Det er en meget vigtig bog, som denne anmeldelse handler om. Èn af de skarpeste politiske historikere, vi har i Danmark, har sat sig for at undersøge det store spørgsmål: Hvad er en stat? Mogens Herman Hansen har igennem en lang karriere arbejdet særligt med den græske demokratikultur, men er begyndt at sprede sine interesser ud i et større idéhistorisk perspektiv. Det har givet os læseværdige mesterværker som Demokratiets historie fra oldtid til nutid (2012) og Demokrati som styreform og ideologi (2010). Nærværende bog er noget smallere, mere kompleks og mere akademisk. Med akademisk mener jeg, at den mod sin intention er svært tilgængelig for folk, der ikke har arbejdet med det politologiske fagområde før.

Hansen skriver selv, at bogen er et essay. Her er det ikke stedet for en genrebestemmelse, men med bogens afsluttende højdepunkt, en definition af statsbegrebet, virker bogen snarere som en udvidet leksikonartikel. Det er bestemt ikke nogen kritik, men nævnt her for at tydeliggøre, at Hansens projekt er at fremskrive så klar en definition på det omdiskuterede statsbegreb som muligt. Han kommer frem til denne ordlyd: ”Som abstraktion er staten en juridisk person, hvis ledelse handler ”på statens vegne”. Konkret forstået er staten indadtil et system af politiske institutioner, der besidder det legetime monopol på med vold som yderste sanktionsmiddel at fastsætte og håndhæve retsordenen inden for statsterritoriet over for statsfolket. Udadtil interagerer staten med andre principielt ligestillede stater, samt med internationale politiske organisationer, som staten er medlem af, samt andre, som den skal forholde sig til” (s. 103).

Det virker måske som en tilforladelig definition, men når den kommer efter endt læsning, kan man se, at hvert ord er vejet nøje. Den er en kombination af Max Webers kendte statsbegreb (staten er suveræn og har voldsmonopol inden for egne territoriale grænser) og så det juriske, folkeretslige statsbegreb, som måske tydeligst er blevet formuleret i Montovideo-konventionen fra 1933 (bl.a. interaktion med andre stater). Desuden opsamler definitionen afgrænsninger af begreber som ”voldsmonopol”, ”retsorden”, statsterritorium” og ”statsfolk”. Disse begreber er afgørende i en definitorisk sammenhæng, men også realpolitisk må der tages stilling til, hvordan en stat skal agere i disse sammenhænge. Derfor har bogens definition en rækkevidde, der går udover det smalle akademiske. Den rummer et potentiale for nye afklaringer i den konkrete statspolitik.

Statsbegrebets historie er kompleks og flertydigt, hvilket Hansen udfolder skarpt og nuanceret. Hans læser sig ind på centrale historiske teoretikere som Hobbes og Grotius, men benytter også et væld af kilder fra opslagsværker og encyklopædier. På den måde er Hvad er en stat? også et studium i lødig historieforskning og et herligt stimulerende studium, der giver lyst til at dykke ned i det berørte univers.

Bogens længde gør det op for dens sværhedsgrad. Den er en intellektuel udfordring, men givende og brugbar. Den vil forhøje de flestes perspektiv på statsbegrebet, og danne en solid, teoretisk ramme om nutidens politiske diskussioner. Meget mere kan næsten ikke forlanges med så kort en udgivelse. Mogens Herman Hansen har gjort det igen, og givet os en bog, der fanger og inspirerer.