Selv om det måske ikke er alle, der er enige, så er det indimellem godt at få et chok, så man vågner op fra den daglige døs. Den canadiske samfundsrevser Naomi Klein har i sin nye bog fokuseret netop på chokkets betydning for vor kultur, nærmere bestemt den økonomiske chokbehandling, som storkapitalen i årevis har påført en hel række lande overalt i verden. Når man læser Kleins seneste mursten, så forekommer det faktisk ækvivalent til at få hovedet dyppet i en balje med isvand.

Bogen er en glimrende og enormt grundig researcheret reportage fra de økonomiske frontlinjer, hvor de, der er i besiddelse af det tungeste og mest moderne skyts, er folkene fra den såkaldte Chicago-skole. Under ledelse af Milton Friedmans neokonservative ideer om det ultimative frie marked, viser Klein, hvordan medlemmerne fra denne skole har indtaget ledende poster i internationale monetære organisationer som eksempelvis Verdensbanken og den Internationale Monetære Fond.

Ud over dette faktum præsenterer Klein sin læser for en lang række cases, hvor folk fra Chicagoskolen har fungeret som rådgivere for en række ledende politiske figurer, fra militærstyret i Chile, som væltede Allende, til Polen, Kina og Rusland og en hel række andre lande i Latinamerika. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at i forbindelse med gennemgangen af Chile-eksemplet, så nævner Klein, at magthaverne, der nu var blevet fortalere for denne neorliberale kapitalismeform blandt mange andre restriktioner forbød gruppeeksaminer på læreanstalterne, da sådanne naturligvis var farlige for ”den individuelle frihed” (s. 124).

Fællestrækket for de reformer, som den neokonservative økonomiske politik førte med sig, har alle tilfælde været, at landene har oplevet store sociale omvæltninger i befolkningen. Skiftet fra en reguleret økonomi, hvor regeringer har sørget for at holde priserne nede eller oppe, til et helt frit marked har gjort enkelte (især vestlige investorer, finansmænd og deres banker) styrtende rige, mens den almindelige befolkning er blevet konfronteret med enorme prisstigninger på fødevarer, enorm arbejdsløshed, fattigdom og en konsekvent nedprioritering af sociale goder som skolevæsen, hospitalsdrift og så videre.

Det er måske chokerende nok i sig selv, men chokket rammer dybere end som så, for Klein søger også at vise, hvordan alle disse økonomiske reformer altid er blevet sat i sving, efter et gedigent chok til selve systemet, enden gennem en magtovertagelse, en naturkatastrofe, en krig eller lignende. Når katastrofer rammer et land, så er det en kærkommen mulighed for, at økonomerne kan få frit spil til at reformere de kuldsejlede og ofte forgældede nationale økonomier.

Et af bogens første kapitler handler om de kliniske forsøg med afhøringsmetoder og tortur, som CIA gennemførte i samarbejde med diverse psykologer og forskere fra starten af 50erne og frem. Klein dokumenterer de metodiske, systematiske og ubehagelige metoder til at nedbryde den personlige psyke. En af ideerne bag den systematiske nedbrydning af fanger var at få visket deres mentale tavle ren - så ren at man selv efterfølgende kunne skrive, hvad man ville på den. Forsøgene gav dog ikke helt de ønskede resultater, for det lykkedes aldrig forskerne at opnå dette mentale nulpunkt hos deres forsøgspersoner.

Denne systematiske nedbrydning af det menneskelige sind søger Klein så at overføre på de systematiske nedbrud i landes økonomier, som Friedman og Co. står som eksponenter for, og det er måske et af de største kritikpunkter ved den ellers glimrende bog. For selv om der da godt kan drages paralleller mellem ideen om at viske tavlerne rene, så er det altså meget forskellige tavler der er tale om. Det komplekse neurale netværk, der udgør hjernens forskellige dele kan, i mine øjne, næppe sammenlignes med et komplekst socioøkonomisk netværk – i hvert fald kan der drages tvivl om sammenligningen. For Klein synes ikke kun at benytte dette metaforisk.

En anden anke, som måske kan forekomme underlig, er, at Kleins bog er alt for grundig i bevisførelsen. Naturligvis kræver hendes blotlæggelse af den nærmest uoprettelige skade, Chicagoskolens tilhængere har påført verden, en bevisførelse, der stikker dybere end tre dubiøse fodnoter på 600 sider. Det er naturligvis desuden en god idé i at bevæge sig langsomt frem fra krise til krise, for at vise læseren, hvordan forskellige katastrofer – være det sig menneskeskabte eller naturlige – gang efter gang er blevet fulgt af økonomiske katastrofer, men når man er nået 300 sider hen i bogen, begynder argumentationsrækken altså at virke repetitativ og pointerne forudsigelige. Man må som læser indimellem tage nogle dybe indåndinger for at fortsætte læsningen.

Dermed ikke sagt at bogen er kedelig – for den er så godt skrevet, at også bløde humanister, der normalt går i baglås, når den årlige forskudsopgørelse skal udfyldes, kan være med. Det er både gribende og en velstruktureret og veldokumenteret bog, som plages af sin insisteren på at få alle detaljer med.

Heldigvis er Chokdoktrinen ikke kun et velrettet spark i mellemgulvet på de pengegriske neokonservatister. Den italesætter også det ord, som er blevet mere og mere sjældent nu om dage nemlig ”solidaritet”. Har vi ikke et fælles ansvar for at få verden og indbyggere til at fungere på lige fod med hverandre? Glædeligvis er bogen heller ikke kun fokuseret på sortsyn over for kapitalens dominans, idet Klein mod slutningen præsenterer også sin læser for tiltag, der synes at gå stik imod katastrofekapitalismens ellers så altoverskyggende kraft. Er tålmodigheden derfor til stede, så sørg endelig for at give Kleins nye bog en chance, for det er både tankevækkende, informativ og ikke mindst ganske chokerende læsning.