Mest læste
[Musikessay]

1 - Musikessay
Signe er single
2 - Musikessay
Sonic Youth
3 - Musikessay
Sangeren der selv designer sit tøj
4 - Musikessay
Nye toner i musikradioen
5 - Musikessay
Interview med Tina Dickow
6 - Musikessay
Lokal musik med udsyn
7 - Musikessay
Happy new ears!
8 - Musikessay
Vildskaben beholder vi
9 - Musikessay
Interview med Spleen United
10 - Musikessay
Fejl er spændende

Nye toner i musikradioen - Ny version

- - Erfaringer med og refleksioner over det nye P2 -

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

MED TILFØJELSER JANUAR-APRIL 2022

I den første uge af januar 2008 takkede en lang række af de i efteråret 2007 fyrede P2-medarbejdere af, mange efter over 30 års tjeneste i P2. Der blev genudsendt en række af de store, fine temaudsendelser, som det ”gamle P2” havde at byde på, så det var en fin uge på alle måder. Var den mon planlagt sådan for at gøre overgangen til de nye tider mindre hørbar og mindre smertefuld for de ”gamle kernelyttere”?

Efter en måneds lytning (ultimo januar 2008) må man konstatere, at P2 er blevet meget anderledes. Det har vi lyttere prøvet før – og vi ved også, at det tager nogle måneder at vænne sig til nye sendetidspunkter osv. Men når bare man ved, at man får, hvad man ønsker sig og synes man har krav på (ud fra public service-kontrakten), så går det jo nok.

Men denne gang er ændringerne ikke bare strukturelle. De 14% besparelser kan virkelig høres. En række udsendelser og udsendelsestyper er ganske enkelt forsvundet. Indhold og synsvinkler, som tidligere var markante (især journalistisk baserede) er der meget mindre af end før.

Spørgsmålet er så, om de/det er blevet erstattet af noget andet, som kan opveje tabet? Radioledelsen gjorde det klart, at man ville bruge besparelserne til at tænke nyt, så det ’Ny P2’ er ikke bare en strukturel revision eller en grønthøstermanøvre. Det er et forsøg på at gøre P2 mere lyttervenlig og vende den nedadgående spiral mht. lyttertallene.

Et spændende eksperiment. Som P2lytter gennem 40 år (og som programmedarbejder/ musikproducer 1986-93, med base i Aarhus) har jeg prøvet at lytte med åbne og samtidig kritiske ører. Her er, hvad jeg har observeret og tænkt efter 4 uger med det ’Ny P2’. (Jeg fokuserer på musikstoffet og undlader at omtale det mere almene kulturstof, som også er blevet omstruktureret. Jeg undlader også at kommentere den digitale 24-timers kanal DR Klassisk i denne omgang).

14 år efter er der anledning til at tage disse betragtninger op til fornyet overvejelse. Hvilket P2 har vi i dag, anno 2022?

Helt overordnet er P2 i dag = DAB-kanalen DR2, som spiller døgnet rundt. På FM-båndet kan man kun høre P2 på hverdagsaftener og i store dele af weekenden. Sådan var det også i 90erne.

Lad os tage det ny P2 område for område:

Jazz
På jazzområdet er følgende elementer forsvundet:

• Jazz-journalistikken • Jazz-live transmissioner af alt andet end Radioens Big Band

Hvor godt Big Bandet end er (og det er godt), er det et stort kvalitativt tab, at der ikke længere transmitteres fra andre koncertsteder i DK.

Hvad har vi fået i stedet? Daglige udsendelser – hver hverdagsaften kl. 22-24. Det er ikke første gang i P2historien, jazzen placeres på dette tidspunkt. Jeg vil lade jazz- entusiasterne om at kommentere fordele og ulemper på dette punkt. Selv savner jeg først og fremmest de alsidige, landsdækkende jazz-transmissioner og -portrætter, og jeg er bekymret for, hvordan det skal gå de mange skatte, der er gemt i radioarkivet.

Jazz røg ud af P2 igen sidst i 00’erne. Den fik i stedet i 2011 sin egen kanal – P8 Jazz – men vel at mærke som en DAB-kanal; der er ikke længere jazz på FM-båndet - yderst sjældent jazz på hovedkanalerne P1-2-3. P8 er ikke en ren jazz-kanal, men det er her man finder DRs tilbud, også med DRs fortsat meget dygtige bigband. Værterne blander indspillet musik med interviews og enkelte journalistiske indslag. Transmissioner af jazz andre steder i landet findes ikke længere

Klassisk musik
Dækningen af DRs egne ensembler er fastholdt og måske endda udbygget? Der trækkes rigtig meget på EBU-samarbejdet – men er det mere end før? Vi får stadigvæk transmissioner af koncerter med landsdelsorkestre og ensembler ”udefra”, men vist ikke så meget som før. (Jeg registrerede 2 landsdelskoncerter i januar måned, det er i hvert fald færre end før på en måned). Operatransmissioner fra DK er forsvundet, ligesom magasinet Operanyt. Vi må ’nøjes’ med den ugentlige lørdagsopera fra udenlandske scener. Det virker ret mærkværdigt i betragtning af det høje musikalske niveau, Operaen i København har opnået gennem det seneste årti, og i betragtning af DRs ekspertise på dette område i de forgangne år.

Hvad har vi fået i stedet?
Flere flader med programstyret musik; flere eller længerevarende snakkeprogrammer med public access: En morgenflade (3 timer styret af en vært), en formiddagsflade (3 timer med 1-2 værter og med mange lytterønsker), en eftermiddagsflade med koncertoptagelser (de fleste fra udlandet, alle opdelt i kortere afsnit), en aftenflade med gedigne koncertoptagelser (”Torsdagskoncert hver dag”), og så et nyhedscauseri + quizprogram ved middagstid (40 min). Plus altså det nævnte Jazz-bånd på hverdagsaftener.

Dette er hverdagsmønstret, i weekenderne er det lidt anderledes (Det tidligere P2Plus er blevet flyttet til weekenden), men ikke meget. Lørdagsoperaen er en god gammel kending (men nu altså ikke længere fra danske operahuse).

Sendeplanen er ikke ændret meget siden 2008. Efter nattens ubemandede, playliste-styrede natradio er der ”Morgenmusik” på hverdage fra 07.00-10.00 – værts- og playlistestyret musik (korte stykker/enkeltsatser) garneret med dagens (kultur)nyheder og vejrudsigter.

10-12 er der ”Hej P2”, hvor lytterne bestemmer musikken i forhold til det tema, som dagens vært vælger. Somme tider er dette interessante temaer, andre gange helt intetsigende. - Eftermiddagsfladen er en blanding af værtsstyrede causerier og mere tema-orienterede programmer.

Det kan være lidt svært at gennemskue programtitler som ”Udsigten” og ”Foyeren”, men ”Udsigten” er et totimersprogram, der tager aktuelle temaer op, med gæster i studiet eller på telefon. Mens ”Foyeren” er et program på godt en time, der ofte lægger op til aftenens koncert.

Aftenfladen består af en gedigen koncert – live eller transmitteret (19-22, med oplæg og evt. opfølgning), fortsat med Torsdagskoncerten som flagskib. Derefter ”Natsværmeren” (22-24), som er en (vistnok) værtsstyret collage af musik, der ikke forstyrrer men – i de bedste tilfælde – kan være et smukt akkompagnement til lytterens sidste vågne timer. I weekenden er der morgen/formiddag lytterønsker, ”Stines søndag” med en mere eller mindre kendt gæst. Om eftermiddagen er der koncertgenudsendelser osv. Lørdag aften er stadig ”Operaaften”, finansieret af EBU eller sponsorer (fx Metropolitan-transmissioner). Søndag aften sendes ”Guldkoncerten” – optagelser fra DRs arkiv helt tilbage til 1950erne.

Ny musik

Magasinet ”Lyt til nyt”, som tog temperaturen på ny-musik-scenen i ind- og udland er forsvundet.

Hver er kommet i stedet? Ingenting! Ny musik har ikke længere egen sendeflade. Det skal blive interessant at se statistiske opgørelser over, hvor meget ny musik, der dukker op i de mange flader. Bortset fra Per Nørgårds korklassiker ”Wie ein Kind” har jeg endnu ikke hørt noget i fladeudsendelserne.

Der er fortsat ikke noget ny musikprogram på P2. Ny kompositionsmusik høres, når/hvis det står på programmet ved en af ugens aftenkoncerter, hvis den vælges af en programvært eller foreslås af en lytter. Hvis man er interesseret i at følge med i nutidig kompositionsmusik, må man finde sine informationer andre steder.

Journalistik
Det næste 20 år gamle ”Bolero” er forsvundet. Hvad er der kommet i stedet for? ”Jensen om musik” – 40 minutters nyheder, causeri + quiz på hverdagene. Der er også spredte nyhedsindslag i koncertbåndene. Jensen holder sig (så vidt jeg kan høre) til pressemeddelelser og petit-stof. Det er generelt blevet meget småt med gæster i studiet, ’eksperter’ såvel som musikere...

P2 anno 2022 har forskellige programmer med journalistisk indhold eller indslag. ”Foyeren” tager dagsaktuelle emner op, i tilknytning til aftenens koncert. Flagskibet er ”Puls” (hver fredag eftermiddag, knap to timer), som tager aktuelle temaer og problemstillinger i musiklivet op, ofte i længere indslag og med en kritisk vinkel.

Amatørmusik og folkemusik Amatørmusikken er helt forsvundet fra P2. Magasinet Folk og musik er nedlagt, og der vil ikke længere blive transmitteret og rapporteret fra det store, levende amatørmusikliv rundt om i landet. Folkemusikken blev forvist fra P2 for mange år siden. Den har levet på P3, men nu ser det ud til at også transmissioner fra folkemusikkens festivals og spillesteder er fortid.

Status quo. Der har på det seneste været en debat om DRs manglende interesse for folkemusikken. Amatørmusikken er helt yt.

Lyden af det ny P2
P2 har fået en masse nye, korte jingler og ’skillere’ (små lydsignaturer). De lyder alle sammen mærkværdigt grimt og signalerer dårligt nok klassisk musik (hvem forestiller man sig mon, at de appellerer til? Mig forekommer de mig helt overflødige). Lyd- og afviklingskvaliteten er i øvrigt dalet kraftigt (gælder hele DR-Radio), hvilket er meget ’naturligt’, når programmedarbejderne selv skal afvikle hovedparten af programmerne uden teknikerhjælp.

Disse jingles er fortsat i brug i flade-programmerne, hvor vi ofte får at vide at ”Du lytter til P2”, tit i forbindelse med ’selvreklamer’ for kommende koncerter eller udsendelser, som fylder ren hel del, ofte lige op til Radioavisen, hvor de så afbrydes med dennes grimme jingle.

For to år siden skrev jeg et læserbrev om radioavis-jinglens ringe kvalitet og behovet for at skifte den ud. Det kom der ikke noget ud af, så P2-lyttere (især) må fortsat trækkes med den hyppige, virkelig hæslige kontrast mellem en smuk adagio, der klinger ud, og jinglens støjende og påståelige hurra-fanfare.

Jeg nævnte begrebet ”programstyring” ovenfor, men hvad er det? Værterne i fladeprogrammerne henviser meget til de såkaldte ’playlists’ (omtalt nærmere nedenfor), hvor lytterne selv kan konsultere en oversigt over, hvad der spilles. Men disse playlist-oversigter oplyser kun kunstnernavn (ex. dirigent eller pianist) og titel, hvilket jo ikke er særlig oplysende. Lytteren vil vel som regel gerne vide, hvem komponisten af musikken er, og hvem har mon skrevet ”Symfoni nr. 2” eller ”Etude i B-dur”? Det elektroniske format – og hele musikstyringsmodellen - er simpelthen taget fra P3 og P4, hvor den type oplysninger som regel er overflødige eller mindre relevante. I pop og rock er det udøveren, der er den interessante – måske skal det også til at være sådan i klassisk musik?

I dag indeholder P2s playlister alle nødvendige oplysninger. Kritikken er dermed afmonteret – hvis man altså ved hvad en ”playlist” er, og hvordan man finder frem til oversigten på sin computer.

Bekymringer
I en kronik i Politiken 13.1. beder P2-medarbejderen Esben Tange om arbejdsro til at udvikle det nye P2, og han understreger, at især de mange koncerttransmissioner er indbegrebet af public service. Det er jeg helt enig i, men jeg synes nu ikke, regnestykket er så enkelt.

En ting er, at direkte transmissioner af koncerter i fuld længde, formidlet af en P2-medarbejder på stedet (eller ’live i studiet’), bestemt ikke er en nyhed. Sådan var det ”i gamle dage”, dvs. et stykke ind i 1990erne, hvor man på lederplan fandt ud af, at klassiske koncerter var alt for lange for lytterne, så de skulle splittes op i mindre dele (Torsdagskoncerterne undtaget, sjovt nok). Det er da dejligt, at man nu igen tiltror lytterne evne til og interesse for det ’gode gamle’ koncertformat, og at levende formidling på stedet skattes på ny. Den musikalske kvalitet af de koncerter, jeg har hørt, har gennemgående været høj. Tak for det!

Dette har P2 holdt fast ved, heldigvis! Formidlingen kan imidlertid diskuteres, se senere.

DR-ensemblernes høje kvalitet står ikke til diskussion, og det er selvfølgelig kun godt, at vi får mange koncerter med dem. Den nye koncertsal bliver sikkert et markant akustisk løft for publikum i salen, men man kan godt betvivle, at f.eks. Radiosymfoniorkestret kommer til at lyde væsentligt bedre i radioen – for det lyder jo allerede vældig godt. God radiolyd er en ting for sig. (Som vel vil blive opretholdt, selv om der heller ikke mange af DR’s højt specialiserede lydteknikere tilbage...)

Transmissioner fra Koncertsalen er gennemgående af meget høj teknisk kvalitet, og mange koncerter optages til TV. Det er desværre sjældent, der samsendes, så TV-lydkvaliteten er afhængigt af lytterens TV-anlæg.

Det, jeg er mest bekymret for – og som jeg gerne vil have statistisk dokumenteret modbevis for fra DR over en længere periode – er, at det bliver meget mindre af følgende helt klare public service-forpligtelser: transmissioner af landsdelsorkestre, basisensembler og specialensembler uden for DR’s regi samt transmissioner af koncerter (især kammerkoncerter) uden for hovedstadsområdet. Operatransmissioner er som nævnt allerede afskaffet – lige som transmissioner af jazz-koncerter uden for DR-regi.

I december oplevede jeg en (senere transmitteret) koncert med Aarhus Symfoniorkester i Koncertsalen, den første af slagsen i 10 år. Landsdelsorkestrene bliver transmitteret, og der er lejlighedsvis transmissioner fra Den Jyske Opera og Det Kgl. Teaters opera. Også basisensemblerne leverer til P2; selv Underholdningsorkestret, som DR jo fyrede i 2016, transmitteres flittigt. I hele sommerperioden sendes der flittigt fra landets mange klassiske musikfestivaller, så min bekymring anno 2008 er heldigvis stort set gjort til skamme.

Jeg er desuden meget bekymret for den ny kompositionsmusik, og for amatørmusikken og folkemusikken, som nu skal finde plads i sendeflader, der ikke favoriseres dette udpræget smalle fænomen. En rendyrket public service-problematik, altså.

DR har åbenbart skønnet, at amatørmusik og folkemusik ikke er en del af Public Service-forpligtelsen (med mindre de mange (TV-)Fællessangsprogrammer i Corona-perioden kan regnes hertil?). Jazzen er kørt ud på sin egen kanal (truet i flere omgange), og den ny musik høres kun, når den – mere eller mindre tilfældigt – er på programmet til en transmitteret koncert. Dette finder jeg meget problematisk.

Bekymringen for den ny musik har noget at gøre med det sidste nye P2-fænomen, som jeg tillader mig at være kritisk over for, nemlig de allerede nævnte ’playlists’: central styring af, hvilken musik der skal spilles i store dele af døgnets timer (i modsætning til studieværters styring). Enhver kan selv tjekke disse spillelister på P2s hjemmeside. Her spejder man forgæves efter ny og mærkelig musik i de alenlange lister over let tilgængelige småstykker og enkeltsatser, som menuen står på det meste af dagen (det, som musikjournalisten Søren Schauser (Berlingske Tidende) i sin kritik af det nye P2 kaldet ”Mesterhak”).

Hvor kommer playlists fra? Ja, de har været brugt på P3 og P4 i mange år – men oprindeligt kommer de fra kommerciel udenlandsk radio, som bruger dem til at skabe et ensartet lydende produkt for de publikumssegmenter, der er målgrupper for kanalens reklamer. På P2 hører vi naturligvis kun reklamer for kanalens egne udsendelser (og dem er der mange af), men ellers er der i princippet ingen forskel i den måde, musikken styres på: Det foregår efter en eller anden centralt fastlagt fællesnævners princip. Jeg vil ikke sige, at det er den laveste, for musikken er jo gennemgående god. Men mainstream (let tilgængelig og diverterende musik af kortere varighed, fra barok til senromantik) er det i hvert fald. Og mainstream er ikke nok til at opfylde public service-forpligtelsen inden for musikområdet.

Januars højdepunkt på P2 blev (for mig) Trio con Brios mesterlige opførelse af Bent Sørensens Phantasmagoria - et værk fyldt af mystik, mærkelige lyde, mikro- og multivariation, kort sagt mesterlig musik. Et værk på en i øvrigt skøn koncert, med god lyd og fine kommentarer mellem værkerne. Klassisk god musikradio (23.1.). Der også har været andre meget fine oplevelser, f.eks. de to franske strygerbrødre Reneaud og Gautier Capucons sprudlende samspil i Brahms’ Dobbeltkoncert med RSO og Manfred Honeck, og den store Beethoven-Marathon (26.1.) båret af RSO/Thomas Dausgaard og pianisten / musikforskere Robert Levin.

Men som helhed har det ny P2 skuffet mig fælt. Aftenfladen med koncerterne er jeg glad for, men hele dag-(og nat)fladen har reduceret P2 til noget der ligner det tyske, kommercielle Radio Klassik, som jeg besøgte og skrev en kritisk rapport om tilbage i 1991. Dengang kunne/ville ingen forestille sig, at P2 kunne udvikle sig i den retning.

Vi risikerer at P2 fører os tilbage til en tid, hvor dansk musikliv var noget der foregik i hovedstaden, med udlandets metropoler som reference. Og hvor 'klassisk musik' lader til at være ensbetydende med 'gammel musik'. Bent Sørensens trio er faktisk det eneste eksempel på musik fra de allerseneste år, jeg har hørt (eller fundet i programoversigten. Værkerne fra Brno 30.1. var godt nok fra slutningen af det 20. århundrede, men de lød ikke sådan).

Og så skal helheden altså være så let tilgængelig, at det meste af sendefladen fyldes af kønne, korte satser og småværker med hyggelig smalltalk imellem. Det kan måske skaffe nye lyttere, men det vil også skræmme mange af de gamle væk. Som undertegnede, der fremover vil nøjes med at lytte til P2 om aftenen.

Det løfte har jeg ikke holdt. Jeg lytter ofte til Morgenmusikken, når jeg står op, og til HejP2, hvis dagens emne fanger mig. Jeg kan godt finde på at lytte til Helge Baun Sørensen (se nedenfor), men ellers lytter jeg sjældent til P2 mellem 12 og 19. Jeg bryder mig fx ikke om speed-smalltalkeren Lotte Heise, om Hammer, Cilius og Rothstein, som er så åbenlyst glade for sig selv og hinanden, at det halve kunne være nok. Natsværmeren – der blev opfundet af Stine Rosengren for en halv snes år siden – runder ofte min dag af på behagelig vis, og i weekenden lytter jeg gerne til en spændende gæst i ’Stines Søndag’ og evt. til genudsendelsen af en Torsdagskoncert eller en Guldkoncert (hvis den ikke lyder alt for ’historisk’).

DR og P2 skal selvfølgelig have tid til at afprøve og evaluere sit nye koncept. Jeg håber, at jeg og andre gamle lyttere kan få dokumentation for den del af sendevirksomheden, der ikke handler om stil, men om Public Service-forpligtelserne på musikområdet. Den forløbne måned lover desværre ikke godt.

En af de få overlevende fra ’det gamle P2’ er Helge Baun Sørensen. Han var i firserne en af de første, der sagde ’du’ til lytteren og som præsenterede klassisk musik på en uhøjtidelig og personlig måde. Det gør han fortsat, og selvom stilen i dag er blevet mainstream, har Baun bevaret sit særlige præg. Hans finurlige greb kan i dag høres i udsendelser lige efter middagsradioavisen, hvor han tager et begreb – fx ’nøgler’ (10.1.) eller ’hænder’ (11.1.) og causerer over dette, ofte historisk, altid med en let ironisk distance, og garnerer beretningen med musik, der præsenterer en pointe.

Mod udgangen af marts...
Yderligere to måneder med det nye P2 har desværre kun bekræftet de ovenfor beskrevne tendenser. En meget stor del af sendetiden høres korte klassiske musikstykker eller enkeltsatser, garneret med smalltalk – som regel om alt mulig andet end musik, og gerne med en konkurrence tilknyttet. Der har været mange gode koncerttransmissioner om aftenen, også med moderne klassikere inden for ny musik (Alban Bergs violinkoncert, Lutoslawskis Chain II, f.eks.), men de ’smalle’ områder er og bliver forsømte eller helt forsvundne.

Jeg mener på dette grundlag ikke, at DR opfylder sine public service-forpligtelser inden for området klassisk og ny musik.

Marts 2022: 14 år senere kan der gøres status på følgende måde:

Amatørmusik og folkemusik - bortset fra Den Danske Strygekvartets særlige udgaver, som P2-værterne er meget glade for, og nogle få, moderate jazzudgaver af danske sange - er NO-GO på P2.

Jazzen er placeret/forvist til sine egen DAB-kanal, P8 – som netop har været nedlægningstruet, men blev reddet af Finansloven.

Ny kompositionsmusik er ’overladt til sig selv og koncertprogramlæggerne’. Der er ingen orientering om strømninger i den internationale kompositionsmusik.

Mainstream-repertoiret (fra barok til neoklassik) har sejret, i stort og småt. I koncertformat på P2 aften og i weekenden, som ”Mesterhak” i løbet af dagen. Journalistikken er trængt – med ”Puls” som eneste, gedigne undtagelse. Til gengæld er der mange programmer med fokus på enkeltpersoner, -værker eller -sager (”Stines Søndag”, ”Hammer og Cilius”, ”Mesterværker”).

Kvantitativt sendes der langt mere klassisk musik (og jazz) nu end i 2008. Vi har – på (grund af) DAB – fået en klassisk døgnradio, men det skyldes primært anvendelsen af playlists og genudsendelser. På FM er P2 kun klassisk efter kl. 18. Man oplever sjældent længere, gennemarbejdede udsendelser, som behandler historiske eller aktuelle temaer (Og sådanne – som findes i arkivet i rigt mål – genudsendes ikke).

Kvalitativt sendes der rigtig mange timer med DRs egne, fremragende ensembler. I god lydkvalitet. Præsenteret af meget aktive værter (ofte i dialog), som sjældent har distance til det, der formidles. Begejstring er et ledemotiv i formidlingen. Men vi må jo ikke glemme at Underholdningsorkestret blev nedlagt (som DR-ensemble) i 2015-16, og at det alligevel lykkedes at videreføre det enestående kammerorkester, finansieret af statslige og private midler. Noget lignende gælder DUEN, som oprindelig var DRUEN. I dag transmitteres deres koncerter; det er da noget.

P2 reklamerer rigtig meget for sig selv. Dette er vist en helt generel DR-tendens, også på TV: korte forskræp genudsendes med meget korte mellemrum og ofte i flere uger op til en bestemt koncert/udsendelse. Det er meget trættende, men man kan ikke filtrere disse reklamer fra – kun ved at lukke for radioen.

CODA
Jeg har diskuteret dette essay med en gruppe jævnaldrende musikfolk. Flere af dem er holdt op med at lytte til P2 – bortset fra Torsdagskoncerterne og andre udvalgte koncerttransmissioner. Hvorfor? Er vi ”ronkedorer”, der holder fast i svundne tiders standarder og formater? Det mener vi ikke selv, at vi er.

Vi elsker musik – mange slags musik – og musikformidling af høj kvalitet. Vi mener, at P2 i dag fokuserer alt for meget på personer og alt for lidt på musikken selv. Begejstrede værter til radioens egne koncerter introducerer først koncertprogrammet, taler med solister, dirigenter og musikere om det - og bedømmer afslutningsvis koncertens kvalitet. Det sidste mener vi er en misforståelse af radiomediets Public Service-forpligtelse: Den udøvende/præsenterende og den dømmende/vurderende magt kan ikke ligge hos den samme instans.

Vi vil gerne have god, personlig formidling og nye perspektiver på kendt stof, men helst ikke i form af næsten private udsagn og idiosynkrasier. Værterne må gerne være hørbart engagerede og øse af deres viden, men helst ikke kamme over i privat begejstring - for vi vil gerne selv tage stilling til kvaliteten af et program eller en koncert. Egentlig er vi (alle over 70) vel blandt P2’s kernelyttere – måske ikke af alder, men af indstilling: åbne og nysgerrige. Det kunne være dejligt at føle sig mødt som sådan.

pil op
Forrige essay
« Basix på afskedsturne «
Næste essay
Ikke flere essays