Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser

ProponeisiS / Johan Jönson / 2270 sider
Albert Bonniers Förlag. ISBN 9789100180140
Anmeldt 11/5 2021, 12:52 af Jacob Thybring


Zombiebevidsthedens digtning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

ProponeisiS. Ordet er sammensat af forskellige andre: ‘pro’ er selvfølgelig latinsk for ‘for’. Den anden del har det græske ord ‘poiesis’, hentydende ikke blot til ‘digtekunst’ men mere generelt en skabende aktivitet, igennem hvilket er kilet et benægtende ‘nei’ ned. Udlæggende dette kunne man da læse titelen som ‘for en negativ skaben’. Her kommer man jo som dansk unægteligt til at tænke på Søren Ulrik Thomsens udtryk ‘negativ opbyggelighed’, dette paradoksale forhold at ville opbygge, skabe noget gennem nedbrydning, kritik af gældende forhold. Er Jönson ude i samme ærinde?

Med samfundsforholdene forholder det sig åbenlyst ikke godt i digtet. Der berettes om et ‘jeg’ kaldet Johan som, fanget i den velkendte opvågnende Marcel-position mellem drøm og virkelighed, beskriver et samfund i en fortløbende sekvens fantastiske sprogbilleder. Proust udnytter jo dette greb for at tydeliggøre det særegne forhold mellem den subjektive oplevelse overfor den objektive, fælles oplevelse; en dobbelthed indsættes fra begyndelsen af i et værk, der, i dets karakter af personlig erindring, vedligeholdes ved gennemgående at fremhæve den konstruktion, erindringen, subjektet halvt uvidende, dybest set er. Jönson lader altså samme dobbelthed gøre sig gældende når konturerne af et samfund bliver sammensat af de fragmentariske billeder, der på deres bibeltynde sider svæver forbi hinanden som blade i vinden. Eller: som plastikposer i en smogfyldt duns fra en kinesisk forstad.

I modsætning til Marcel er hér nemlig ingen opvågning, kun den vedvarende opvågnen, fluktuerende i en sammensætning og opløsning af elementer der ikke lader sig vedligeholde tids nok til at bevidstheden kan fastsætte sig omkring det; forklaringen herpå skal søges i beskrivelsen af et ‘inertiregime’. En vedvarende dehumanisering fastsat gennem arbejde, en limbo-agtig dødestade mellem et egentlig liv gjort meningsfuldt gennem frie, viljefulde handlinger og den forløsende udslettelse af indhold i døden. Denne mangel på et grundfæste, hvorudfra subjektet kan organisere sit forhold til verden, forårsager den paradoksale oplevelse netop i den mest gennemgribende ensformighed aldrig at kunne opleve mere end sekvenser af virkelighed, der, som ved en gammel eller malfungerende spillefilm, ikke afløser hinanden i et tempo som kan give illusionen af bevægelse.

Kapitalismen har skadet subjektet i både krop og sind. Fra sin første bevægelse ud i samfundet har ‘Johan’ varetaget lavtlønnede arbejde (på et kernekraftværk, på plejehjem, som rengøringsmedhjælp) og er derfor i konstant pengenød ved at skulle forsørge sin familie. Han føler da heller ikke tid til skrivning men må konstant skifte mellem dette og den dystre eksistens på arbejdsmarkedet. Dette er ikke den velkendte klage à la en Thomas Moore omkring den konstante afbrydelse og distrahering ved familie- og samfundslivet, en klage om aldrig at opnå den ønskede realisering af sig selv, der netop i dette fastholdte utilstrækkelige formår en egentlig produktivitet. Den subjektivitet der er karakteristisk under de kapitalistiske samfundskræfter, modsat Moores feudale, søges indfanget ved en anden neologisme: ‘zombient’.

Digtets centrerer som sagt omkring et ‘jeg’ og den bevidsthed, som samfundet opleves igennem. Men det ville være misvisende at tale om et ‘jeg’ som oplever noget i en aktiv forstand. Jeg’et for oplevelsen kaldes for ‘en propoeneitisk og zoembient subjektivitet’. Dette sidste lader sig opløse i tre: ‘zoe’, ‘zombie’ og ‘ambient’. ‘Zoe’ er filosoffen Agambens term for livet som sådan, det af alle væsener fælles forhold at leve og dermed være udsat (for truslen om død).

Mennesket har dog muligheden for at realisere et andet tilhørsforhold, en udfoldet eksistens (‘bios’), hvor handlinger ikke blot er midler til en vedligeholdelse og fortsættelse af liv som sådan; men denne mulighed er betinget af dets udsathed, som det tilkommer magtforholdet at regulere.

I det foregående er beskrevet hvordan dette magtforhold har istandsat sig, hvorfor man da finder det rammende at definere eksistenserne som zombier, disse sørgeligt levende skikkelser, hvor døden allerede er indtruffet i opløsningen af bevidsthed og særegenhed. ‘Ambient’ sætter ligeledes denne tvetydighed mellem levende og dødt materie ved både at henvise til omgivelserne (landskabet, rummet) og betegne en kunstigt vedligeholdt klang (vaskemaskine, elevator, radio) i baggrunden; som også digtet beskriver det foregår en ‘vekselvirkning’ mellem levende og dødt, hvor grænserne dem imellem er under konstant pres.

Jeg ville ikke misbillige den mulige læser som ved udsigten til at skulle pløje igennem et 2270 siders langdigt med den afskrækkende ProponeisiS som titel ikke just ville være specielt motiveret. Nu har undertegnede dog foretaget sig netop dette og pænt begejsteret. Forhåbentligt har noget af denne begejstring sat sig igennem i en sådan grad, at flere vil stifte bekendtskab med det uden tvivl mest ambitiøse (og voluminøse) indenfor nyere skandinavisk digtning.


Forrige anmeldelse
« Journal 2019 «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser


Flere lyrikanmeldelser...