Forbrydelsen var en del af DR’s krimitrilogi, som derud over bestod af Rejseholdet og Ørnen. De var alle tre nomineret til en amerikansk Emmy, men det var kun Rejseholdet og Ørnen, der kunne tage statuetten med hjem. Derfor kan det synes ironisk, at det netop var Forbrydelsen, der blev valgt til amerikansk genindspilning, selvom det måske ikke er så overraskende, når det kommer til stykket. Stilen i Forbrydelsen var særdeles ’amerikansk’. Oversættelsen, der hedder The Killing, ligger på mange måder umådeligt tæt op ad DR’s oprindelige serie. Alligevel har tv-stationen AMC formået at forvanske en fin dansk serie. Serien er netop udkommet på dansk dvd.

For de, der har fulgt den danske tv-serie, er selve sagen og fortællingen ikke overraskende. Navnene er ændret (en smule), og historien har fået nogle små nye vinkler undervejs, men helt ned til indstillinger og sceneopbygning er The Killing meget tæt på det danske forlæg. Den amerikanske kan desværre ikke vægre sig mod at inddrage et spekulativt terrorspor. Desuden har DR’s dramachef Ingolf Gabold og forfatteren til den danske serie Søren Sveistrup da også været executive på den amerikanske serie. Det er desuden heller ikke en hemmelighed, at den amerikanske udgave fra starten valgte at ændre slutningen. Morderen skulle være anden end i den danske.

Et træk, der dog er interessant, er seriens stilniveau. Den danske serie var inspireret meget af amerikansk neonoir, videreførelsen af den klassiske film noir-stemning i nye krimier. Mørke skyggespil, den ensporede detektiv (den bløde hat var udskiftet med en islandsk sweater) og kølige mean streets blev sminken på en ellers klassisk whodunit-fortælling. Noir-stemningen er mindre dominerende i den amerikanske, mens stilen i stedet i højere grad ser ’skandinavisk’ ud. Rytmen er roligere og gaderne skandinavisk regnfulde (Seattle som location er velvalgt). Stilen minder i det hele taget meget om Yellowbirds svenske tv-serie Wallander. Det er pudsigt, at den danske henter en amerikansk stil, mens den amerikanske gør den modsatte bevægelse.

Ligesom den danske serie fokuserer The Killing på tre fortællelinjer samtidig, som alle bliver berørt af mordet på Rosie Larsen. Efterforskningen er den ene. Sarah Linden er politikvinden, der finder liget, og føler sig tvunget til at blive ved for at gøre arbejdet færdigt, selvom det er ved at koste hendes sin familie. Mireille Enos spiller rollen svagt – og altid med overvurderede rynker i panden. Hendes makker Holder er derimod velspillet af den svensk/amerikanske skuespiller Joel Kinneman, der senest gjorde sig pænt bemærket i den svenske krimiserie Johan Falk. Der ligger måske en indtænkt strategi i at benytte et velkendt skandinavisk ansigt i serien.

De to øvrige spor er Rosie Larsens familie på den ene side og den politiske kampagne, der bliver trukket ind i sagen, fordi Rosie findes i en kampagnebil, på den anden. Familiesporet er meget tæt på den danske fortælling, og castingen Brent Sexton og Michelle Forbes som Rosie forældre virker ikke kun godt. Det ser også ud til, at der er søgt skuespillere, der i den grad ligner henholdsvis Bjarne Henriksen og Ann Eleonora Jørgensen. Begge spiller udmærket, men den tungsindige stemning, der skyller ned ad væggene i den danske, fungerer ikke helt i den amerikanske. Familiedramaet, der ellers følger strukturen fra den danske serie, er blevet til manuskriptmæssige klichéer.

Det sidste spor, det politiske, har været udsat for større forandringer end de to øvrige. Det giver i og for sig god mening, eftersom det amerikanske politiske system er meget anderledes end det danske. En valgkampagne i USA må fremstå anderledes. På den måde er seriens adaption interessant som et politisk kulturstudie, men desværre er det politiske spil i serien præget af mange uklarheder og store huller. Det er selvfølgelig ikke noget problem, at serien tager drejninger og nye vinkler ift. den danske, tværtom. Men flere tråde i det politiske spil er sværre at forstå. Der er flere personer, der ikke introduceres grundigt nok, og flere spin-spor, som ender med at spinde seeren af.

Serien var kontroversiel i USA, ligesom den var i Danmark. Den danske serie blev bidt over i to med en lang julepause, hvilket blev kritiseret i den danske presse og af den danske seeroffentlighed. Den amerikanske første sæson består af 13 afsnit af ca. 42 minutters varighed, mens den danske bestod af 10 af ca. en time. Tidsmæssigt svarer det nogenlunde til hinanden. Derfor må vi vente til anden sæson med at få afsløret, hvem der slog Rosie Larsen ihjel. Spørgsmålet er bare, om vi nogensinde får det at vide: AMC har problemer med at komme videre. Seriens seertal styrtdykkede mod slutningen, og flere af skuespillerne har efter sigende forladt skuden. Anden sæson er således endnu ikke sat i produktion.

Spørgsmålet er også, om det er nødvendigt. The Killing er i mange henseender en middelmådig amerikansk tv-serie, som kun har fået opmærksomhed i Danmark, fordi forlægget kommer fra DR. Den eneste årsag til at se videre skulle da være at tilfredsstille den kriminalistiske nysgerrighed: Who killed Rosie Larsen? Det er slaglinjen på forsiden. Er det falsk varebetegnelse, når svaret ikke gives? Måske.