”I modsætning til modstanden og oprøret er evolutionen med den gradvise udvikling ikke båret af en rus” (14). Problemet med revolutionen er, at den er en romantisk forestilling, der knytter sig til eneren, som kan hyldes efterpå. Det modsatte problem er derimod, at udråbet ”EVOLUTION!” ikke helt har den abrupte gennemslagskraft, som sin samklingende søster har. Det vil nok vække en vis opsigt på gaden, når ’evolutionæren’ maner til kamp, men det er nok mest, fordi det lyder lidt dumt. Alligevel er Lene Andersens pamflet Det åbne samfund og dets venner et opråb, der maner til evolution frem for revolution.

For et års tid siden udgav den franske diplomat Stéphane Hessel bogen Indignez Vous!. Hessel er nu 93 år gammel, og var fransk modstandsmand under Anden Verdenskrig, hvor han blev fanget – og sendt i kz-lejr. Et ophold, som han overlevede. Efter krigen blev han involveret i forfattelsen af FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948. Hessels bog er også udkommet på dansk under den problematiske titel: Gør oprør! På dansk har vi en pendant til det franske indignez, nemlig imperativen af at indignere. Derfor ville en mere passende oversættelse være Vær indigneret eller lignende. På engelsk har den fået den mindst ligeså fejlagtige titel Time for Outrage! Outrage betyder vrede eller krænkelse, og det var bestemt ikke lige det, der var i tankerne hos Hessel. Oversættelsensproblemer er sikkert sigende udtryk for forskellige tænkemåder.

Hessels bog opfordrer ikke til oprør partout, men forsøger at mane den franske ungdom til indignation og modstand. Tidens udvikling kræver nye tiltag og elementær modstand, mener han. Lene Andersen ser selv ironien i, at være uenig med Hessel i dette udsagn, og derfor i at føle sig indigneret over hans lille bog. Alligevel har hun forfattet Det åbne samfund og dets venner, som netop er udkommet. Den vakse læser vil hurtigt ane en reference til den østrigske filosof Karl Popper og dennes bog The Open Society and Its Enemies, der blev skrevet under – og som en reaktion på – Anden Verdenskrig. På samme måde som Hessel qua engagementet i menneskerettighederne var med til at reagere på krigens gru, var Popper også engageret i at finde frem til det åbne, liberale og demokratiske samfund.

Der er dog en pointe i Lene Andersens variation: Det handler om venner frem for fjender. Godt nok er der selvfølgelig fjender af det skrøbelige retssamfund, som vi lever i. Forrige måneds horrible begivenheder i Norge vidner om, at de ikke kun er eksterne, men også interne i det liberale system. Men Andersens pointe er, at nutidens samfundsudvikling ikke handler om modstand, oprør og revolution. Det handler om at lade liberalismen og demokratismen fungere, og lade samfundet langsomt udvikle sig i en bedre retning, hvor samme kan bevares endnu mere sikkert. Evolution! Bogen skal derfor ses som en kritik af Hessel, men samtidig udsender hun også sin tak og sin ydmyghed over for tænkeren: Det er sin sag at gå i rette med en kz-overlever.

Lene Andersen er forfatteren bag pseudonymet Jesper Knallhatt, hvorunder hun har udgivet fembindsserien med fællestitlen Baade-Og. Denne serie er et af de modigste og morsomste projekter i nyere dansk litteraturhistorie. Serien er et langt forsøg på at være oplysende og underholdende på samme tid – og det lykkes. Gennem bøgerne udvikler Andersen en storteori, der – efter eget udsagn – kan opfatte alt. Derfor kan hun også bruge dette system til at foreslå et bedre alternativ end Hessels eget. Budskabet er, at vi ikke skal nøjes med at revolutionere samfundet på ny. Vi skal i stedet bruge det, som blandt andet FN’s menneskerettighedserklæring er sat i verden for at bibringe muligheden for: at tale sammen. Kritisér! For du har en erklæret mulighed for det. Dette er også forsvaret for, hvorfor Andersen kan tillade sig at irettesætte en 93-årig gammel mand med en mening.

Andre steder (og på denne side) kan man læse, at jeg fatter en grundlæggende sympati for Lene Andersens tænkning (se links nedenfor). Teorien er omfattende, men i den kortfattede version peger den på, at samfundet bygger en retsbevidsthed og en humanisme, som resulterer i demokrati og liberalisme. I det system er der ikke noget, der behøver at blive udelukket, men der er plads til – og ikke mindst brug for – produktion, viden og religion. Lene Andersen har i denne bog valgt at kalde forretning for produktion i stedet. På hver sin måde bidrager de til at skabe et samfund, der hviler på værdighed – en værdig holdning, der peger på, at der er plads til alle. Selv hvis den enkelte trodser dette retssamfund, er den rigtige ’hævn’ over denne, at vedkommende betragtes som et værdigt retsvæsen (derfor er Breivik i Norge ikke udsat for samme lynchstemning, som han kunne være blevet andre steder). I et sådant system er der ikke plads til oprør, men eftertænksomhed. Den, der tvivler, tænker sig om en ekstra gang.

Det åbne samfund og dets venner viser i sin lidenhed, at Lene Andersens storteori kan bruges på enkelttilfælde. I dette tilfælde Stéphane Hessels opråb. Det betyder ikke, at tankegangen er problemløs. Et af de teoretiske svinkeærinder, som de store tanker dækker over, er, at Lene Andersen på den ene side forsøger – hvilket kommer mest til udtryk i serien Baade-Og – at konstruere en samleteori, der gør op med den vestlige dualisme (du er enten med os eller med fjenden). Men i dette forsøg kommer hun faktisk til at skabe det, der teoretisk kaldes en triade (en tredeling), der består af fælles gode muligheder i videnskab, religion og forretning. Underneden hviler retssamfundets gode, der kan spindes væk af ensidig tænkning inden for en af de tre grene.

Men hvorfor er tre bedre end to? Det står ikke klart. Og hvorfor er det så nemt, som det fremstår i teorien, at adskille viden og tro? Hænger de ikke dialektisk og måske negativt sammen? Og kan man ikke videnskabeliggøre og kritisk reflektere over religionen, som religionsvidenskaben og især religionsfilosofien gør? Der findes religiøse systemer, der sammentænker videnskab og religion – og de behøver ikke at være en senmoderne religiøsitet. Det findes internt i alle de tre store monoteistiske religioner. Lene Andersen peger også på fællestræk. Fx kan religion og videnskab sammen skabe etik, men er det kun derfra produktionen/forretningen kan hente sine etiske fordringer? Jeg er ikke sikker på, at alle forretningsfolk vil være enige i den holdning. Kan man ikke være en etisk forretningsdrivende uden nødvendigvis at hente begrundelsen i det religiøse eller det videnskabelige?

Ja, diskussioner står – og består! Bogen er liden, tanken er voksen. Og for den, der kender Lene Andersens tænkning har voksen ikke helt det indhold, vi normalt ligger deri. Det åbne samfund og dets venner er en fin lille sag, der gør det, som Hessels (og de andre skabere af rettighederne) tankegang er sat i verden for at beskytte: At sige sin mening. Det er bare en skam, at det ikke snart er jul: Bogen ville være en eminent mandelgaveidé. Opfordringen, der herfra skal lyde, er derfor: Erstat den ligegyldige blomst næste gang, du besøger en veninde. Blomsten visner med tiden. Det gør tænkningen ikke.

Se et foredrag med Lene Andersen, og læs anmeldelser af hendes fem Baade-Og-bøger på siden her. Læs mere om Lene Andersens tænkning i min artikel ”Bøgerne om alt – fortalt af mange” i tidsskriftet Akademisk kvarter, volume 2.