Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Beat / Dan Turèll / 232 sider
Spring . ISBN 9788793358676
Anmeldt 7/10 2019, 16:58 af Torben Rølmer Bille

Anmeldelse af anmeldelser


Anmeldelse af anmeldelser

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selvom overskriften er en anelse misvisende, så er Beat stadig en bog, der primært består af anmeldelser. Nærmere bestemt anmeldelser af rockmusik og forskellige koncerter, som anmelderen har oplevet i perioden 1969 til 1979. Selvom man måske kunne antage, at musikessays og anmeldelser, der i enkelte tilfælde er næsten 50 år gamle, næppe kunne være interessant, så glemmer man, at Dan Turèll er skribenten.

Nu kan der sidde enkelte læsere af Kulturkapellet, der allerede har opbygget en fordom for, at når Kapellets udsendte anmelder sådan en bog, så vil han som udgangspunkt sige, at det er ”genialt” og ”fantastisk”, idet det netop er Turèll, der står bag. Det kendes muligvis også som ”dansklærerbegejstringen”, altså at nogle tekster ophøjes til nærmest hellig status, blot fordi det er en velkendt forfatter der står bag, men sådan er det ikke hér. Det forbliver en fordom, for selv om Beat bestemt er yderst læsværdig, interessant, giver et fint rock-tidsbillede og ikke mindst giver et indblik i Dan Turèlls måde at arbejde som anmelder på, så ér og bliver det også en niche-udgivelse. Vil man have Turèll for fuld skrue, så bør man måske se sig om efter andre værker.

Er man til gengæld fan af såvel manden med de sortlakerede negle og af klassisk rock, så er det en lille udgivelse, der bliver rigtigt spændende at læse. Foruden de mange anmeldelser af såvel klassiske albums som nogle mere obskure af slagsen, så inkluderer bogen også et par interviews (eksempelvis et vellykket et med Jerry Garcia (fra The Grateful Dead) og et nærmest katastrofalt gonzo-interview med Lou Reed) og en nekrolog over Elvis Presley. Dertil kommer en række indslag, hvor onkel Danny forsøger at lave status over musikåret, som går på held. Alt sammen præsenteret i den legende skrivestil, som Turèll besad.

Selvom man måske godt kunne forestille sig, at det ville være svært at identificere skribenten ud fra en løsreven anmeldelse, så er man heller ikke i tvivl om, at Dan Turèll er forfatteren til disse rockfragmenter. Dan skrev, som han talte, ofte i en blanding af engelsk og dansk, og var heller ej bleg for undervejs at oversætte sangtekster på engelsk til mere mundret dansk. Charmen eller skrivekunnen fejler bestemt ikke noget.

Interessant er det også, som Lars Movin antyder i sit forord, at det er, som om halvfjerdserne viser sit grimme ansigt undervejs. Man kan godt mærke, at Dan mister pusten, da man når mod årtiets afslutning, i al fald i forhold til hvordan han ser musikken udvikle sig i en mere og mere nihilistisk og mærkværdig rodløs retning. Uden at spoile noget, så slutter samlingen af tekster med de første kvæk af den spirende punkbevægelse og en længere anmeldelse af Iggy Pops gennembrudsplade Lust for Life.

I det hele taget bliver man også mindet om, hvor forskelligt og bredt et musikalsk et årti halvfjerdserne var, selv når man begrænser sig til at fokusere på den rytmiske musik. Der anmeldes også mangt og meget fra bands, vi stadig husker navnet på i dag, fra Jefferson Airplane og Beatles til mere obskure bands som The Fugs eller danske Blue Sun. For den nysgerrige bliver Beat derfor som nøglen til et potentielt skatkammer af dejlig musik, fra før far var ung. Rent personligt fik undertegnede øjnene op for filmen More med soundtrack af Pink Floyd – en film, der i den grad var røget under radaren.

Beat er på den måde en bog, der giver læseren en umiddelbar oplevelse af, hvad forfatteren holdt af og ikke brød sig om. Kan man regne med Dan (og dét kan man), så er det derfor interessant at (gen)besøge meget af den musik, som begejstrede Hr. Turèll back in the day. Man bliver ganske enkelt grebet af den begejstring, som han formår at putte meget præcise ord på.

Tag nu eksempelvis det følgende som han skriver om den purunge Bruce Springsteen; ”[…] mens man hører Springsteen og virkelig prøver at digge ham (og jeg har prøvet nogen gange), kommer man pludselig i tanke om alt muligt andet man har mere lyst til, en masse ellers ligegyldige ting, der skal ordnes, folk man forresten kunne tænke sig at ringe til, en masse andre plader man egentlig godt ville høre… Det er som om Springsteen ikke går igennem, til trods for alle bestræbelser og al energi. Som om der lige mangler dét, dét der får én til at spidse øren, dét der får musikken til at trænge ind i kroppen og benene. Og jeg gider ærligt talt ikke at prøve mere, hvem ville gide dét?” (s. 126). Personligt kunne redaktøren ikke være mere enig, Springsteen er i undertegnedes optik endog meget svær af ’digge’! Det skal i al retfærdighed nævnes, at Turèll dog skriver med større entusiasme om denimrockeren senere i bogen.

En af de største udfordringer, der kan være i forhold til anmelderi, er i øvrigt at forsøge at omsætte noget så kropsligt umiddelbart som musik til ord. Selvsagt kan man gengive teksterne, men hvad med musikken, rytmen, klangfladerne? Det formår Dan. Hans sprog er både rytmisk, smidigt og forfalder sjældent til klicheer. Manden leverer endda så fin og smuk en anmeldelse af en koncert med Johnny Cash i New York (s. 188-192), at Kapellets gamle redaktør faktisk lige ved selv at begynde at græde. Se, dét er sgu’ noget af en bedrift!

Så er du selv vild med musik, eller med onkel Danny, og har du lyst til at se tilbage på en periode i rockhistorien, der både var interessant og stagnerende, så er Beat højst anbefalelsesværdig. Lad os dog afrunde denne tekst med Dan Turèlls egen anbefaling, der synes at gå lidt imod bogens formål; ”Læser, bliv aldrig anmelder. Læser, hold op med at læse. Og lyt!” (p.123).

829
Forrige anmeldelse
« GETAWAY «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser