I skrivende stund er der heldigvis et øget fokus på sindslidelser og de mennesker, der ”afviger fra normen”, som det hedder sig. Folk der opfører sig anderledes end de fleste. Sindslidelser er dette til trods stadigvæk tabu i mange hjem, og det er først inden for de seneste snes år, at det er blevet acceptabelt at tale om depressioner, bipolare lidelser, ADHD og lignende diagnoser offentligt. Det er nemt at indrømme sin gigt eller kræft overfor omverdenen, langt mere vanskeligt er det at åbent fortælle, at man har problemer med sindet.

Til trods for denne åbenhed er der stadig mange mennesker, der har svært ved at vide, hvordan man skal tackle sådanne ting i hverdagen, hvordan man skal behandle sindslidende, eller hvordan det må føles at lide af en sindssygdom. Det er der heldigvis råd for, for har man et åbent sind og lyst til at vide mere om emnet, er der masser af materiale, som man kan give sig i kast med. Hvad enten der er tale om skønlitteratur, faglitteratur eller film, er det muligt at komme nærmere livet som sindslidende.

Autisme er i den grad en sygdom, der er omgrænset af hemmeligheder. Videnskaben har først for nyligt begyndt at indse, hvilke faktorer som er skyld i autistpatienternes adfærdsmønster, og årsagerne til sygdommen er endnu omgivet af en masse mystik. Alligevel er der et utal af forældre, pårørende og venner til mennesker med autisme, som dagligt må kæmpe med at forstå, hvad det er, som gemmer sig bag autisternes måde at opføre sig på. Deres interne verden har været lukket land, idet mange autister har svært ved at vise følelser og sætte ord på deres tilstand.

Den 2. April 2014 er det FN’s internationale autismedag, og i den anledning udkommer Naoki Higashidas lille, fine bog Derfor hopper jeg, som af mange, der har haft sygdommen tæt inde på livet, beskrives som en reel øjenåbner. Dette gentages også i bogens forord af den engelske forfatter David Mitchell, der selv har en søn med diagnosen. Det er Michells eget forord til den engelske udgave, som er inkluderet, og her skriver han blandt andet:

” Derfor hopper jeg fik mig til at runde et hjørne i mit forhold til min egen søn. Naoki Higashidas ord var det spark, jeg behøvede for at holde op med at have ondt af mig selv og i stedet forholde mig til, hvor meget hårdere livet var for min søn, og hvad jeg kunne gøre for at gøre de mindre hårdt.” (s. 17)

Dermed er det ikke sagt, at bogen på nogen måde kan kurere sygdommen, men den er over længere tid blevet skrevet af en 13-årig dreng, der selv er autist, og på den måde giver den os ”normale” mennesker et unikt indblik i en ellers tavs verden.

Derfor hopper jeg består af ganske korte kapitler på op til halvanden side, der hver især har en overskrift, som lader folk uden diagnosen stille et spørgsmål til autisten. Eksempelvis: Hvorfor er jeres ansigtstræk så begrænsede? Hvorfor skriver i bogstaver i luften? Osv. På denne måde kommer bogen til at minde om en håndbog der – med den unge autist som autoritet – forsøger at give os svar på nogle af de spørgsmål, man måtte have, når man oplever autisme på tæt hold.

Mellem disse korte kapitler findes der også små fortællinger, som Naoki har digtet, men som også samtidig reflekterer på hans følelsesliv og livsopfattelse. Disse synes måske at stikke lidt ud, men viser også at selv en person, hvis krop ikke vil makke ret og i realiteten kommer til at fungere som fængsel, har et både nuanceret, smukt og udtryksfuldt sind. Naoki har blot været så heldig, at han gennem en form for staveplade har kunnet videreformidle disse følelser og tanker til en bred læserskare, der på denne måde måske kan få et langt mere nuanceret syn på autisterne.

Derfor hopper jeg er en bog, der er hurtigt læst, men som samtidig rummer en poesi og nogle overvejelser, der virker langt mere modne, end dem man kunne regne med kom fra en trettenårig dreng uden nogle former for diagnose eller problemer. Der er ikke tale om, at vi her er vidne til en gammel sjæl i en ung krop, men autismen har i al fald gjort, at den unge forfatter har valgt sine ord med stor omhu, og mest overraskende er det nok, hvor stor en indsigt han har i vores ”normale” måde at opfatte verden på.

Bogen kan derfor anbefales både til de, der har sygdommen tæt inde på livet, men også til alle andre, der – som undertegnede – blot er nysgerrige og har lyst til at vide, hvilke tanker og problemer, som autisten må leve med til hverdag. Måske vigtigst af alt hvordan autisten gerne vil have, at vi reagerer på de mange, set udefra, mærkværdige fysiske og verbale udfald som kendetegner sygdommen.

Der er i meget svært ikke at fatte uendelig sympati for den unge forfatter og dennes projekt efter endt læsning. Han beder dog ikke om ynk, for som han selv skriver, så ville han ikke undvære sygdommen, selv om der fandtes en kur. For selv om det er langt sværere at være autist, så er det samtidig en del af ham selv. Bare fordi man ikke kan udtrykke det, betyder jo ikke, man ikke har et rigt og komplekst følelsesliv. Det kan næppe siges tydeligere end vores unge forfatter selv gør det: ”Vi bliver misforstået, og vi vil give alt for at blive forstået ordentligt […] Prøv at forstå, hvem vi i virkeligheden er, og hvad det er, vi slås med” (s. 130)