Der er sikkert ganske mange filmelskere, der vil mene at filmserien om The Fast and the Furious fra starten var et ganske udvandet koncept hvor det primært handler om at give tilskueren lige dele nærbilleder af halvpåklædte babes, højglanslakerede, forkromede superbiler og ikke mindst fremvise veltrænede unge mænd i sådan en grad, at det næsten kunne stemples som homoerotisk. Heldigvis er det seneste kapitel i filmserien både en be- og en afkræftning af denne formel, for selv om seeren får alle de ovennævnte ting serveret i en dejlig actioncocktail, så får vi denne gang tillige en handling, der skylder klassiske heist-film en hel del, men som gør at filmens blanke overfladen for en gang skyld også suppleres med lidt reelt indhold.

Tonen er også blevet en del mørkere og filmen er ikke længere kun en film, der vil brillere med en smækker lyd- og billedside, men faktisk gør opgraderingen af handlingen at filmen ender ud med at blive den bedste i serien. Resultatet er en reelt spændende actionfilm, der nemt kan konkurrere med de bedste vi ser fra Hollywood lige nu.

Selv om handlingen er utrolig formularisk og på udsatte steder også enormt forudsigelig, så kommer her en ganske kort præsentation af grundelementerne. Dominic Toretto (Vin Diesel) er blevet idømt mange, mange års fængsel, men hans søster Mia (Jordana Brewster) og dennes kæreste – den tidligere FBI agent O’Connor (Paul Walker) - befrier Dom på ganske spektakulær vis. De mødes et par år senere i Rios favelaer, hos en fælles ven. Et tyveri af nogle meget dyre biler fra et kørende tog går ikke helt som de unge mennesker ellers havde planlagt, så Dominic spottes og nu sender USA deres bedste mand - Luke Hobbs (Dwayne ”The Rock” Johnson) på sagen. Hobbs skal fange Dom for enhver pris og han virker fra starten så stålsat at man ikke betvivler at deres veje snart krydses.

Som man måske har luret er et af filmens kunststykker at lade én og samme film rumme både Vin Diesel og The Rock på hver deres side af loven (som en slags muskelmændenes svar på Heat), men uden man som tilskuer mister sympati for nogen af dem. For selv om den ene jagtes af den anden, er det meget svært at afgøre hvem der er den sejeste af de to – Vin Diesel muligvis, for om nogen er det ham som har været en gennemgående figur i filmserien (med undtagelse af del 2 og en slutcameo i treeren) . Filmens egentlige heist handler dog ikke om hurtige biler, men om at stjæle en nærmest astronomisk sum penge fra Rios ubestridte narkogangsterkonge og for at det kan lade sig gøre må Toretto & Co. have hjælp fra en række af deres gamle venner og småkriminelle bekendtskaber.

Fast 5, eller som filmen er kommet til at hedde på ”dansk”: The Fast and the Furious 5 er en klassisk popcornfilm. Actionscenerne i både favelaerne og udenfor er upåklageligt udført, dialogen mellem machomændene sprudlende munter og med så tilpas stor selvironi til at det bliver udholdeligt. Endelig er filmens centrale drama og de sideløbende plotpunkter tilpas interessante til at man på intet tidspunkt kommer til at kede sig. Interessant er det også at filmen, i tråd med andre film i serien og heist-film i særdeleshed, faktisk tager de eftersøgte forbryderes parti. Det er på film tilsyneladende både sympatisk og helt i orden at bryde det sjette bud, så længe at den man stjæler fra er et tilpas dumt svin – og det er han så afgjort hér. Man kan, med forbillede i Robin Hood fortællingen, sagtens sige at den tyvebande som sammensættes er så charmerende, at man som tilskuer nærmest ønsker man kunne være en del af teamet.

Filmens klimaks, som naturligvis ikke skal omtales nærmere er – vanen tro – fuldstændigt overdrevent iscenesat og fuldstændigt uladesiggøreligt i hvert fald hvis man bare har den mindste fysiklærerforstand på elementer som friktionsmodstand, tyngde og hastighed, men det gør ikke gå meget for går man ind og ser film som denne her, har man alligevel afleveret ens sans for realisme sammen med pengene til billetten. Så selv om det man ser på ingen måde lever op til krav om realisme, så ser det hele brandgodt ud og det er meget svært ikke at lade sig rive med i actionen, især hvis man i forvejen har kærlighed til denne genre.