Det er noget mærkeligt noget, det med kristendom og samfund. De færreste danskere er i tvivl om, at vi er påvirket af kristne værdier på et meget grundlæggende niveau. Alligevel hævder mange, at vores nuværende samfund er blevet konstitueret i kontrast til kristendommen, hvis ikke i ligefrem konflikt. Èn af de heftigste diskussioner er, om kristendommen har været en forudsætning for formuleringen af fundamentale rettigheder – såsom frihed til enkelte, ligestilling mellem køn og samfundsgrupper, ytringsfrihed, osv.

Nogle debattører påstår, at man ikke kan adskille kristendom og dansk kultur. De er så sammenfiltrerede, at man ikke kan være rigtig dansk uden at være kristen. Andre meningsdannere hævder det stik modsatte: at dansk kultur er skabt i dyb konflikt med kristendommen, og vi derfor reelt ikke kan hævde danskerne som ’kristne’. En repræsentant for første syn er jo Søren Krarup, en ditto for det andet er Rune Lykkeberg.

I Jørn Henrik Petersens nye og fremragende bog Fra Luther til konkurrencestaten er én af pointerne, at begge parter har ret. Kristendommen i dens lutherske variant har haft indflydelse på alle dele af vores samfund, men meget af de sidste to hundrede års udvikling har gjort, at indflydelsen er blevet latent og derfor kan påstås at være reelt fraværende. Svaret er derfor et både-og. Med Petersens ord kan det lyde sådan:
”Det udelukker dog ikke, at der i den samme proces sker en kulturel transponering, så værdier, der hidtil har været rodfæstet i troen, fremdeles spiller en central rolle i en civilreligion, der nedtoner det religiøse element, men antager dele af de trosbaserede tanker i en form for samfundsmæssig etik, der er indfældet i kulturen” (s. 215).

Bogen sporer en virkningshistorie. Martin Luther blev den mest centrale skikkelse i den kirkelige reformation i 1500-tallet, men selvom hans indsats primært var teologisk, så fik han også massiv samfundspolitisk indflydelse. Trådene fra hans skrifter følger Petersen helt op til nutidens diskussioner om konkurrencestatens sakralisering af arbejdet – en sakralisering Luther ellers havde gjort på med.

Bogens første to kapitler er en slags optakt, hvor kapitel et beskriver fattigdom og fattigdomsforsørgelse på reformationstiden. Tanken i middelalderen var, at fattigdom var en selvvalgt fattigdom, hvor den fattige – fx munken – indgik i en bestemt rolle i det civile liv. Det var en sakral fattigdomsopfattelse, hvor den fattige, på trods af den ugunstige situation, blev set som et billede på Kristus selv (s. 23).

Kapitel to beskriver den efterhånden glemte humanist fra middelalderen, Juan Luis Vives, som var Luthers samtidige. Petersen bruger en del spalteplads på at vise det originale og attråværdige i Vives’ virke. Modsat Luthers teologiske dispositioner anlagde Vives et dydens perspektiv. Fattigdom skulle bekæmpes af frivillighed, af forbarmelse over den svage. Hans værk De Subventione Pauperum læses indgående, og Vives’ vægtlægning på altruisme og en stærk øvrighed trækkes frem (en interessant dobbelthed). Det er givende læsning og viser den simple pointe, at Luther ikke opfandt den dybe tallerken, men knyttede til ved og udviklede på allerede eksisterende tanker.

Kapitel tre udgør det lange hovedkapitel, hvori Luthers socialetik beskrives. Petersen slår emfatisk fast: ”Den reformatoriske teologi havde klare politiske konsekvenser” (s. 56). Det er ikke alle, der er enige i det, men efter mine bedste begreber lykkes det Petersen at underbygge sit standpunkt overbevisende.

En central del af Luthers politiske teologi udfoldes i ”toregimentelæren”, altså læren om, at Gud styrer verden igennem et åndeligt (kirken) og et verdsligt (staten) regimente. De to regimenter er totalt adskilte og må ikke tilrane sig magt på hverandres områder, men det er mere komplekst end som så, hvilket Petersen fornemt viser (fx s. 85).

I det hele taget er Petersen en dygtig lægmandsteolog, der flot navigerer rundt i en vidtstrakt og ordrig teologi. Luther anså lediggang for at være Satans værk. Fattigdom skulle bekæmpes som et onde, og værdigt trængende skulle der tages hånd om. Selvom kristne opfordres til at vise næstekærlighed, så mente Luther, at det enkelte menneske er så ”indkroget i sig selv” på grund af arvesynden – dvs. er sig selv nærmest – hvorfor der må en øvrighed til, som kan fordele goderne også til de dårligst stillede. Derfor skulle tiggeri forbydes, for det fratog øvrighedens autoritet og forsørgerrolle. Luther skelner skarpt mellem værdigt og uværdigt trængende. Nødlidende grundet alder, sygdom eller lignende skal modtage hjælp. Dovne eller ugidelige skal tvinges til at arbejde.

Efter den lutherske reformation kommer til Danmark i 1536 indrettes det danske samfund efter Luthers forordninger. I praksis betød det en næsten sammensmeltning mellem åndeligt og verdsligt regimente. Det ses fx i kirkeordinansen fra 1539. Om det skriver Petersen meget præcist:
”I det hele taget viser ordinansen, at der ikke var tale om adskillelse mellem åndeligt og verdsligt regimente. De var dybt sammenvævede og tjente sammen omsorgen for den enkelte borgers ve og vel” (s. 131). I forlængelse af Luther var det blevet forbudt at tigge og folk blev opfordret til at give rundhåndet til værdigt trængende. Det kneb dog med givertjenesten, hvilket Petersen humoristisk understreger igen og igen.

I 1708 kommer de første danske fattiglove og markerer dermed et skel i dansk lovgivning på området. Tiggeri blev endnu engang forbudt, for det tog reelt pengene fra de værdigt trængende. Udfordringen for den spirende oplysning i slutningen af det 18. århundrede var, at økonomien forringes så markant, at de gryende tiltag om fattigdomsforordning måtte sættes i bero. I dette kapitel, som tegner historien fra 1708 til 1890 redegør Petersen også for de hidtidige historiografiske indsatser på området. Petersen påpeger, at tidligere beskrivelser af velfærdshistorien har været konfessionelt farvet, så at protestanter har negligeret det katolske bidrag og vice versa (s. 175). Det er måske banalt at afsløre, at forskning ikke er forudsætningsløst, men det er et spændende indblik i forskningshistorien.

Kapitel seks tager livtag med perioden fra 1891 til velfærdsstatens indtog i midten af det 20. århundrede. Selvsagt bruges en del krudt på K.K. Steinckes socialreformer. Steincke var selv kristen, men i et noget særegent format (s. 197). Derfor er det også med hans reformer, at diskussionen, som jeg refererede til i begyndelsen af denne anmeldelse, kommer på banen. Petersen skriver, at det ideologiske indhold i socialprogrammet næppe kan hævdes at være luthersk: ”Det ville, forekommer det, være en hårtrukken påstand at se det som en Luthersk reminiscens” (s. 203) og videre ”Den Lutherske arv er genkendelig, men den er i det 20. århundredes første halvdel tydeligvis blevet suppleret med tankesæt, som Luther af gode grunde ikke kunne kende til” (s. 213).

De sidste to kapitler rummer en gennemgang af velfærdsstaten og konkurrencestaten. Her er Petersen for alvor på hjemmebane, og hans ekspertise på området træder tydeligt frem. Teksten er skrevet med forbilledlig lethed og overskud.

Velfærdsstaten kom på begreb i 1953, men blev egentlig kun effektueret, fordi den blev intimt forbundet med folkepensionstanken, som appellerede øjeblikkeligt til de brede masser. Petersen er vel egentlig skeptisk over for velfærdsstatens projekt og karakteriserer den som ”et moralsk projekt”, som befolkningen ikke havde rygrad til at leve med (s. 243). Men er dens arvtager, konkurrencestaten, så en bedre ordning? Det virker ikke sådan. I hvert fald skriver Petersen skarpt, at konkurrencestaten har genskabt ”sakralisering[en] af arbejdet” (s. 276). Derfor er vores nuværende samfundsform også alenlangt fra Luthers syn på både arbejde og fattigdomsomsorg. For at slutte med endnu et skarpt citat:
”Ikke mindst ligger konkurrencestatstanken langt fra et Luthersk syn, når den opererer med forestillingen om menneskets funktionsbestemte værdi, og når den gør en dyd ud af at fremme det egennyttige og opportunistiske menneske” (s. 282).

Petersen skriver selv i forordet, at han har et reformatorisk sigte med bogen, som jo er at kalde til besindelse over for konkurrencestatens rovdrift på arbejderen. Hvis sammenhængskraften skal bevares og den enkelte borger kunne tage del i omsorgen for den fattige, så må der tænkes grundlæggende anderledes end i New Public Management.

Men uanset om man deler det ærinde eller ej, så er der masser af historisk viden og levende polemik i den fine afhandling. Den kan tjene som en alternativ indgang til Luthers teologi, til et vue over social- og danmarkshistorie eller blot som et eksempel på velskrevet forskningsformidling.