Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser

Journal 2019 / Morten Søndergaard / 136 sider
Gyldendal. ISBN 9788702291728
Anmeldt 23/12 2019, 13:24 af Lars Ole Bonde


Smukt og grusomt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kan et sprog være en ruin? Kan ruinen genrejses? Er metaforer livsnødvendige?

”Jeg bor i Italien i et hus på et bjerg. Bjerget ligger et par times kørsel fra Volterra. I Volterra stødte jeg for ti år siden på et nedlagt psykiatrisk hospital. De to steder, huset på bjerget og hospitalet, danner rammen om denne bog.”

Sådan indleder digteren Morten Søndergaard bogen med titlen Journal 2019. Det er en på alle måder usædvanlig bog. Genremæssigt er det en collage: et mix af digte, fotos, facts, refleksioner. Det er også en slags homage til eller requiem for Fernando Oreste Nannetti – en patient på Volterra ”som skrev en halvfjerds meter lang bog af sten på hospitalets mure”. Journal 2019 er også en del af – eller knyttet til – udstillingen Sproghospitalet på Sorø Museum, som kan ses frem til 29. januar 2020.

Det er et stort projekt. Et umiddelbart smukt og gribende projekt. De store farvefotos – bogen er i A4-format, og mange fotos er dobbeltopslag, med eller uden indlagte digte – viser det forladte hospital indefra og udefra; endnu ikke en rigtig ruin, men overalt præget af forfald og glemsel. Den omgivende natur truer med at tage over. ”Jeg har mine ruinbriller på”, skriver digteren, og gennem dem ser han fortiden som levende her og nu.



Bogen falder i tre dele: 1. Nattergalenes bog, 2. Nannettis bog og 3. Natbog. Første del er et portræt af hospitalet, der åbnede i 1887 og lukkede i 1978. I de første 50 år – frem til fascismens gennembrud – var Volterra præget af en vision om et beskyttet, men åbent og venligt parallelsamfund til gavn for mennesker med et skrøbeligt sind. I de sidste 30-40 år blev det mere og mere til et fængsel for afvigere: Sygeplejerskerne blev til vagter, vinduerne fik tremmer. Det er i denne periode, Nannetti er indlagt. Billederne viser de forladte bygninger, rum og efterladte møbler, genstande og omgivelserne.

Søndergaards tekster er smukke og foruroligende digte, der spejler digter-jeg’ets eget liv og historie i bygningernes og sprogets storhed og forfald. I 1978 kommer der en ny psykiatrilov i Italien, som forbyder indespærring af sindslidende. De slippes fri.

"Dørene går op, og på den anden side står William Blake
og deler en cigaret med Jim Morrison, Blake siger:
Hvis vores sansers døre bliver åbnet, vil alting fremstå i sin uendelighed for menneskene.
De står i solen og ser på de hvide spøgelser, som ikke kan finde deres skygger."



Teksten i Anden del er – efter en introduktion til Nannetti – en oversættelse af den tekst, som Nannetti indgraverede med sit bæltespænde på 22 mure i gårdrummets kalkmur, i alt 70 meter i længden og to meter i højden – skrevet mellem 1958 og 1978 og udgivet på italiensk i 2011.

1. (…) "Vi er søjlerne i universet. Kegle. Onkel. Far. Piazza della Liberta. Corazzi Nannetti
Oreste født i Frosinone, Fiuggi, i Rom, Ithaka, i 1898. Mørk, ranglet, tynd, 1,80 høj, Y-formet næse, smal mund. Corazzi Nannetti Caterina. Bedstemor, født i 1902 i Cerreto, Norge, Italien, Rusland (…)"

Det næsten livslange projekt minder i sin vedholdenhed, gådefuldhed og splintrede skønhed om schweizeren Adolf Wölfli (1864-1930, patient på Waldau-klinikken i Bern fra 1895 til sin død) og danskeren Ovartaci (Louis Marcussen, 1894-1985, patient på Psykiatrisk Hospital i Risskov i 56 år). Alle tre er superhelte inden for l’art brut – maleren Dubuffets betegnelse for outsider-kunst.



Tredje del læser jeg som Søndergaards personlige bud på en parallel tekst til Nannettis – somme tider i direkte dialog med denne, og ellers mere indirekte – i form af stilelementer og det på en gang personligt-historiske og kosmiske perspektiv. Naturen – planter, fugle, sommerfugle – lever og ånder i digtene, som også suger næring af klassiske og moderne myter.

"Dagen og natten
gik fra hinanden: Nu er jeg et oliventræ.
Eller en nattergal,
en fuglestorm, som fejer gennem dalen.
Nu er jeg en solsikke i vinden.
Jeg har arbejdet længe på min egen udslettelse
mellem ramsløg og tomater."(…)

Samlet set synes jeg det lykkes Søndergaard at gør Volterra levende for læseren/beskueren - som fysisk sted i fortid og nutid, som en tilstand i sproget og sindet. Sympatien med og empatien for Nannetti og hans medpatienter forplanter sig uundgåeligt til læseren gennem de stærke fotos og digte.

(…) "Det er som at gå dybt ind i sprogets knuste katedral
at blive ved med at gå, selvom du ikke kan gå længere.
Nu kommer de med infektionssprøjten
og det hvide i øjnene vendes ud
og angsthunden bider dig."

Metaforer, syntaks, ordklasser – det er som om det forladte hospital og Nannettis håbløst-heroiske projekt lukker op til sprogets maskinrum, der hvor mening bliver til og forsvinder igen, vokser og forvitrer. Det er mesterligt gjort af Morten Søndergaard. Jeg glæder mig meget til fortsættelsen: udstillingen Sproghospitalet på Sorø Museum.


Forrige anmeldelse
« Mælk og honning «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser


Flere lyrikanmeldelser...