Den store katastrofe - Europa 1914-1933 / Ian Kershaw / 350 sider
Gads forlag. ISBN 978-87-12-05409-2
Anmeldt 24/4 2017, 17:00 af Hans Christian Davidsen
Europa gik i søvne
Europa gik i søvne
« Tilbage
Den britiske historiker Ian Kershaw udsendte i 2016 det store værk To Hell and Back om det 20. århundredes to storkrige, der i realiteten hænger sammen med hinanden. Hans engelsksprogede udgivelse belyser Europa i perioden fra 1914 frem til begyndelsen på den ny verdensorden i 1949.
Den store katastrofe - Europa 1914-1933 er titlen på den første halvdel af den danske oversættelse. Anden halvdel, Helvede tur-retur - Europa 1933-1949 udkommer i efteråret 2017.
Det giver måske nok mening at udsende den danske oversættelse i to dele, men jeg kunne nok have foretrukket at anmelde værket i ét eftersom Ian Kershaw - på linje med andre moderne historikere - lægger vægt på, at Anden Verdenskrig vanskeligt kan analyseres og beskrives uden at trække linjer tilbage til Første Verdenskrig. De to verdenskrige gik i realiteten over i hinanden.
Der ligger ikke afgørende selvstændig forskning bag værket Den store katastrofe - Europa 1914-1933. Ian Kershaw øser af andre historikeres forskning. Det lægger forfatteren heller ikke skjul på i indledningen til bogen. Det er til gengæld hans fortjeneste, at han med bogen holder overblikket, sorterer væsentligt fra uvæsentligt og sætter så klare prioriteter i formidlingen, at læseren får serveret afgørende pointer.
Det politiske aspekt er det centrale i Ian Kershaws fremstilling, der er kronologisk. Kershaw er tilhænger af den tyske økonom og sociolog Max Weber (1864-1920), hvis tese er, at historien har tre altafgørende drivkræfter: Økonomi, politisk dominans og kultur. De enkelte menneskelige aktører tillægger han kun den betydning, at de tilfældigvis udnyttede de konkrete omstændigheder til at gennemtrumfe deres handlinger. Det giver især mening i det bind, der følger efter, hvor Adolf Hitler naturligvis spiller en altafgørende rolle.
Drivkræfterne
Ifølge Ian Kershaw er der fire centrale drivkræfter bag den dybe krise, der var forudsætningen for Første Verdenskrig og det ustabile Europa, der fulgte efter i mellemkrigstiden:
• Tre kontinentaleuropæiske konglomeratstater var syge og på vej mod deres endeligt: Det russiske zarrige, dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn og Det osmanniske Rige. Disse tre multinationale staters sammenbrud nærede en forestilling om, at etnisk homogene nationalstater var svaret på de radikale omvæltninger, der indtraf op til, i og efter 1914.
• En dybtliggende krise i hele det kapitalistiske system med især gældskriser og stramme sparepolitikker, som bragte mange almindelige mennesker i alvorlig økonomisk nød og decideret fattigdom.
• En tilspidset klassekonflikt og sociale konflikter.
• Uforenelige krav om territorial revisionisme.
Ian Kershaws konklusion er, at alle stormagter havde et ansvar for udbruddet af Første Verdenskrig. Men der var et land, der havde et større ansvar end de øvrige, og det var ifølge den britiske historiker Tyskland.
Tyskland begik den fatale fejl at give Østrig-Ungarn næsten frie hænder efter de serbiske nationalisters mord på den østrigske tronfølger, Franz Ferdinand, i Sarajevo den 28. juni 1914.
Det østrigske kejserrige fik spillerum til at stille ublu krav til Serbien, krav, som Beograd umuligt kunne imødekomme. Dette i en situation, hvor Østrig-Ungarn i princippet var ude af funktion som levedygtig stat. Det trak serbernes allierede, Rusland, med ind i krigen - og senere Tyskland, Frankrig og Storbritannien.
På dette punkt er Ian Kershaws på linje med konsensus i den tyske historieforskning, men ikke helt på linje med dele af den angelsaksiske historieskrivning. Den skotske militærhistoriker Hew Strachan peger således mere entydigt på Østrig. Den amerikanske historiker Sean McMeekin peger på Rusland, mens australieren Christopher Clark - med base i Cambridge - taler om »søvngængerne«. I sin bog Sleepwalkers fra 2012 peger Christopher Clark nok på Serbien som en væsentlig årsag til krigen, men tilføjer samtidig, at alle andre store magter i Europa styrede mod krigen og slog rationaliteten fra. De gjorde intet for at undgå krigen - tværtimod.
Første Verdenskrig var ikke uafvendelig, og forsøgene på at gøre Tyskland til eneansvarlig holder han op imod det ansvar, som han mener lå i Paris, London, Wien og Sankt Petersborg. »Søvngængerne« fandtes i hele Europa.
Demokrati i vinderlandene
Hvad mellemkrigstiden angår, påviser Ian Kershaw, at demokratiet fik fodfæste i de lande, der fra 1914 til 1981 formåede at holde sig neutrale samt i vinderlandene. I alle taberlandene voksede diktaturer frem. En undtagelse var Italien, som måske nok kan henregnes til vindere i Versailles, men som ikke følte sig om sådan, fordi landet - når man ser bort fra det lille landområde Sydtyrol ikke fik opfyldt de territorialkrav, landet havde fremsat.
Ian Kershaw har tidligere fået oversat flere ganske suveræne fremstillinger om det 20. århundredes ødelæggende verdenskrige til dansk. Hans mammutværk Slutspil om, hvorfor Nazityskland vedblev med en hårdnakket og selvdestruktiv modstand i Anden Verdenskrigs sidste måneder, kan varmt anbefales.
Den store katastrofe - Europa 1914-1933 er på samme høje niveau både i fagligt indhold og fremstillingsform og kan anbefales til såvel lærd som lægmand.
