Digitale værktøjer og medier spiller en stadig større rolle i den enkeltes hverdagsliv. Man læser mails, nyheder og artikler på ‘nettet’, man holder sig i kontakt med sin omgangskreds på sociale medier og man bestiller sine ferier gennem forskellige mash-up-sites eller direkte fra den enkelte ferie- eller rejseudbyder.

Selvom man også går ture i skoven, samles og spiller brætspil og møder op på arbejdspladsen i et fysisk rum, så foregår dette ofte i tæt samspil med et digitalt ‘overlay’. Gåturen trackes, så man kan se, hvor langt (og hvor), man har gået, aftalen om brætspil blev lavet med en messengerkæde og på arbejdet har man ikke siddet længe, inden den fysiske arbejdsplads blot bliver en ramme om det arbejdsliv, der foregår aktiviteter med digitale medier.

Også i uddannelsessektoren spiller digitale medier en stor og afgørende rolle. Man tilgår tekster og opgaver på nettet, man afleverer opgaver og får feedback i forskellige digitale systemer og man laver undersøgelser af det ene og det andet ved at klikke sig frem mellem forskellige kilder og resultater, andre har fundet ud af om samme emne.

Men når det kommer til det dybe og forpligtende samarbejde i læringsfællesskaber, hvordan ser det så ud med at anvende digitale værktøjer som portaler eller lignende? Det har Malene Bolding nu skrevet en bog om: Læring i digitale fællesskaber - Voksne og livslang læring. Bogen er en række systematiserede refleksioner ud fra forfatterens egne erfaringer med at undervise gennem og facilitere digitale fællesskaber med henblik på, at deltagerne skal kvalificere sig inden for et formelt uddannelsesområde.

Som erfaringsopsamling er det en ganske udmærket bog, som enhver, der selv skal arbejde med digitalt organiserede studiegrupper eller læringsfællesskaber kan bruge som inspiration. Bogen aspirerer dog ikke til at indgå i en akademisk sammenhæng. Til dette er bogen for tæt bundet til forfatterens egne erfaringer og en manglende inddragelse af den litteratur, der findes på området om læring i digitale fællesskaber, men det vender jeg tilbage til.

Fællesskaber og især læringsfællesskaber bliver i bogen set som “et mikrosamfund, der stiller sig til rådighed som et slags socio-laboratorium, hvor den lærende kan afprøve hypoteser og pilotteste aktioner og initiativer.” (s.48) Et læringsfællesskab kan, når det er velfungerende, være et sted for fælles refleksioner over såvel teoretiske problemstillinger, grundlagsdiskussioner og forskellige praksiserfaringer på en måde, så alle i fællesskabet udvikler sig og sine kompetencer. Kollektive refleksionsprocesser er i sig selv læringsfremmende og udvider såvel den samlede som den enkeltes forståelse af et givet fænomen. Et læringsfællesskab genererer læring, når de enkelte bidrager med, hvad de i hver især kan, ved, tror, forestiller sig og synes. I fællesskabet kan man også sætte fokus på, hvilke etiske værdier, der er på spil i en praksis eller teori, hvilket kan styrke det professionsetiske element hos deltagerne.

Digitale værktøjer, medier og ressourcer kan nu kombineres med det lærende fællesskab, hvilket kan bidrage til at forbedre læringsfællesskabet. Bolding opererer med det, hun kalder for ‘den teknologiske værktøjskasse’, og det er den, man kan applicere på læringsfællesskabet, så det bliver et ‘digitalt læringsfællesskab’. “I den teknologiske værktøjskasse er a.) multimodalitet, b.) feedback, c.) metakognition, d.) aktiv vidensskabelse, e.) differentieret læring, f.) løsrivelse fra tid og sted og g.) kollaborativ intelligens.” (s.58)

Dette fører frem til det, der er helt afgørende for digitale læringsfællesskaber, nemlig ‘samskabelse’ eller deltagerne fælles skabelse af. “Læring i digitale fællesskaber beror på at deltagerne indtager rollen som aktivt medskabende.” (s.66) Senere hedder det: “Det fælles skabende er et afgørende princip ved læring i digitale fællesskaber.” (s.80) Læring sker, fordi deltagerne skaber noget sammen. Det kan være fælles ressourcer, spørgsmålsbank, opgaver med fælles indsigter og bearbejdning af erfaringer.

Der er ingen tvivl om, som forfatteren også gør opmærksom på flere gange, at det at skabe noget sammen, er en god og effektiv strategi for den enkeltes og kollektivets læring. Der er heller ingen tvivl om, at det i læringsprocesser er vigtigt for de fleste, at der indgår sociale elementer ved siden af individuelle udviklinger af færdigheder og kompetencer.

Alligevel er der noget i beskrivelsen af digitale læringsfællesskaber som en kombination af fællesskaber og digitale værktøjer der synes at mangle. For det første kan man ikke tale om en mekanisk sammensætning. Måden at gøre noget på har en effekt for, hvad der gøres, og hvad der kommer ud af at gøre noget. Teknologi er ikke neutral i forhold til det, den bruges til eller på. Så der er en fundamental mangel på (inddragelse af) teknologiforståelse i bogens beskrivelsen af digitale læringsfællesskaber.

Det forekommer også underligt, når man kigger på beskrivelsen af, hvad ‘det digitale’ eller ‘teknologiske’ bidrager med. Listen af værktøjer omfatter: ‘feedback’, ‘metakognition’, ‘vidensskabelse’ og ‘differentieret læring’. Disse værktøjer er jo ikke ‘digitale’, men almene værktøjer i en didaktisk tilrettelæggelse af et undervisningsforløb. Det er muligt, at der med digitale medier kan udvikles nye former for eksempelvis feedback, men at placere ‘feedback’ - og selv peer-feedback - som et digitalt værktøj forekommer besynderligt.

Her mærker man måske fraværet af akademisk tilgang til hele emnet for bogen. Det virker ikke som om, forfatteren har læst sig ind i den viden, der findes på området for ‘digitale læringsfællesskaber’, som har været et omfattende område de sidste ca. 20 år. I bogen beskriver Bolding selv sin egen udviklingsproces, hvilket kan være interessant nok, men meget af det, hun har fundet frem til, er beskrevet mange andre steder, og forfatteren kunne med fordel have forholdt sig til dele af den litteratur, så hun kunne positionere sig i forhold til den.

Virtual Learning Environments og Personal/Professional Learning Networks er etablerede områder for studier, som i det mindste har klare berøringspunkter med bogens digitale læringsfællesskaber, ligesom The Community of Inquiry Framework virker oplagt at inddrage i fremstillingen.

Der er i det hele taget en række relevante områder, hvor jeg finder, at bogen leverer for lidt i forhold til at bidrage med ny eller mere klar viden. Det gælder også hele det læringsteoretiske udgangspunkt, hvor man (jeg?) kunne ønske mig, at feltet om social learning var blevet gjort klar i forhold til den måde, det anvendes på i bogen.

På området for læringsfællesskaber savner jeg også en inddragelse af den viden, der inden for det område allerede findes. Således har der de seneste fem år været et voldsomt fokus på Professionelle Lærings Fællesskaber, som også trækker på Etienne Wengers Community of Practice, hvilket også er en kilde for Bolding. Hvorfor inddrages noget af litteraturen på det område ikke i en kvalificering af begrebet om læringsfællesskaber?

En sidste anke, der skal nævnes, er at bogen er meget normativ i de fleste af sine beskrivelser, og der skelnes ikke mellem ‘er’ og ‘bør være’ i fremstillingen af digitale læringsfællesskaber. Så mange beskrivelser bliver ‘ideelle’ fremstillinger af, hvordan læringsfællesskaber kunne være. Når det eksempelvis hedder, at digitale læringsfællesskaber “beror på at deltagerne indtager rollen som aktivt medskabende”, så er det jo kun delvist korrekt. Man kan lære meget ved passiv tilstedeværelse, ligesom man kan lære noget uden at være aktiv - eller også er det meste af den undervisning, der foregår rundt omkring fuldstændig spildt. Så hvad Bolding fremstiller er ‘den gode og vellykkede læringsproces’, men ikke beskrivelse af, hvordan læring foregår.

Imod mine indvendinger kan man sige, at formålet med Boldings bog ikke er akademisk. Det er en beskrivelse af hendes egne erfaringer og en invitation til at tænke med, skrive videre på og inddrage i egen faciliterende praksis med digitale læringsfællesskaber. Som sådan kan bogen noget, blandt andet ved at komme med bud på nogle udmærkede designprincipper for udvikling af digitalt understøttede læringsfællesskaber.

Men man skal ikke gå til den, hvis man vil i dybden med digitalt understøttet undervisning og læreprocesser eller om læringsfællesskaber. Dertil vil bogen for lidt.