På Facebook kan jeg læse om nogle af mine mange bekendte, der har været til Rolling Stones-koncert i Hamborg sammen med 84.000 andre mennesker.

Min koncert-sæson i efteråret 2017 tog først rigtig fart med en dansk-amerikansk aften i Slesvig. Tre autentiske musikere stod på scenen foran et beskedent, men lyttende publikum. Der var små lys og peanuts på bordene. Vi sad så tæt på det tre musikere, at vi med det samme ville kunne høre, hvis de slog en forkert akkord eller ramte en tone skævt.

Her var ingen attitude eller wannabe - hverken hos musikerne MC Hansen, Jacob Chano eller Slaid Cleaves eller hos publikum Herregud, vi er jo kommet så langt op i alderen, at vi ikke har behov for at bevise noget længere. Eller er det også allerede længe for sent at bevise noget som helst. Løbet er kørt.

Sådan står en lille hyggelig og autentisk koncertaften i kontrast til vor tids store masse-koncerter.

Jordbunden
I Don’t Need to Read the Papers, sang amerikanske Slaid Cleaves omgivet af to danskere, MC Hansen, der er totalt og sikkert til stede med sin guitar og Jacob Chano, der spillede på tangenter og sørgede for det rytmiske.

Og jordbundetheden fortsatte med Primary Grey, en sang om den kedelige grå farve, som Hansen i Danmark, Meyer i Tyskland eller Smith i USA vælger sin bil i, når han eller hun ikke skal vække alt for megen opsigt.

Slaid Cleaves er en amerikansk singer-songwirter, der er på en fem måneder lang turne gennem Europa. Han stammer fra Maine ved østkysten, men har slået sig ned i Texas. Når musikken ikke altid har rakt til en fornuftig indkomst, har han kørt pizzaer ud, været lastbilchauffør, arbejdet i et varehus, været filmfremkalder i den analoge tid, fungeret som vicevært eller styret en lift på et skisportssted. Hvad gør man ikke for musikken?

Udramatisk
14 albums er det blevet til siden 1990, og genren bevæger sig fra folk og roots til lidt country. I første sæt adskilte numrene sig ikke ret meget fra hinanden. Det kunne let blive lidt for udramatisk og ja, primary grey-agtigt. Ganske udmærket såmænd, men sangene var knap til at skille fra hinanden. Godt Slaid Cleaves havde MC Hansen med, for danskeren varierer sit elektriske guitarspil og lytter godt efter, hvad amerikaneren synger og selv foretager sig på sin akustiske guitar.

I andet sæt steg niveauet med eftertænksomme sange fra albummet Everything You Love Will Be Taken, mest bemærkelsesværdig var Cry. Og mens han besang sin kærlighed til sin ny hjemstavn, Texas, begyndte han at jodle sig gennem et par drævende amerikanske sange. Aldrig har jeg oplevet noget lignende.

Tristessen bredte sig med folk-nummeret Sandy Grey Falls. Når en sang varer over otte minutter, foregår i Canada, og fyren dør til sidst, så er det i amerikanernes optik en folk-sang.

Mere underholdende var beretningen om farens skøre nabo (hvis du ikke har en skør nabo, så er det dig, der er skør). I en alder af 62 år gik han ud på gaden, stod på hovedet og drak en tequilla, så den brændende væske ikke løb ned, men op.

Ingen topkarakter her - men godt, at den slags musik findes.