Du er ikke det, du oplever! Du er heller kke summen af dine oplevelser! Det kan måske lyde kontrært til den måde du til dagligt opfatter dig selv og din verden på, men efter at have læst Svend Brinkmanns Oplevelsessamfundet vil du måske være helt enig med Kapellet i dette.

Som angivet i bogens begyndelse, så startede den egentlig som et debatoplæg, en klumme i Altinget, men blev på opfordring af en forlagsredaktør udviklet til en hurtigt læst og meget vedkommende bog, der ender med at være en bredside mod den inflation af oplevelser, som på mange niveauer gennemsyrer vores moderne vestlige samfund.

Som Brinkmann skriver på allerførste side kan denne insisteren på oplevelser optræde på de mest bizarre steder. Selv efter man har besøgt et toilet i Kastrup lufthavn: ”På vej fra toilettet lyste en skærm op. ´How was your bathroom experience?´stod der. Jeg kunne så trykke på en glad og grøn smiley, en gul og neutral eller en rød og sur smiley. Jeg trykkede ikke på nogen af dem, for jeg mente ikke, at jeg havde haft en oplevelse´. Jeg var bare trådt af på naturens vegne og havde vasket mine hænder. Hvorfor skulle det dog kvalificeres som en ´oplevelse´?” (s. 7)

Grundtanken er, at oplevelser i sagens natur er ganske forskellige. Eksempelvis kan du tage med en kammerat i biografen og se samme film, men efterfølgende kan du og hun have to vidt forskellige oplevelser af hvor god filmen var. En oplevelse er jo primært noget der er knyttet til det enkelte individ og som derfor bliver subjektiv. Et andet eksempel: En given situation kan af nogle blive oplevet som grænseoverskridende – nærmest et overgreb på et individ — mens andre slet ikke oplevede situationen som sådan.

Sidstnævnte eksempel er selvsagt langt alvorligere, for kan det virkelig passe at vi skal indrette vores samfund i forhold til at der er enkelte – måske et fåtal, der oplever, at der er problemer med noget? Blandt andet derfor foreslår Brinkmann, at vi bør blive langt mere opmærksomme på hvad det egentlig vil sige at være et individ i en verden, se tingene for det de er (´Das Ding an sich´, fristes man til at citere Kant for – red.) i stedet for på relativistisk vis, at mene tingene er præcis på den måde man selv oplever dem på.

Kanske kan det lyde som ren retorik, men Brinkmans pointe synes også mere og mere valid jo længere man kommer ind i hans velmenende pamflet. Han overbeviser gennem sin saglige, velformulerede argumentation, at vi bliver nødt til at være langt mere kritiske overfor alle de ´oplevelser´ der møder os ude i verden og måske på sigt begynde at bevæge os væk fra kongstanken om at vi konstant kræver at få oplevelser, hvad enten det er i teatret, på tv, på vores telefon, i hverdagen eller som nævnt i eksemplet herover, på toilettet.

Han skriver om oplevelser i forhold til det politiske liv, i vores arbejde, i forhold til vores sundhed, identitet og selvfølgelig de nye medier. På den vis forsøger han at tegne et billede af det såkaldte oplevelsessamfund, som vi befinder os i. For at trække en filosofisk betragtning, der nærmest er en kliché, rundt i manegen endnu en gang, så forsøger Brinkmann som en anden nordjysk Sokrates, at tage læseren ved hånden og lede denne ud af den oplevelseshule som omgiver os.

Det sidste længere kapitel i bogen fokuseres på Brintmans egent forskningsfelt, nemlig psykologien. Her indleder han med at påpege det paradoksale i at ville væk fra en subjektiv oplevelse af tingene, selv om store dele af psykoanalysen jo netop betragter den enkeltes oplevelser som centrale for forståelsen og behandlingen af patienten. Kapellet vil ikke forsøge hér at gengive Brinkmanns alternative metoder til dette menneskesyn, men i stedet påpege, at de alternativer han bringer på banen forekommer utroligt fornuftige.

Ordet ´fornuft´ er også et som undertegnede gerne vil hæfte på forfatteren i mere bred forstand. I hans andre bøger men også her er han i stand til på forholdsvis få sider (87 for at være helt præcis – red.) at komme hele vejen rundt om et stort, komplekst emne. Han er virkelig god til at giver konkret eksempler på det han problematiserer. Han viser i et klart sprog, hvorfor denne konstante jagt på oplevelser af enhver art ikke er synderligt gavnligt for hverken samfundet eller det enkelte menneske der bor i det, og så sørger han for, i god akademisk tradition, at problematisere sine egne teser og vægte sine argumenter med henvisninger til en række andre forskere og deres arbejde.

Det er meget muligt at hr. Brinkmann er hypet og måske ligefrem selv indskriver sig som en del af det oplevelsessamfund, han uvilkårligt er en del af. Til gengæld er denne lille, fine bog – med frygt for at provokere forfatteren - en superfin læseoplevelse som du helt bestemt ikke bør snyde dig selv for.