Øjnene er det første, man lægger mærke til. Dernæst den stramme, let sofistikerede mund over en kjoledragt med høj hals. Håret er lettere pjusket, mens hovedet hænger en anelse på skrå. Men øjnene, de er stikkende og sylespidse. Som om de røber, hvilken gerning, der ligger bag den unge kvinde på billedet. På den ene side en særdeles køn kvinde, på den anden side en morderske, der tog sit spædbarn af dage ved at knuse dets kranium. Den forlokkede tjenestepige, døbes hun, i bogen Forbrydelsens ansigt. En flot og læservenlig bog om det danske forbryderbilledes tidlige historie. Tjenestepigen er blevet forsidestof. Igen.

Ingrid Sofie Lauritzen var hendes borgerlige navn. Hun levede i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede. Men hun er ikke kun et ondskabens eksempel på en ugerning. Hun er også et symbol på en kulturhistorie, en kvindehistorie. Om at blive set ned på, om at føde børn i dølgsmål, om at leve med den skam, som det var at blive gravid uden mand og ægteskab. På samme måde tegner forbryderbilledets historie også en mangestrenget kulturhistorie, der indeholder forudanelser af det samfund som vi har i dag. En forventning om nutidens overvågningssamfund, skriver forfatterne.

Fotografiet er i sig selv en indvarsling af den visuelle kultur. En orientering, der handler om, hvordan det visuelle langsomt har taget over fra skriften og fra andre repræsentationsformer. Analyseret som et særdeles realistisk medium, opfundet i 1826 Niépcè, videreudviklet og forfinet af eleven Daguerre, brugt som en middel til huske, til at forstå, og til at misfortolke. Realismen er fotografiets akilleshæl, der ofte giver det en status, der kræver mere af et medium end godt. Men repræsentationsværdien er ikke til at tage fejl af. Tidligst brugt til identifikation af forbrydere i Frankrig midt i 1840'erne. I Danmark i 1851. Bogen starter her og slutter lige efter Første Verdenskrig. Af hensyn til ophavsret - og fordi fotografiet herefter synes at have fundet sin form.

Forbrydelsens ansigt er skrevet af Poul Duedahl, lektor i Historie ved Aalborg Universitet, Peter Wodskou Christensen, ansat ved Statens Arkiver, og Gitte Bergendorff Høstbro, ansat på Herlev Bibliotek og Københavns Universitet. En trio med hvert sit generalieblad, der i denne bog samspiller i et arbejde, der har indebåret en omfattende registrering og en detaljeret eftersøgning i gamle arkiver og forbryderalbummer. Alene den oversigt og det indblik, bogen giver i forbryderbilledets materiale og udvikling, er et agtværdigt projekt. Et levn, der er efterladt til at kunne komme endnu dybere.

Bogen er en formidlingsbog, der ikke ønsker andet end at optegne en historisk udvikling via nogle små historiske kapitler drysset fint ud gennem hele bogen. Ind imellem får vi - nogenlunde kronologisk - en lang række forbryder-cases. Gengivelser af fotografier af meget forskelligartede forbryder. Lige fra smårapserier, over svindel og vold, til mord og seksuelle forbrydelser. På den måde tegner den - stedvist også kommenteret af forfatterne - også en indirekte kriminologisk historie. Hvad har været kriminelt hvornår? Og hvordan blev forbrydelserne betragtet af samtiden. Underneden de mange menneskeskæbner ligger en større historie begravet.

De enkelte cases er gode illustrationer, der illustrerer og giver substans til det utal af billeder, som er gengivet. Billederne taler selv på mange forskellige måder - ligesom forsidens tjenestepige - men den simple eksistens i teksten står klart frem i de små anekdotiske nedslag. De varierer ikke stort i sin opbygning, er lette at gå til, men bliver derfor måske i længden en anelse monotone i sprog og struktur. Der savnes stedvist et mere analytisk og fortolkende mod, der kunne sætte billederne ind i en større kontekst. Et mod til at gå lidt over det slet og ret registrerende og historisk motiverede.

Det tager lidt tid, før fotografiet som medium får en egentlig og praktisk anvendelse. Her spiller forbryderbillederne ind, fordi de bliver en måde at oparbejde registre og oversigter over kendte ansigter i den danske underverden. En anticipation af globaliseringens grænseoverskridende kriminalitet stikker også ansigtet frem hist og her. Men fotografiet bliver også en led i den socialdarwinistiske udviklingstanke, fordi billederne gav anledning til at overskue og videreformidle det, man antog var typiske kriminelle træk. Sporet til Lombrosos arvemæssige, degenerative fokus på kriminalitet er stærkt og nemt at følge. Dette spiller på den måde også sammen med et socialhistorisk spor, der løber gennem hele bogen. Hvem blev kriminelle og hvorfor? Fattige og psykisk syge er der nok af blandt de i bogen illustrerede.

Synet på kvinden og synet på seksualitet kan også sporet gennem de mange nedslag i bogen. Seksualitetens historie er også en tyk tråd, der trækkes gennem synet på prostituerede og synet kvindens rolle i det hele taget. Alene det, at der flere steder var en kategori, der slet og ret hed 'kvindelige forbrydere' taler sig tydelige sprog. Men kvinden var ikke det eneste offer for et - fra nutiden set - besynderligt syn på seksualitet, herunder prostitution og kvindemishandling. Mandens seksuelle udskejelser bliver også nedslående illustreret gennem kriminaliseringen af homoseksualitet. En enkelt case får lov at komme full circle omkring seksualiteten: en mand, der havde sex med et får (om fåret fastholdt sin anklage mod manden, melder historien ikke noget om).

Det er med andre ord mange historiske strenge, der kunne trækkes klarere op gennem bogen. Det er naturligvis ikke bogens ærinde, men et efterord, som bidrog med de store linjer, kunne have gjort en god bog endnu bedre. Disse store (og for nogen for akademiske linjer) tegnes selvfølgelig i nogen grad i Mette Mortensens Kampen om ansigtet (2012), men den rene og målrettede formidlende tone, som præger Forbrydelsens ansigt, antyder, at forfatterne ville kunne slippe afsted med et samlende og perspektiverende efterord. Afslutningsvist lægges der op til 'sociale studier' som et videre perspektiv. Men der er så meget mere at hente i denne guldgrube af fotografier, som bogen her fornemt systematiserer.

Socialhistorie, seksualitetens historie, kriminologiens historie, kvindesynets historie, fotografiets historie, politihistorie, efterforskningens metodologiske historie, menneskesynets historie, retspolitisk historie, retssamfundets historie, en dyster del af lægevidenskabens historie. Ja, der er meget på spil i bogen, som er rigt illustreret og spændende, løbende suppleret med kunsthistoriske nedslag. Så meget på spil, at der er materiale at gå videre med for mange interesserede. De mange historier hænger sammen - og hænger tæt sammen med de forbitrede menneskeskæbner, som fylder mest i bogen. Ærindet er at tegne et nært portræt af forbryderfotografiet og mennesket bag. Mission accomplished. Bogen er helt nede på jorden, velskrevet og velformidlet, men der er stof til at komme dybt, dybt ned i mange sider af menneskets udviklingshistorie - og vores vrangvendte forestillinger om os selv.