Den tidligere regering hævdede, at Danmark er et kristent land. Nogle udlagde det sådan, at Danmark er kristent, fordi kristendommen kulturhistorisk indiskutabelt har spillet en afgørende rolle i over tusind år.

Andre udlagde det sådan, at Danmark er kristent, hvilket umuliggør et harmonisk forhold med en større gruppe indvandrere med muslimsk baggrund. Ingen hævdede dog det mere snævre, at Danmark er et troende land: Altså, at ”Danmark er et kristent land” er lig med ”danskere tror på Gud”.

I bogen Er Europa kristent? går den anerkendte franske forsker og forfatter, Olivier Roy, ind i debatten, naturligvis ud fra et bredere europæisk perspektiv. Roys engagement skyldes, at højrefløjens populister og de identitære påberåber sig kristendommen som et afgørende kendetegn ved Europa, og argumenterer således for, at islam ingen naturlig plads har på kontinentet. Men hvad betyder deres ”kristne identitet” mere præcist?

Roy er kritisk, for sekulariseringen har sat sit tydelige spor i Europa. De færreste mennesker tror på de kristne dogmer, og i Nordeuropa ser man endda ofte kirken omfavne sekulariseringen. I det katolske øst og syd er situationen mere kompliceret, fordi katolsk teologi traditionelt stiller sig anderledes i samfundsspørgsmål end protestantiske kirker. Men udviklingen har alligevel været uundgåelig: Også de katolske ledere, særligt paverne, har måttet indse, at Europa ikke længere holder fast ved den kristne tro – det ses fx i konkrete retssager og lovbestemmelser, hvor kristen etik bliver underkendt (fx homovielser, abort, ægteskabslovgivning, osv.). Derfor afviser paverne igen og igen, at Europa skulle være kristent. Det giver ifølge Roy den mærkelige situation, at de troende kristne ikke vil kalde Europa for kristent, mens politisk engagerede personer på højrefløjen gerne vil.

Roy uddyber, at for den politiske højrefløj er kristendommen svagt defineret, og de er reelt gennem-sekulariserede. Det betyder, at kirken ikke skal tildeles nogen realpolitisk indflydelse, men blot være en fernis over kulturen, der holder islam for døren. Bevar bygningerne, smid dogmerne og etikken på porten!

Roys bidrag er en analyse, og som sådan er den stærk og overbevisende. Det er ikke gennemskueligt, hvor Roy selv vil lægge sit snit, men det er også mindre afgørende. Væsentligst er det, at han via læsningerne af pavelige encyklikaer kan spore udviklingen i den katolske, politiske teologi og sætte den i relation til den generelle udvikling i vesten. Samtidig demonstrerer han stort overblik over europæisk samfunds- og idéhistorie, ligesom han kender – særligt katolsk – teologi bedre, end mange andre samfundskommentatorer gør det.

Man kan samle Roys argument med et citat: ”Hvis kristendommens område er blevet reduceret, skyldes det således, at bortset fra samfundets stærke tendens til sekularisering betyder viljen til at begrænse islams plads, at man reducerer det religiøse område generelt, mens viljen til at fremme en kristen identitet for at dæmme op for islam sideløbende fører til, at man forstærker sekulariseringen af kristendommen.” (185-186)

Bogen er velskrevet, ergo: godt oversat, og informationsmættet. Det er en kort, kompakt bog, der leverer sit argument uden dikkedarer. Stilistisk er det frustrerende, at der står så meget tekst i parenteser (det forstyrrer virkelig læsningen!), men det ændrer ikke ved den generelle dom: Vi har fået en fremragende bog, der samler mange analyser og giver et overskueligt vue over kristendommens aktuelle politiske status i Europa.