Så er det for tredje gang blevet tid til at filmatisere Richard Mathesons klassiske postapokalyptiske vampyrroman I Am Legend. Tidligere forsøg har været The Last Man on Earth af Ubaldo Ragona med Vincent Price i hovedrollen (denne film kan i øvrigt downloades ganske gratis og ganske lovligt fra Internet Archive her) og The Omega Man af Boris Sagal med Charlton Heston i hovedrollen.

Dermed skal I Am Legend altså ikke kun konkurrere mod det oprindelige litterære ophav, men også til to tidligere filmatiseringer. Som om det ikke var nok, har Mathesons roman generelt haft en kæmpe indflydelse på science fiction og horror genrerne, og har dermed været inspirationen for film som Night of the Living Dead af George Romero, og hvad der deraf følger af zombiefilm. Det er en tung arv at løfte, men Francis Lawrence går til det med ildhu og engagement.

Kort fortalt, handler filmen om Robert Neville (Will Smith) som, efter en katastrofe forsaget af en kur mod kræft som er muteret ud af kontrol, er det sidste menneske på Jorden – bortset fra massevis af smittede mennesker, som dræber alt levende. I modsætning til Mathesons roman, er de smittede ikke entydigt et bestemt mytologisk væsen; de er snarere en kombination af vampyrer (de kan ikke tåle dagslys) og zombier (de virker vanskabte og rådnende). Det stemningsfulde billede af at være helt alene i verden efter en katastrofe, holder filmen dog fast i med sikker hånd.

Det er netop denne prægnante metafor, som gør den oprindelige roman så oplagt at blive inspireret af; da der ikke er nogen entydig forklaring på hvorfor de smittede eksisterer, kan hver filmatisering eller inspireret værk vælge sin egen forklaring for at udtrykke en bestemt tidsånd eller kritisk vinkel. Romeros zombier skifter f.eks. fra at være en truende invasion til et kapitalist-kritisk forbrugerpastiche til frygten for en indre fjende. På samme måde var den oprindelige roman udtryk for invasionsangst og truslen om total ødelæggelse i et post-nukleart samfund.

På samme måde indskriver I Am Legend sig også i en bestemt tid; de konstante referencer til ”ground zero” samt flytningen af handlingen fra det sydlige Californien til New York, inviterer til at forstå filmen som en kommentar til tiden efter 11. september. Robert Neville leder hele tiden efter en løsning, og er ikke ude på at udrydde de smittede som i den oprindelige roman. I stedet bevarer han håbet om at finde andre overlevende, og dermed genopbygge et samfund. Derfor er det også sigende at Robert Neville i denne filmatisering er både soldat og videnskabsmand; vi ser endda et cover af Times Magazine med et portræt af Neville, med teksten ”Soldier. Savior?” (Soldat. Frelser?) Dette er en kamp, som kun kan kæmpes af den ædle, veluddannede kriger, og det virker som om det at være soldat, er forudsætningen for at være frelser.

Filmens udfordring ligger i at skabe en stemning af isolation, desperation, og fortvivlelse som kan virke som kontrast til Neville; det er den måde filmen kan fremhæve og accentuere hans mod og opofrelse på. En dundrende action-maskine hvor de smittede pløjes ned i hobetal, ville overdøve den fine balance som historien er afhængig af. Her lykkes I Am Legend faktisk overraskende godt; den første time er fint afstemt og giver godt indblik i Nevilles karakter, selv med de klichéfyldte flashbacks til Nevilles familie som skal understøtte hvad det er han kæmper for. Det skal dog ikke holdes filmen til last, da den holder fast i et sobert tempo uden at forfalde til letkøbte chokløsninger eller billige action-sekvenser.

I en film med principielt kun én rolle, ligger meget af ansvaret på Will Smiths fremstilling af Robert Neville. Smith klarer fint rollen som Will Smith, og der er et meget stort overlap med tidligere roller i Independence Day og I, Robot, hvilket resulterer i kiksere, hvor Smiths rappe replikføring, og lettere selvironiske spillestil falder igennem og ødelægger noget af stemningen. Dog lykkes det Smith at hive rollen som Neville med i filmens anden halvdel, som er noget mere patosfyldt. Smith formår at holde Nevilles sammenbrud afdæmpet nok til at det ikke dræner filmen for energi, eller ender i det rene sentimentale vrøvl.

Filmen har dog to store problemer. Det første er, at de smittede aldrig rigtigt bliver skræmmende, da de minder alt for meget om noget man har set før. Hvad der var nyskabende og anderledes i 1954 (Mathesons romans udgivelsesår), er nu så velkendt at man ikke engang blinker en ekstra gang. Det er en skam at der ikke er blevet kælet lidt mere for den detalje, når nu så meget andet er velgennemført.

Det andet problem, er filmens afslutning. Det er ikke kun selve slutningen, men den sidste halve time af filmen som tager en uheldig drejning. Fra en velopbygget stemning drejes filmen over i en belærende og moraliserende tone. Hollywoodfilm er sjældent subtile, men den tvangskontrol af følelserne som publikum udsættes for, er i skærende kontrast til filmens start og bryder med stemningen og filmens umiddelbare sigte. Det er ærgerligt at filmen ikke tør bevare sin integritet, for så havde det været en lille perle, forskellen til originalen til trods.