Verden er stor og mangfoldig. Det er en kliché, men som så mange klichéer, så er det en forkortet version af noget rigtigt, noget sandt. Vi kan dog ikke hele tiden forholde os til mangfoldigheden og alle nuancerne, så vi filtrerer kraftigt i det, vi ved og kan vide om verden. Vi koncentrerer os om det, der er brugbart og anvendeligt her og nu - eller i den nærmeste fremtid.

Med digitale mediers brug af algoritmer bliver filtreringen automatiseret og foregår uden, at vi - eller vores kognitive apparat - er involveret. Sådan har det ganske viste altid været. Der er nogen eller noget, der filtrerer vores informationer om verden. Eksempelvis har nyhedsmedier i flere hundrede år været sådan et filter, men også skoler, biblioteker og andre offentlige instanser har filtreret vores adgang til indsigt i verden. Verden er kun tilgængelig som stykker af informationer, vi kan sammenholde med andre stykker af informationer.

Hvad sker der, når filtreringen foregår digitalt og dermed langt mindre synligt, end det tidligere har været tilfældet? Og i forlængelse af dette, hvad sker der når filtreringen sker ud fra den enkeltes mere eller mindre individuelle valg, som det sker med eksempelvis Facebooks nyhedsfeed og de reklamer, man støder på, når man tilgår forskellige sider på nettet?

Spørgsmålet bliver, om vi kommer til at leve i en filterboble - altså i en verden, hvor vi kun har adgang til bestemte informationer bestemt af tidligere valg, vi har foretaget? På en sådan måde, vil der være mange stykker af verden, vi helt er afskåret fra. Det er en af kernerne i Vincent F. Hendricks bog Vend verden med den meget sigende undertitel: Genvind autonomien i en digital tidsalder.

Den dobbelte titel peger på nogle vigtige områder for det moderne menneske. Hvordan kan vi forholde os til verden, så vi kan være med til at præge den i den retning, vi ønsker - altså vende verden til det bedre? Og tilsvarende: hvordan kan vi gøre det ud fra vores selvstændige og myndige ageren i verden? Hvor vi altså ikke er forført eller indskrænket i vores ad- og tilgang til verden, hvilket kunne være konsekvensen, hvis vores adgang til information udelukkende bekræfter det, vi i forvejen mener at vide og tror på. Altså uden den nuancering og mangfoldighed, verden i virkeligheden er.

Det myndige individ stammer idehistorisk fra oplysningstiden, i hvert fald i den betydning vi diskuterer det hér. Det er spidsformuleret hos Kant, der i et indlæg i en avis i 1784 med titlen: Svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning bestemmer myndighed som modet til at betjene sig af sin egen forstand uden andens ledelse. I stedet for at følge kirke og standsbestemte dogmer skulle den enkelte via sin fornuft blive i stand til selv at tage stilling både i holdnings- og vidensmæssige spørgsmål. Fornuften giver adgang til evige lovmæssigheder på videnskabens og det sociale livs (moralens) område.

“Det myndige menneske er det oplyste og reflekterende menneske, der stoler på egen dømmekraft og tør handle derefter. Selvom vi kan synes, at vores selvstændige beslutningsdygtighed og myndighed er intakt, så bringer techtidsalderen såvel tanke- som adfærdsmodificerende opfindsomhed med sig, der udfordrer alt fra autonomi til demokrati.” (s.16)

Myndigheden og demokratiet er udfordret, hævder Hendricks, og det har han da ret i.

For at demonstrere sin pointe inddrager han blandt andet eksempler med ‘flertalsmisforståelser’, hvor folk handler ud fra, hvad de mener de fleste andre i lignende tilfælde ville gøre. Unge mennesker tror, at de fleste andre unge synes, det er fedt at drikke sig i hegnet og ryge, og så gør de det også selv. Og ikke mindst signalerer de, at det er en adfærd de selv billiger og lever efter. På den måde, som Hendricks siger, kan der etableres en norm, som de fleste faktisk er imod. De unge har i eksemplet være ledet af noget andet end deres egen moral og forstand; nemlig det fejlagtige moralske dogme, de har udledt af den fejlagtige opfattelse af, hvad flertallet finder ønskeligt.

Dette er et godt eksempel på manglende autonomi.

Eksemplet viser noget, der sker i mange sammenhænge, fordi (de fleste) mennesker hele tiden er orienteret efter andre menneskers anerkendelse. Spørgsmålet er måske, om det giver mening helt generelt at spørge til autonomi i den betydning, Kant fremstiller det? Hos Kant hænger autonomien sammen med en universel fornuft, men kan man stadig henvise til en universel fornuft som regulativ for, hvad man med fornuften kan indse? Dette spørgsmål tager Hendricks desværre ikke op. Han lader lidt som om, det er helt uproblematisk at henvise til autonomi og myndighed ud fra Kants forestilling. Han diskuterer heller ikke i nogen nævneværdig grad, om autonomien til andre tider også har været sat under pres. Han hævder, at det er ‘techtidsalderen’, der udfordrer autonomien, selvom man kunne hævde, at Freud og senere socialpsykologien for ikke at nævne filosofien har demonstreret andre udfordringer for den.

Hendricks kigger i stedet på andre forhold, der bekræfter ideen om underminering den enkeltes autonomi. Eksempelvis jagten på ‘likes’ eller andre markører af opmærksomhed. Vi har en ‘opmærksomhedsøkonomi’, der betyder, at vi fjernes fra det virkelige og hengiver os til den uendelige informationsstrøm for at få den bekræftelse, som vi higer efter - vi fungerer efter en kasinologik, hvor vi hele tiden må vente på et udfald, der giver os en belønning. Vi bliver fastholdt af de sociale medier, fordi vi lige skal have den næste belønning, de kan give, men vi ved ikke, hvornår den bliver udløst, derfor må vi blive hængende.

I denne sammenhæng trækker Hendricks på Skinners forsøg med rotter. Forsøgene viste, at man kan få rotter til at trykke på en knap i en uendelighed, hvis trykket ikke altid udløste en belønning. På den måde kunne man fastholde rotten i noget, der ligner en tvangsmæssig handlen. Noget tilsvarende sker, når man på sociale medier bliver hængende, fordi der jo kan ske noget spændende - noget rart. FOMO – ’fear of missing out’ - kalder man også dette fænomen.

Det er fint, at Hendricks trækker denne forestilling om mediemæssig adfærd frem, men han går desværre ikke ind i en dybere diskussion af forskellige perspektiver af brug af sociale medier. I stedet trækker han analogien til Skinners forsøg med rotter helt frem som om, det er sandheden om sociale medier og deres brug. Her er forklaringen på en bestemt adfærd, som er det modsatte af autonomi og truer demokratiet, fordi vi ikke er nysgerrige på andre perspektiver - som Hendricks altså heller ikke selv er det.

Vend verden er skrevet som “et medley over dele af et virke i filosofi, videnskab og lidt hverdag” og er henvendt til Hendricks nu voksne søn. Desværre lever bogen ikke rigtig op til det filosofiske og videnskabelige, men nok til det hverdagslige, hvor den bekymrede forældre kan se nogle udfordringer for den opvoksende generation. Den er mest af alt et symptom på sin egen tidsdiagnose.

Som jeg har forsøgt at vise i tilfældet mellem autonomi og sociale medier anvender Hendricks en løs analogi til Skinners rotteforsøg og menneskers ageren ift. sociale medier. Han inddrager ikke viden, der ikke bekræfter hans egen antagelse, selvom netop nysgerrighed i forhold til andre typer af viden, end det man selv tror på, er en del af kravet om dydighed, han andre steder i bogen taler for.

Hendricks anvender også retoriske virkemidler, der underminerer hans forestillinger om redelighed, og han anvender rammesætninger og vinklinger, der netop placerer ham i en bestemt dogma - altså en ikke åben, diskuterende tilgang til fænomener. Eksempelvis skriver han i diskussion om fake news: “Det Hvide Hus’ daværende pressesekretær, Sean Spicer (der for nylig var med i den amerikanske version af Vild med Dans), hævdede…” Det er svært at læse dette som andet end en ganske særlig positionering af Spicer, som virker diskvalificerende på hendes udsagn. Sådan er det ikke nødvendigvis, fordi Hendricks og læseren ikke har en fælles viden, der gør, at man kan bestemme betydningen af ‘Vild med dans’. Begrebet ‘fællesviden’ er rigtig godt og et af bogens virkeligt fine bidrag til at forstå, hvordan man kan diskutere med hinanden om verden - og hvordan man kan undgå et indskrænket syn på andre(s perspektiver). ‘Fællesviden’ henviser til, at der er så meget i vores sprog, der er underforstået og kontekstuelt bestemt, at det kræver en fælles referenceramme virkeligt at forstå hinanden. Eksempelvis har studerende kaldt Hendricks for ‘negeren’. Men netop fordi der eksisterede en fællesviden i det miljø, hvor Hendricks underviste, så forstår han og de studerende, at der er tale om et kælenavn (ikke et øgenavn), der indeholder respekt, tillid og anerkendelse.

Bogen er som sagt skrevet til sønnen som opfordrer ham til at leve op til nogle dyder: hårdt arbejde, vedholdenhed, nysgerrighed og mod til at vide, men henvendelsesformen mærker man faktisk ikke meget til. Bogen er sammenklippet af andre af Hendricks udgivelser, og det med sønnen virker mest som noget, der skal fungere som markedsføring.

Der er anlagt rigtig mange gode intentioner i bogen med håb om, at ungdommen vil ‘vende verden’ og udvikle sig som myndige individer. Her er det den fornuftige og åbne forældre, der taler. Til gengæld svigter bogen ved at lade som om, den også forholder sig videnskabeligt til nogle diskussioner, hvor relevant viden og forskning ikke trækkes ind. Bogen lider af at være styret af et dogme om informationsstrømme, bobleeffekter og opmærksomhedsøkonomi, der ikke bevæger sig ud af sit eget ekkokammer. Hendricks plukker kun de kirsebær, der passer ind i et fast narrativ. Der er for ofte tale om for simple forklaringer på komplekse problemstillinger, hvor tingene ikke nødvendigvis går op - og hvor forholdene ikke lader sig forstå med enkeltfaktorforklaringer eller analogislutninger fra kasinoer og rotteforsøg.