Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




John Kørner / Marie Nipper, Max Andrews, Oliver Basciano, mf.l. / 280 sider
Roulette Russe. ISBN 9788799752188
Anmeldt 20/8 2019, 11:38 af Torben Rølmer Bille

Indsigtsfuld smuk


Indsigtsfuld smuk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forlaget Roulette Russe har mange kugler i kammeret, for de har specialiseret sig i at udgive virkeligt lækre bøger, der alle har den fællesnævner, at de fokuserer på nye, interessante, primært danske kunstnere og deres værker. Selv om det ofte kan være en ret så flad oplevelse at kaste sig over kunstbøger i stedet for at se værkerne, der beskrives, ’live’, så er det lykkedes folkene bag John Kørner at skabe en monografi, der giver et virkeligt godt indtryk af såvel kunstneren som hans værker, hvad enten det er malerierne, skulpturerne eller de udstillinger, de har været en del af.

Når man, som anmelder, holder af at læse om kunst, så kan det indimellem være frustrerende at læse tekster, der består af tørre, akademiske udlægninger af værkernes betydning og indhold. Dette sker ofte, når kunstneren, der skrives om, er død, for så er der nemlig ingen grænser for, hvad der kan læses ind i (og overfortolkes ved) værkerne. Fordelen ved at udgive en bog om en sprællevende kunstner, er at han selv kan få mulighed for at fortælle om sine tanker omkring sine egne værker, og det er netop det, der sker, i den første af fire tekster i bogen. Her interviewes kunstneren af Marie Nipper.

I det ganske lange, omfattende interview kan læseren få indsigt i netop de processer, der er gået forud for enkeltværker, serier af billeder eller hele udstillinger – og det er både interessant og rigtigt fint formidlet. Passagerne med interviews er selvsagt krydret med en masse virkelig flotte reproduktioner og fotos fra de udstillinger, som diskuteres, og man kommer ud af dette interview med en fornyet indsigt i de tanker, som kunstneren har gjort sig i forhold til skaberværket. Kørner hører tydeligvis til de kunstnere, der ikke er bange for at fortælle, hvad hensigten med værkerne har været. Det er befriende uprætentiøst og ret så spændende læsning for alle dem, der, som undertegnede, er fascineret af manden bag kunsten.

Ud over dette lange interview er der en ganske morsom og også indsigtsfuld tekst af Oliver Basciano samt en lidt mere seriøs tekst skrevet af Max Andrews. Begge skribenter giver deres blik på Kørners produktion, og sjovt nok kommer de frem til mange af de samme pointer, som indledningsvist blev præsenteret af kunstneren selv i Nippers interview. Det kunne hænge sammen med, at begge skribenter har haft konkret kontakt og erfaring med kunstneren, så derfor kommer det ikke som en kæmpeoverraskelse, at begge bl.a. fokuserer på termen ”problemer”, som på flere niveauer spiller en rolle i Kørners kunstneriske virke.

Heldigvis er der ikke alt for mange indholdsmæssige gentagelser undervejs, og som en fin feature er de tre tekster gengivet side om side på henholdsvis dansk og engelsk, hvilket gør, at bogen har international appel. Det er også muligt fra forlaget at få fat i en lilla version af bogen, der udelukkende er på engelsk , men da de to bøger koster det samme, så kan man jo lige så godt anskaffe sig den danske, med mindre man da hører til de galninge, der indretter hjemmets bogreoler efter farve, og derfor foretrækker lilla frem for grøn.

Monografien om John Kørner er en af de flotteste kunstbøger på det danske marked. Selvsagt afhænger denne bedømmelse også af, hvorvidt man holder af mandens ganske unikke stil, men både layout og ikke mindst bogens finish, der byder på en blanding af glittede sider til fotografier og almindeligt, lækkert, tykt papir til reproduktionerne af malerierne, er ustyrligt lækkert. Det er ganske enkelt en bog, der er rar at have i hænderne, og så vil dens minimalistiske design med de gule, ægformede ”problemer” på grøn baggrund være utrolig præsentabel på ens stuebord. Ja, man kunne ligefrem (med et blik i øjet) påstå, at der er øjeblikkelig forøgelse af hjemmets kulturelle kapital, hvis man vælger at have denne bog liggende synligt fremme.

Så har du, ganske som undertegnede, savnet et samlet overblik og ikke mindst et indblik i Kørners oeuvre, så er der ingen vej udenom denne labre udgivelse. Kapellet har været sløve i optrækket, for bogen udkom allerede i starten af 2018, men heldigvis er der noget tidløst over både bogen og mandens kunst, så selv om bogen i skrivende stund har halvandet år på bagen, så er den stadigvæk lige så interessant, som den dag den kom fra trykken. Bogen er af samme grund et must for alle, der holder af Kørner og hans kunst.

822
Forrige anmeldelse
« Tværmedial Kommunikation «
Næste anmeldelse
» Os og dem. Identitetspolitiske ... »