En sådan bog har ingen haft i hænderne før. Erik Ingemann Sørensen er lærer, en vidende amatørhistoriker og en dygtig formidler. Han tager os i bogen 1864 - En guide i krigens fodspor med ud i landskabet, dér, hvor krigen fandt sted, fra de første sammenstød i Rendsborg til nedslagtningen af danskerne i Lundby i Himmerland.

Detaljeret, men aldrig kedeligt og uden at tabe overblikket, tager Erik Ingemann Sørensen læseren ved hånden til slagmarker, krigergrave, hovedkvarterer, lazaretter, skanser og mindesmærker - og det gør han med QR-koder til vores smartphone, med GPS-koordinater, kørselsvejledninger og et væld af supplerende materiale, som vi kan få adgang til derhjemme ved computeren eller ude i landskaberne.

Forfatteren har tydeligvis været alle steder. Det må have inkluderet over 1000 kilometers bilkørsel og slidte såler. Der ligger et stort research- og feltarbejde bag bogen. Og så skriver han godt. Med den lethed, der viser at han er inde i stoffet.

Forfatteren er frivillig medarbejder ved Byhistorisk Arkiv i Kerteminde og har blandt andet skrevet bogen Esben - en dreng i krig (Østfyns Museer, 2009), adskillige historiske fremstillinger og flere undervisningsmaterialer til faget historie. Han er i øvrigt født og opvokset i Fredericia, der under krigen i 1864 blev udsat for belejring og bombardementer. Byen var den sidste forsvarsbastion i Jylland, og den 25. april besluttede krigsministeriet i København, at general N.C. Lunding skulle rømme byen - hvorefter den blev indtaget af preusserne tre dage efter.

Ikke så sært, at forfatteren, årgang 1946, ligesom andre i hans generation har slæbt rundt med et ensidigt billede af krigen mellem »de gode danskere og de onde preussere«. Det bærer bogen dog ikke præg af. Tværtimod. Han skildrer begge parter meget loyalt.

Levende historie
1864 -?En guide i krigens fodspor er en rejsebog, der udkommet op til det store jubilæumsår i 2014. 150-året bliver blandt rigtig meget andet markeret med Ole Bornedals tv-serie, så det gælder om at være godt klædt på. Især den seneste halve snes år er der udkommet bøger, der giver os overblikket og en indsigt, der vel næppe er blevet formidlet tidligere.

Det gælder især Tom Buk Swientys dokumentariske fortællinger Slagtebænk Dybbøl (2008) og Dommedag Als (2010), og Tom Buk Swienty giver da også Ingemann Sørensens guide de varmeste anbefalinger med i forordet. Ikke umærkeligt, for deres stil er den samme.

Historien bliver gjort levende. Der er ingen onde eller gode, og vi møder aktører fra begge sider af konflikten mellem Danmark på den ene side og Preussen/Østrig på den anden. Hvis det endelig skal være, og nogle skal æres, bliver det ikke for heltegerninger, men nøgternt og stille konstaterende: De danske soldater gennemgik ufattelige lidelser på tilbagetoget fra Dannevirke i en modbydelig kulde og en elendig logistik. Og uden at kny. Den historie fortjener altid at blive fortalt. Krigens deltagere havde alle ét håb: Blot at komme hjem i live.

Et dansk perspektiv
De færreste overkommer sikkert at følge i Erik Ingemann Sørensens fodspor. Bogen kan læses med udbytte derhjemme i lænestolen, men vinder ekstra i værdi ude i felten:?Mysunde, Dannevirke,?Sankelmark, Dybbøl og Als i det historiske grænseland.

Perspektivet er primært det danske, men der gives også plads til en preussisk og østrigsk vinkel flere steder.

I gamle dage ville man have skrevet »fjenden«. Et ord, der kan virke værdiladet. Illustrationerne er mange, men nogle gange så små, at de ikke rigtig kommer til deres ret. Det gælder især xylografierne, de enestående træsnit, der i flere af gengivelserne er plaget af grafisk støj. Personligt har jeg altid været fascineret af xylografien med motivet af danske soldater, der forsøger at sove på spær og lægter af de ufærdige barakker.

De havde intet andet valg, da preusserne og østrigerne trængte frem. Det ville svare til at sove på toppen af et ufærdigt hus efter rejsegildet i bidende vinterkulde. Så hungrende kan menneskekroppen blive efter bare den mindste smule hvile.

Sammenligninger på?Dybbøl Banke
Kortene er gode og overskuelige, og de nutidige farvefotos relevante. Særdeles interessant bliver det på Dybbøl, hvor forfatterne sammenstiller skanserne på historiske og nutidige fotos.

Med bogen må det være slut med at køre forbi krigens steder uden at spekulere nærmere over, hvad det mon er for et mindesmærke eller kirkegård, der gemmer sig her og der. En masse løsrevne enkeltdele sættes i Erik Ingemann Sørensens bog sammen til et hele, der giver mening for læseren.

Det er en kyndig rundvisning, vi her kommer med på. Som Tom Buk?Swienty skriver i forordet:?»Besøg, se og du skal forstå«.