De, der kender redaktøren personligt, vil vide, at han siden barnsben har haft en forkærlighed for prutter. Det skal straks italesættes, at dette ikke handler om en fetich, eller betyder at undertegnede holder synderligt af den medfølgende lugt, men prutter har siden stenalderen altid været tæt forbundet med latter og underholdning. Selv den mest stivnakkede, seriøse forretningsmand har svært ved at holde masken, hvis han overværer nogen, der beder ham om at trække dem i fingeren, efterfulgt af lyden af en rumpetrompet. Platuglerne i Ørkenens Sønner har ligeledes, siden deres første show, konsekvent inkluderet prutter som en fast bestanddel.

Én ting er, at prutter kan være garant for plat, dyrisk morskab. Et andet aspekt er, at prutter faktisk også kan være genstand for ”seriøs” forskning. Hvad der startede som et forholdsvis uskyldigt spørgsmål om, hvorvidt kornsnogen prutter, ledte hurtigt til flere spørgsmål, der alle handlede om dyrefimser. Ved at benytte #doesitfart samlede bogens forfattere Dani Rabaiotti og Nick Caruso med hjælp fra deres biologiinteresserede kollegaer på internettet en masse informationer om en hel masse dyr og deres evner til at fjærte.

I starten var denne information udelukkende tilgængelig somen slags skema, men heldigvis valgte bogens forfattere at sammenfatte deres vigtige research i en morsom lille bog. Med hjælp fra illustrator Ethan Kocak føjede de en række fine tegninger af pruttende dyr og ikke mindst en letlæselig tekst til hvert af dyrene fra listen og samlede hele herligheden i en hyggelig lille bog med titlen Does it fart?, en bog der selvfølgelig på dansk er kommet til at hedde Kan den prutte?.

Bogen er selvsagt primært tænkt som et opslagsværk, der i tillæg til hjemmets øvrige bøger om dyr kan svare på det måske allervigtigste spørgsmål om det pågældende dyr, nemlig om det er i stand til at udlede vind. Ud over det åbenlyse svar om dyrets fjærteevne eller mangel på samme får man i brødteksten også ofte information om, hvad dyret lever af, hvor i verden det holder til, hvilken føde det lever af, hvordan dyrets tarmsystem er indrettet og ofte også vurderinger af, hvor voldsomt det pågældende dyrs prutter lugter.

Det skal i samme åndedrag siges, at bogen også sagtens kan læses fra cover til cover. Det er hurtigt gjort, og når man er færdig, er man blevet en hel del klogere på dyreprutter og kan således underholde imponerede gæster til ethvert cocktailparty med ens fornyede viden.

Man kan måske mene, at viden om dyreprutter virker som komplet overflødig information, men denne mening deles kun af de, der endnu ikke har læst bogen, og de, der som gamle får rynker, der beviser, at de ikke har smilet en eneste dag i deres liv.

Kapellets eneste anke mod bogen kan findes i afsnittet, der handler om Koalaen, for her forbigik forfatterne en i redaktørens øjne meget vigtig information. Som nævnt beskrives der, ofte i grusomme detaljer, hvorledes nogle af dyreprutterne lugter. Sagen er blot den, at koalaer som bekendt udelukkende lever af en bestemt type eukalyptus. Alle, der kender denne plante, vil vide, at den har en skarp, sødlig tandpastaagtig lugt, som faktisk er nærmest dejlig. Tænk bare på, hvor mange slags bolsjer og tyggegummi, der smager af netop eukalyptus. Bogen nævner dog ikke med et eneste ord, hvordan koalaens prutter lugter, for selv om de har været gennem pungdyrets anatomi, kunne der så ikke være en chance for, at disse faktisk ikke duftede særligt ubehageligt, men i stedet som mentol? Mysteriet bliver i al fald ikke opklaret hér – og hvor ellers burde sådan en information være tilgængelig end i en bog som Kan den prutte? ?

Denne lille mangel bør dog ikke ligge det samlede indtryk til last, for Kan den prutte? er en sjov lille bog, der både vil være god som gave (især til de førnævnte personer, som har det lidt stramt med ting, der er sjove), og som mange børn med garanti også vil kaste sig over. Faktisk blev bogen læst simultant af såvel denne anmelder som hans yngste søn, der ikke kunne vente til at faderen fik snøvlet sig færdig. Måske gentager dette sig ikke i alle familier, men monstro ikke der findes andre børn (og voksne) i kongeriget, der er mindst lige så nysgerrige på dyreprutter, som vi var?