Mest læste
[Koncertanmeldelse]

1 - Koncertanmeldelse
Sinne Eeg og Touché
2 - Koncertanmeldelse
Abild
3 - Koncertanmeldelse
MC Hansen Band
4 - Koncertanmeldelse
JazzKamikaze
5 - Koncertanmeldelse
Pligten Kalder
6 - Koncertanmeldelse
Helene Blum & Harald Haugaard med: Anna Lindblad, Petri Hakala, Antti Järvela og Sune Rahbek.
7 - Koncertanmeldelse
Veto
8 - Koncertanmeldelse
Eivør
9 - Koncertanmeldelse
Sinatra - En mand og hans musik
10 - Koncertanmeldelse
Folkeklubben

Sarah Elgeti
Flensborghus 21/2 2020
Anmeldt 26/2 2020, 14:15 af Hans Christian Davidsen

En Askepot på saxofon


En Askepot på saxofon

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sarah Elgeti er ikke større end tobak for en skilling, som man ville have sagt, dengang tobak var o.k., og det kunne betales med en skilling. Hun stammer fra Rostock, kom til Danmark i 1998 for at gå på højskole - og blev hængende. Hun taler et charmerende dansk med en stille stemmeføring, som man kan gå hen og blive helt forelsket i.

Når der først begynder at komme lyde ud af hendes tenorsaxofon, bliver der varmt i rummet.

Klapperne går i hurtigt tempo op og i på instrumentet, som belgieren Adolphe Sax oprindelig opfandt til militærorkestrene - men som med sine dramatiske klange og muligheder for mangesidigt melodisk spil blev adopteret af jazzmusikken.

Med sig på sin forårsturne 2020 har Sarah Elgeti Jan Johansen på bas, Henrik Holst Hansen trommer og Nils Raae på keyboard og kromatisk mundharpe. Et instrument der desværre er gået lidt af mode, men som var meget brugt i især dansk filmmusik i 1970erne. Man hørte det som regel, når Egon Olsen i silhouet gik i fladtrykt stemning langs Københavns Sydhavn.

Det er ikke på det eneste punkt, kvartetten overrasker positivt med instrumenteringen. Hvor de fleste andre saxofonister i jazzens verden ville have hevet en klarinet frem for afvekslingens skyld, overrasker Sarah Elgeti med fornemt tværfløjtespil, blandt andet i Carl Nielsens Tit er jeg glad og hendes eget nummer Ringe i vandet.

Hendes stil er temporary jazz fyldt med lyriske passager og ekspressive og virtuose stykker med skæve taktarter. Hun er dog bedst i balladerne, for eksempel i det lyse og lette nummer Out In The Fields.

Mange af hendes egne kompositioner bliver ved koncerterne ledsaget af fortællinger om deres opståen. Angelique er en melodisk fortælling om, hvordan Sarah Elgeti som barn mistede kontakten til sin mor og fandt den igen som voksen. It's Getting Late - Again - ja, man aner det næsten, musikere har det bare med at komme sent i seng. Og så var der i koncertens andet sæt et nummer, der fik et bragende bifald: Askepot er en fortælling om, hvordan Sarah Elgeti stod og øvede på Elværket i Holbæk i sine slidte jeans og fladtrykte sko, mens mennesker - til hendes store overraskelse - troppede op i festklædt tøj. Hun havde åbenbart overset et kryds i kalenderen i musikhusets planlægningsværktøj - og trak sig ganske uglamourøst tilbage i et lille rum og komponerede dette smukke nummer.

Sarah Elgeti er enhver jazz-glad svigerfars drøm.

Forrige anmeldelse
« Indra Rios-Moore «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser