akademisk og kulturhistorisk blik på Danmarks (objektivt set) bedste og mest progressive musikfestival. Havde det ikke været for Covid-19 havde 2020 nemlig året, hvor Roskilde (lige som anmelder) ville kunne have fejret sin 50-års fødselsdag! Festen udeblev, men i det mindste kunne man så fordybe sig i en bog om festivalen. Bogen kan ses som et papirmæssigt alternativ til selv at indsnuse tisstøv, headbange vildt oppe foran Orange scene, eller måbende og fascineret at betragte alle de mange forskellige, vidunderlige mennesker, der alle er draget til dyreskuepladsen for at feste sammen.

Lad det blive slået fast med det samme. De sidste drømmere er en virkelig vidunderlig, velskrevet og inspirerende bog, der til trods for umuligheden, der ligger i opgaven at skulle forsøge at indfange alle aspekter af Roskildefestivallen på 300 sider, faktisk formår at runde mange af de mange aspekter, der karakteriserer fænomenet. Når det er sagt, så kan ingen bøger hamle op med følelsen af selv at være på festival.

En af de mest overraskende elementer ved Anna Ullmans bog er, at den som nævnt anlægger en på én gang kærlig men også distanceret tone i forsøget på at rumme små 50 års festival i skrift og billeder. Det er måske også helt forståeligt, for selv om forfatteren, lige som den der skriver disse linjer, helt tydeligvis er vild med fænomenet Roskildefestival, så bliver man også som professionel skribent nødt til at distancere sig fra den kæreste, man skal skrive sin biografi om. På den måde kan man få skabt en nødvendig, lødig distance til det, der er ens fokus. Som nævnt antager De sidste drømmere en nærmest sociologisk eller antropologisk tone i forsøget på at beskrive de mange forskelige menneskelige mekanismer, der ligger til grund for publikum, de mange frivillige og kunstnernes ageren gennem årene.

Selv om bogen også faktuelt beskriver 50 års historie og udvikling af Europas største musikfestival, så er bogen sat så tilpas interessant op, at denne del af fortællingen ikke forekommer som tørt, kronologisk stof. I stedet bliver festivalens historiske udvikling præsenteret løbende gennem de mange kapitler, der naturligvis også er peppet op med masser af fotos af både nyere og ældre dato. Teksten rummer også masser at samtaler med de folk, der har været med til at få de mange festivaler planlagt og organiseret, så bogen giver samtidig med kærlighedserklæringen et fint billede af livet bag Orange scene.

På mange måder er bogen ganske fremragende, idet den også diskuterer de helt aktuelle tendenser i samfundet og viser, hvordan disse har haft indflydelse på både tilrettelægningen og udførslen af de seneste festivaler. Man kunne ligefrem sige, at festivallen i visse tilfælde har været ’first movers’ i forhold til den mere overordnede samfundsudvikling i Danmark. Der bliver talt både køns- og identitetspolitik, og Ullman er god til at forklare, hvordan det omkringliggende samfund og festival påvirker hinanden.

Skal man dog finde et enkelt minus ved bogen, så kan det findes i en del af bogen, som beskriver festivalens store traume, nemlig dødsulykken i 2000. Selv om det ikke skrives direkte, så sættes denne ulykke i De sidste drømmere i forbindelse med moshpits, altså den måde metalfans hopper voldsomt ind i hinanden foran scenen. Noget som i den grad får anmelders pis i kog.

Ullman skriver: ”Og i dag forekommer det sært, at ingen tog kønsbrillerne på for at forsøge at forstå hvad der skete foran Orange Scene til den Pearl Jam koncert – og hvad der i det hele taget var på spil i den rå og muskuløse koncertkultur på festivalen i 1990’erne. Og det virker især mærkværdigt at ingen identificerede den blinde hyldest af ’livet’ som andet end universel, men tværtimod som et stærkt kønnet udtryk for stereotype fortællinger om det hårdkogt maskuline. For moshpitten er om noget et mandefællesskab” (s. 250). I næste afsnit nævnes Woodstock ´99, hvor kvinder blev voldtaget netop i moshpitten til en Limp Bizkit koncert. Selv om anmelder godt vil medgive, at moshpitten er et udtryk for maskulinintet, så viser det også at Ullman ingen som helst forståelse eller indsigt har i den kultur, der kendetegner os, som elsker ekstrem musik eller den måde metalfans agerer på.

Som metalfan har anmelder i mere end 30 år været både til Roskilde og til et hav af metalkoncerter og -festivals, og har været DJ til en lang række metalarrangementer i lokalområet. Der findes i anmelders erfaring ikke ret mange andre musikmiljøer som metalscenen, hvor folk passer lige så godt på hinanden. Hvis man under en koncert ryger ned på jorden i moshpitten, er der straks hænder, der griber fat i en og får trukket en op igen, så man kan få pusten og feste videre. Der er stort set aldrig ballade eller slagsmål til disse arrangementer, for de fleste metalfans er til trods for de skræmmende rygmærker, tatoveringer og høje råb folk, der udmærket godt ved, hvordan man opfører sig sammen. Vi afreagerer til musikken og det kommer ofte til at fungere som en slags katarsis. Et afbræk fra den ’civiliserede’ hverdag.

Hvis Ullman havde researchet dette bedre, ville hun vide at metalhoveder - set over en bred kam - er de rareste, venligste mennesker der findes. Det var heller ikke en moshpit, der var årsagen til, at publikummer døde, mens Pearl Jam (som i øvrigt heller ikke er et metalband) spillede. Derimod kan grunden til ulykken findes i en kombination af højtalere, der ikke fungerede optimalt, vejret, underlaget, alt for mange mennesker på samme sted, for ringe afspærring og mange andre faktorer.

I dette lys dæmoniserer Ullman en helt bestemt gruppe festivaldeltagere, der intet har med ulykken at gøre – og synes nærmest mellem linjerne at fortælle læseren, at det i bagklogskabens skarpe lys var toksisk maskulinitet, der var en direkte årsag til denne tragiske hændelse. Det er både uretfærdigt og lodret forkert. Det er selvfølgelig på grund af ulykken, at der nu konstant skrives ”No crowdsurfing” på storskærmene inden koncerten, men det var edderhuleme ikke crowdsurfing, der var skyld i det store Roskildetrauma. Jeg vil personlig gerne invitere forfatteren helt op foran i pitten til en metalkoncert, så hun ved selvsyn kan opleve, at man sagtens kan hoppe vildt ind i hinanden uden at tage nævneværdig skade og samtidig have følelsen af at være helt tryg.

Ud over denne klage har anmelder dog intet andet at udsætte på bogen, som er en flot, rigt illustreret og i øvrigt nærmest akademisk analyse af Roskilde som fænomen, kulturinstitution og meget mere. Der er i sandhed vanskeligt at indfange Roskildeånden i bogform, men det er på det nærmeste lykkedes med De sidste drømmere. Så mens vi venter på at modtage den vaccine, der forhåbentlig kan gøre os i stand til atter at mødes med 80.000 andre musik- og festglade fjolser på en mark uden for Roskilde by, så kan det varmt anbefales at bruge ventetiden på at læse De sidste drømmere.

Forrige anmeldelse
« Clouds and Bombs «
Næste anmeldelse
» Begyndelsen af nær - messiansk... »