Det var med en vis skepsis, at tv-serien Fargo blev sat i afspilleren, for det virkede ifølge beskrivelsen, som en ganske lam idé. Fargo er jo en af Cohen-brødrenes bedste film, en film der i 1997 vandt hele to Oscar™ statuetter (en til Frances McDormand for hendes hovedrollepræstation og den anden til makkerparret Cohen for bedste originale manus) og hvordan omformer man så dette til en ni timer lang tv-serie, uden at fejle miserabelt?

Det gør man ved at lade Noah Hawley skrive et formidabelt manus, få Cohen brødrene med ombord som producenter, og ikke mindst ved at lade en håndfuld utroligt gode skuespillere deltage i løjerne. For det er faktisk lykkedes tv serien Fargo at bibeholde den lune stemning, som også filmen emmer af, samtidig med at den fortæller en drabelig historie fyldt med mord, intriger og ikke mindst verdens måske sejeste lejemorder Lorne Malvo.

Lorne Malvo spilles med stor, køling intensitet af Billy Bob Thornton og det er en præstation der, med mindre universet eksploderer inden, må sende mindst en Golden Globe efter manden. Malvo er nemlig stjernepsykopat og ankommer nærmest tilfældig til den lille soveby Bemidji i Minnesota, hvor han helt tilfældigt støder ind i den noget underkuede, forsikringsmand Lester Nygaard (spillet af Martin (Bilbo) Freeman på den lokale skadestue.

Lester har mange problemer, ikke mindst med sit selvværd, da hans kone hele tiden hakker på ham, han trues fysisk af skolens bølle, der nu er blevet voksen, og Lesters yngre bror er langt mere succesfuld end ham selv. Malvo er derimod bare i byen ved en tilfældighed, men han fascineres af Lesters historie om den nævenyttige bølle og tilbyder Lester at slå denne mand ihjel - ganske gratis. Lester siger ikke fra, så Malvo tager det som en bekræftelse og dræber derefter Lesters plageånd.

Samtidig løber Lesters følelser af med ham og han ”kommer til” at slå sin irriterende kone ihjel med en hammer. Lester kontakter panisk den eneste voldsmand han kender, men før Malvo kommer for at hjælpe til, dukker den lokale betjent op, for at snakke med Lester, nu da bøllen er blevet myrdet. Før betjenten kan nå at afhøre Lester til bunds, ankommer Malvo og ekspederer straks betjenten. Lester står nu med både en død kone i kælderen og en død betjent på sit stuegulv.

Nu kan ovenstående måske lyde som en perlerække spoilers, der potentielt vil ødelægge serien for de der har lyst til at se den, men faktisk er ovenstående blot en opsummering af pilotepisoden. Serien udvikler sig nemlig dramatisk fra dette punkt.

Seriens egentlige hovedperson er nemlig hverken Malvo eller Lester, men derimod den kvikke, kvindelige betjent Molly Solverson (Allison Tollman), der forsøger at komme til bunds i dette kriminalmysterie, hårdt modarbejdet af hendes inkompetente politiinspektør, der meget hellere vil fokusere på at organisere snerydningen i byen. Hun møder i løbet af efterforskningen en kollega fra den nærliggende by Dulluth, Gus Grimley, der også har mødt Malvo og de forsøger i fællesskab, udenom deres respektive overordnede at komme til bunds i sagen.

Serien er visuelt, virkelig vellavet. Selv om det måske er svært at forestille sig en istildækket soveby i Minnesota tage sig labert ud på ens TV, så er det virkeligt godt håndværk man er vidne til hér. Eksempelvis kan man fremhæve den sekvens, hvor et par håndlangere, Malvo og de to betjente forsøger at finde frem til hinanden under en snestorm. En scene der er utroligt elegant klippet og iscenesat, idet skærmen stort set kun består af en hvid flade, tilsat blå skygger, der tegner omridsene af huse, tilsneede biler eller figurer i landskabet. Det er dog langt fra det eneste tilfælde af visuel opfindsomhed, for der laves mange fine match-cuts og meget andet, der glæder medielæreren og som med garanti også vil tiltale alle andre med kærlighed til filmmediet.

Selv om det er en voldsom historie, fyldt med udpenslede mord, så er det samtidig en utrolig lun fortælling, idet langt de fleste indbyggere i både Bemidji og Dulluth består af gode, velmenende borgere - jordens salt, i reel forstand. Dialogen er derfor, lige som den man husker fra filmen, præget af en langsomhed og en dialekt, der ikke er til at stå for. Derfor ender seriens grundtone derfor, med undtagelse af de mange brutale hændelser, at blive rigtigt hyggelig.

Som nævnt er det dog Malvo der, i al fald i denne anmelders optik, stjæler billedet. For selv om der ingen tvivl hersker om at han er en iskold, beregnende morder, så formår seriens skabere at gøre ham så utrolig cool (især i kontrast til mange af de øvrige figurer) at han bliver en figur man tilnærmelsesvis kommer til at fatte sympati for. Ikke mindst fordi han, ulig mange af de andre amatører han møder på sin vej, er så meget sejere. Det er lidt af en præstation at gøre en så grundlæggende ubehagelig mand cool, men det lykkes.

Som slutkommentar er det også skønt at første sæson af Fargo føles som en afsluttet serie. Når man når til rulleteksterne i den sidste episode er handlingen forløst og oplevelsen føles afsluttet. Det er virkeligt en rar fornemmelse, for alle os, der godt kan blive lidt irriteret over serier, som konsekvent ved deres sæsonafslutning har en mængde uforløste elementer, der udelukkende skal fungere som cliffhangers der skal holde os interesseret indtil næste sæson kan komme i gang. Sagt på en anden måde, man kan sagtens se første sæson af Fargo – og se den det skal du, hvis du holder af velproducerede, underholdende, amerikanske tvserier - som een lang, afsluttet fortælling. Anden sæson kommer, ifølge Wikipedia, til at foregå i Sioux Falls, et sted der har været rammen om en forbrydelse som nævnes flere gange i løbet af serien, men kun i forbifarten. Vi venter i al fald med begejstring, for Fargo - sæson 1 er virkelig god!