Den japanske kultur er for mange af os gaijins meget svær at forstå. Selv om man kaster sig over et utal af japanske film, mangas, bøger og animes, så er der nu engang noget sært fascinerende og dragende ved den japanske popkultur. Selv om fascinationen af samuraier, robotter, ninjaer, bizarre tv-programmer og sløret porno kan være dragende, så har det hidtil været meget svært at formulere, hvorfor vi her i vesten drages og fascineres af disse eksotiske kulturprodukter.

Roland Kelts er halvt amerikaner og halvt japaner, og har derfor et næsten biologisk unikt blik på begge kulturer - et blik han deler gavmildt ud af i hans nye bog Japanamerica. Selv om bogen langt fra berører vores fascination af japanske spillefilm, litteratur eller porno, så får den alligevel belyst en mængde af de kulturelle sammenhænge, der eksisterer i forhold til kreationen og forbruget af især animé og manga. Denne forståelse gør at Kelts’ hurtigt kan gå hen og blive et uundværligt supplement til alle, der er interesseret i japanske tegnefilm, tegneserier, computerspil og den fankultur, der knytter sig til disse.

Bogen er blevet til på baggrund af en stor mængde interviews med både gamle og nye repræsentanter for manga og animeproduktionen i Japan, samt enkelte forfattere, fans og aspirerende kunstnere. Disse synspunkter er flettet sømløst sammen med en lang række kulturkritiske overvejelser, der - på trods af at de ikke er akademisk funderet i en bestemt kulturkritisk ”-isme” - giver en lang række konkrete eksempler på, hvordan især den amerikanske og japanske kultur har udviklet det, han kalder et möebisubånd af interrelationer. Et nærmest usynligt men gensidigt påvirkningsforhold mellem kunstnere fra de to lande.

Kort sagt så har japanske kunstnere ofte fundet inspiration fra Amerika. Med tiden omformes disse ideer og koncepter til noget, amerikanerne mener, er unikt for Japan, og disse forvandlede kulturprodukter reeksporteres så tilbage til USA. Måske er en af grundende til fascinationen så, at vi faktisk fascineres af en kultur, der faktisk er vor egen i let forklædning.

Et eksempel på dette er mangapioneren Osamu Tezuka, faderen til Astroboy. Han var i begyndelsen af sin karriere fascineret af amerikanske tegnefilm. Både Betty Boop, Max Fleichers Superman og ikke mindst Disney-studiernes Bambi (som han hævdede at have set firs gange) lagde grundlaget til hans arbejde. Han ses i dag som faderen til den unikke japanske mangastil, men faktisk kan det tænkes, at de karakteristisk store øjne og tuttenuttede figurer faktisk blot var importvarer.

Japanamerica er mægtigt fascinerende i sin skildring af sådanne gensidige kulturudbytter, men den er ligeledes en god kilde til information om den meget unikke produktionsmåde og det forbrugsmønster, der knytter sig til japansk popkultur fra efterkrigstiden til i dag.

Før i tiden tjente de berømte kunstnere ikke ret meget på deres kreationer. Et helt fantastisk eksempel er beskrivelsen af skaberen af Pac Man - det måske bedst sælgende spil nogensinde! I modsætning til, hvad man skulle tro, bor Toru Iwatani ikke i en penthouselejlighed med stor swimmingpool og udsigt over Tokio. I stedet bor han ydmygt i et forholdsvist anonymt forstadskvarter til Yokahama. Grunden er, at selv om det var ham, der var idemanden og programmøren, så var det firmaet, der fik gavn af spillets succes. På samme måde har det i mange år været i manga og animeindustrien. De kreative kræfter bag de mest populære serier har - lige som Disneys tegnere før i tiden - ikke fået ret megen personlig anerkendelse, men har derimod leveret deres hårde arbejde til det firma, de arbejdede for.

Denne tendens er dog kraftigt ved at skifte, for unge japanske kunstnere og animatorer vil som deres vesterlandske kollegaer have en større bid af den velfortjente økonomiske lagkage. Og lige som med resten af Japan er den fuldstændigt skråsikre tillid og tiltro til ens overordnede ved at smuldre. Mest fantastisk og langt mere positiv er dog informationen om, at anime-kunstnere har langt større kunstnerisk frihed end i vore dele af verden. Kelts skriver:

[…] The artist is in charge, not the producer who produces the funding, and not the consumer who buys the tickets. Focus groups and demographics are unheard of in Japan’s creative industries. No advance research is done prior to a film’s release. It lives or dies by the sword of its own merit. (p.61)

Det er måske derfor, at mange filmelskere her i vesten drages mod japanske produktioner, idet der tages langt flere chancer og seeren konfronteres med den kunstneriske leders unikke udtryk, som skabes meget mere uafhængigt af økonomiske interesser end i vesten.

Interessant er også de faktuelle oplysninger om den lemfældige omgang med ophavsret og copyright, der eksisterer i Japan. I et af kapitlerne gennemgår Kelts de mange tegneserier, der bliver kreeret af fans og solgt ganske åbenlyst. I disse serier benyttes åbenlyst mange af de etablerede karakterer i nye situationer, men det er ikke almindeligt at lægge sag an på grund af denne slags petitesser. Ligeledes gennemgår Kelts baggrundene for fænomenerne ”otaku” (nørder) og ”cosplay” (de der klæder sig ud som deres favoritkarakterer), og viser at begge rent faktisk kan have rødder i vesten. Det var eksempelvis ikke japanerne, der begyndte at klæder sig ud som deres helte, men det var ”Trekkies” fra USA – japanerne tog bare ideen op.

Uanset hvad årsagerne må være, så er Kelts’ bog unik i den forstand, at den formidler en masse god information. Samtidig er den er regulært underholdende, informativ, let læst og meget interessant for alle, der har lyst til at vide lidt mere om baggrundene for, hvorfor den japanske popkultur har udviklet sig, som den har, og ikke mindst hvorfor en masse vesterlændinge pludselig drages mod alt japansk.