Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




P.H.s Dragebog – for børn fra 8-128 år / Poul Henningsen / 60 sider
Rosinante. ISBN 9788763860406
Anmeldt 3/5 2019, 12:52 af Torben Rølmer Bille

Dragende gensyn


Dragende gensyn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er bøger, som forefindes i stort set alle danske hjem. I al fald forefindes de i de hjem, hvor bøger er velkomne. Mange ejer eksempelvis en version af Frøken Jensens kogebog, en samling af H.C. Andersens eventyr, God mad let at lave, Emma Gads til stadighed mere aktuelle Takt og tone, for nu blot at nævne et par af klassikerne. Til disse bøger hører også Poul Henningsens lille blå bog om dragebygning, der her i foråret 2019 er blevet genoptrykt af forlaget Rosinante.

Det er meget muligt, at de fleste børn og voksne i 2019 bare kan tage deres Tesla ned til den lokale hobbybutik og der, for klingende mønt, anskaffe sig en fin drage blandt et større udvalg af forskellige modeller. Man vælger muligvis en af de lidt dyrere med kulfiberstænger og kulørt, hårdfør nylon, der kun kræver et par hurtige bøj og drej, før den er flyveklar.

Omvendt er glæden faktisk en hel del større, hvis man har valgt gør-det-selv-vejen (som heldigvis også er øget i popularitet i de senere år) og selv kaster sig ud i at bygge en drage fra bunden. Enten fordi man selv er glad for at flyve med drage, eller fordi man har nogle friske børn, der også har godt af at lære, hvordan man, med fortrinsvis enkle midler kan forvandle bambusstænger, lærred, fiskesnøre og søm til objekter der er i stand til at flyve højt under himlen.

Det skal siges, at ift. til at anmelde P.H.s fine dragebog, så har denne kapellan ikke konkret kastet sig ud i at bygge modellerne, der er anvisninger til, men til gengæld erindrer han med stor glæde, hvordan bogen blev hentet hjem fra barndomsbyens lokale folkebibliotek, hvorefter flere af bogens modeller blev lavet til drager, konstrueret i faderens værksted (med assistance fra værkstedets ejermand, når der var noget, der virkelig drillede).

P.H.s Dragebog er en som sagt en genudgivelse, men en der virkelig har respekt for den oprindelige bog. Der er hverken pillet ved skrifttyper, instruktionstegninger eller for den sags skyld omslaget (der dog er lidt forskellie fra førsteudgaven). Bogen er nemlig et faksimile-genoptryk af originalen, der udkom første gang i 1955, og som er udkommet mange gange senere, nu senest her i 2019. Bogen byder desuden på tre grundlæggende dragekonstruktioner samt information om både varianter af disse og andre typer af drager, der dog ikke er givet konkret byggevejledning til.

Man kan frygte, at denne fine og instruktive lille bog bliver en som folk giver hinanden som en form for design-venindegave, når de kommer på besøg, og som derfor blot bliver en bog der vil stå til pynt i reolen og udstråle social kapital. Som en slags litterær tilføjelse til hjemmets PH-lampe. Det vil dog være en skam, for selv om man ikke tror, man har lyst til at bygge og flyve med drage, så får man det hurtigt, når man begynder at læse i bogen. Selv om Poul Henningsen både var arkitekt, designer, samfundsrevser og meget andet, så var han også livet igennem et stort legebarn og ustyrlig begejstret over at både designe og flyve med drage. Prøv blot at billedgoogle ”Poul Henningsen + drage” og se hvad der sker. Hans begejstring er i den grad smittende.

Der er enkelte passager i bogen, som peger på, at den blev skrevet i en helt anden tid. Her tænker Kapellet på, at der med garanti er nogle, der kan finde på at brokke sig over stereotypiske bemærkninger som eksempelvis denne: ”Men det er nu godt at kunne sy både på maskine og i hånden, og man lærer respekt for pigernes dygtighed ved at øve sig i det. De er liså [sic.] fine teknikere og liså fikse på fingrene som vi andre. Det opdager man snart, når man ser dem sy eller arbejde i et køkken” (s. 29)

Andetsteds vil curlingforældre måske korse sig selv over nogle af P.H.s kreative ideer. Der skrives andetsteds: ”Kassedragen kan sagtens bære en lommelygte, som vender op mod sejlene. Det er smukt om aftenen og praktisk, når man skal sætte en drage op med fyrværkeri på. […] Men fyrværkeri er farligt at lege med. Det skal være en som har forstand på det og som bærer sig forsigtigt ad. På tegningen er vist en fyrværkeri-sol skudt ind på dragesnoren. Den må sidde på et stykke jerntråd, ellers brænder gnisterne snoren over og dragen flyver bort.” (s. 25-26) Det er virkeligt et godt råd, men det er i 2019 både ret svært at få fat i fyrværkerisole, eller for den sags skyld få tilladelse til at placere disse på hjemmebyggede drager.

Selv om noget af indholdet i P.H.s Dragebog måske ikke fungerer i dag eller har overskredet sidste salgsdato, så er der bestemt ikke noget galt med hverken instruktionerne i at bygge drager eller lære de mange knob og knuder, som er anvendelige i den forbindelse. Der er en grund til, at bogen er blevet en klassiker – og det ikke kun fordi det er Poul Henningsen, som er forfatteren.

Så få lidt lim på fingrene, få fat i nogle tonkinstokke (læs: bambuspinde), noget snor og et lærred, og så er det ellers bare om at komme i gang. For lige som P.H. nævner det, så er det virkeligt sjovt at flyve med drage, og lidt ekstra morsomt bliver det, hvis den drage, man får i luften, er en man selv har lavet helt fra bunden. Det eneste, man ikke kan lære af den informative bog, er, hvordan man sikrer lidt blæsevejr, når man er færdig med ens kreation.

815
Forrige anmeldelse
« Kunsten at være negativ «
Næste anmeldelse
» Stamceller – Kroppens superhe... »